Johanne Schmidt-Nielsen: "Kan man have børn i det her job?"

Stemmeslugeren Johanne Schmidt-Nielsen, 35, har skiftet 12 år på Christiansborg ud med en stilling som generalsekretær i Red Barnet. Men den største forandring i den tidligere politiske ordfører for Enhedslistens arbejdsliv er ikke et nyt job og et farvel til politik. Det er, at hun er blevet mor.

– Jeg er vokset op med min mor, som var alene med mig. Hun underviste i dansk på lærerseminariet i Odense og brændte virkelig for sit arbejde. Hun var meget stolt af sit fag, arbejdede meget mere, end hun fik løn for og sad ofte sent oppe om aftenen og om natten og forberedte sig. Hun mente, at danskfaget, det at lære børn at læse og lære dem om den bedste børnelitteratur, var det vigtigste i verden. Så det der work-life-balance er ikke noget, som vores generation kæmper med som de første.

– Jeg er opdraget med, at ambitioner ikke handler om at tjene mange penge og have flotte titler, men om at du skal brænde for det, du laver, og forsøge at gøre en forskel, hvis du kan. Det, der altid har drevet mig, er en sag. I min gymnasietid havde jeg ikke et fritidsjob. Jeg tror, min mor syntes, det var spild af barn- og ungdom. Det var privilegeret, for det gav mig mulighed for i stedet at bruge min tid på at arrangere Operation Dagsværk og male bannere.

– Jeg var meget ung, da jeg stillede op og blev valgt ind i Folketinget, men havde en god start på Christiansborg. Politik er per definition konfliktfyldt, men jeg kom ind i en lille folketingsgruppe på bare fire medlemmer, og der blev taget meget hensyn til mig, fordi jeg var ny. Jeg havde selvfølgelig den der eksistentielle angst, hvor jeg frygtede, at jeg blev afsløret i, at jeg ingenting kunne, og i begyndelsen havde jeg følelsen af, at nu sad jeg her på et kontor med lukket dør, og hvad skulle jeg så egentlig stille op med mig selv? Men det fandt jeg jo ret hurtigt ud af.

– Det sværeste ved at være politiker er frustrationen over ikke at kunne løse de ting, du gerne vil. Som politiker bliver du dagligt bombarderet med problemer, som der jo ikke er et quickfix til. Vi kan ikke bare lige løse klimakrisen, og der er ikke et simpelt eller let svar på, hvordan vi skal agere i Syrien. I politik skal du være tålmodig. Du skal blive ved og ved og ved, for forandring kommer for det meste gennem lange seje træk. Rotationsprincippet i Enhedslisten har gjort, at det aldrig har været en mulighed for mig at skulle fortsætte ud over den periode, jeg kunne sidde der, og jeg stillede op med den præmis. Jeg var helt sikkert et bedre folketingsmedlem, da jeg stoppede, end da jeg startede, men der er kommet nye, gode folk til. Og det er jo det fantastiske: Du finder ud af, at du aldrig er uundværlig.

LÆS OGSÅ: Krigsfotograf Jan Grarup om børneopdragelse

– Jeg har aldrig set mit arbejdsliv som en karriere, selv om det vel nok er det. Jeg stillede op til Folketinget, fordi jeg syntes, vi skulle have en mere retfærdig udlændingepolitik og stoppe med at give topskattelettelser, så vi kunne bruge nogle flere penge på daginstitutionerne og plejehjemmene. Det, der drev mig, var ikke, at det kunne se fedt ud på mit cv, og at det ville være et godt springbræt til noget andet i mit karriereforløb.

– Det med at skelne mellem arbejdsliv og resten af livet er meget nyt for mig og hænger helt åbenlyst sammen med at have børn eller ikke have børn. Jeg har fået børn lidt løbende, fordi min mand har to børn i forvejen på 7 og 10 år, og dem har vi 7/7. Nu er den måske største udfordring for mig at sætte grænser for arbejdet, fordi min topprioritet er at være sammen med mine børn. Jeg er nok ikke særlig unik på det område, men de grænser fyldte slet ikke for mig tidligere.

– Det første, jeg tænkte, da jeg blev bedt om at komme til samtale til jobbet som generalsekretær i Red Barnet var: “Kan man have børn, når man har det job?” Jeg kunne ikke forestille mig nogen bedre sag at arbejde for, men jeg meldte helt klart ud fra første samtale, at min familie var vigtigst. Jeg vil gøre alt, hvad jeg overhovedet kan, og også gerne arbejde på mærkelige tidspunkter, men jeg har et familieliv ved siden af. Det er vigtigt, at jeg også som leder sender et signal om, at det her er en arbejdsplads, hvor du ikke skal skamme dig over at skulle hente dit barn i vuggestuen. Selvfølgelig skal der være plads til det. Alt andet ville også være absurd. Ikke mindst i en børneorganisation.

– Noget af det vigtigste, jeg har lært i mit arbejdsliv, er at sige: “Det ved jeg ikke noget om.” Du kan komme utrolig langt ved at lytte og spørge andre til råds. Jeg tror ikke, at jeg kan alt, og jeg har aldrig været bange for, at folk ville dømme mig, hvis jeg sagde det højt. Jeg er også blevet bedre til at tage tvivlen med mig som noget positivt. Der er sjældent kun ét godt svar, og jo ældre, jeg er blevet, jo mere er jeg blevet i tvivl om alting.