En læser fortæller: "Vores 11-årige datter levede i et helvede"

Læseren i denne fortælling er anonym og med sløret identitet, men Hjemmet er bekendt med vedkommendes identitet.

Min 11-årige datter, Emma, plejede at være glad for at gå i skole. Hun havde nemt ved det faglige og flere gode legekammerater fra klassen; måske ikke en enkelt helt tæt veninde, men hun virkede glad og tilfreds.

I løbet af 4.klasse, begyndte der dog lige så stille at ske en ændring med Emma. Det første lange stykke tid lagde hendes far og jeg ikke mærke til det, men når jeg tænker tilbage, kan jeg godt se, at hun begyndte at have færre legeaftaler og derfor være mere hjemme. Hun var tilmeldt klub efter skole, men tog efterhånden altid direkte hjem, fordi der ikke var noget at lave derovre, som hun sagde.

Når vi forsøgte at bore i det, fortalte Emma, at hun var træt af skolen og syntes, det hele var kedeligt. Hun gik på det tidspunkt i 5 klasse, og vi forstod ikke, hvor alvorligt det var, før hun en dag kom hjem efter en pigefødselsdag og brød fuldstændig sammen. Her fortalte Emma, at hun var blevet holdt udenfor hele eftermiddagen.

Det var ikke, fordi nogen direkte sagde noget grimt til hende, de andre piger ignorerede hende bare. Gik væk, hvis hun stillede sig ved siden af dem eller undlod at svare, hvis hun sagde noget. Emma var derfor endt med at stå sammen med de voksne og lade som om, at det var det, hun helst ville.

Læs også

Josephine Chavarria Højbjerg blev mobbet: Jeg skilte mig ud

Den aften kom der hul på bylden, og min mand og jeg blev chokerede over det, vi fik at høre. Emma fortalte, at hun længe havde følt sig ensom. Det var værst i frikvartererne og efter skole, hvor hun ikke rigtig så nogen fra klassen, men også i timerne kunne det være svært.

Der var aldrig nogen, der valgte hende, hvis der var gruppeopgaver i klassen eller ville gå sammen med hende, når de skulle på tur. Emma oplevede, at selv nogle af de børn, der måske heller ikke var de mest populære i klassen, nærmest flygtede fra hende, som om hun smittede.

Der var så meget skam forbundet med at føle sig udenfor for Emma. Hun var flov over at være hende, der ikke havde nogen venner. Det hjalp hende ikke, at hendes far og jeg blev ved med at gentage, at der bestemt ikke var noget i vejen med hende.

Hun smilede bare trist og sagde, at vi var hendes forældre, så selvfølgelig ville vi sige sådan. Da vi spurgte, sagde Emma, at hun ingen idé havde om, hvorfor hun pludselig var røget ud i kulden.

Læs også

Når mobning ødelægger alt: Louise skiftede navn og flygtede til udlandet

Det var frygteligt at høre Emma fortælle om, hvordan hun havde det i skolen. Jeg var taknemmelig for, at hun var begyndt at åbne sig for os, så hun ikke skulle gå med det alene, men jeg fik lyst til at tage over i skolen og skælde de piger ud, fordi de gjorde min datter så ondt. Min mand og jeg talte meget om, hvad vi kunne gøre.

Vi kontaktede Emmas klasselærer og fik et møde med ham, men han havde ikke bemærket noget. Emma var sådan en glad og velfungerende pige, påstod han. Det var svært at være den, der skulle insistere og sige, at nej, Emma var ikke glad.

Enden på det blev, at klasselæreren lovede at holde et vågent øje med Emma og hjælpe hende med at komme ind i pigegruppen igen. Jeg må indrømme, at vi ikke gik fra mødet med den største tro på, at fra nu af ville alt blive lettere for vores datter.

Emma var på det tidspunkt begyndt at græde hver aften og sige, at hun ikke ville i skole. Hun ville dog ikke have, at vi sagde noget til hverken lærere eller forældre, fordi hun var sikker på, at det hele bare ville blive værre. Da hun hørte, at vi allerede havde talt med klasselæreren, blev hun dybt ulykkelig og prøvede i dagene efter at overbevise os om, at nu gik det allerede meget bedre, vi behøvede aldrig at tale med nogen om hendes problemer igen. Det var næsten, som om hun også prøvede at beskytte os, så vi ikke skulle bekymre os så meget.

I klassen holdt læreren nogle trivselssnakke, hvor det var meningen, at børnene selv skulle komme på banen, hvis de oplevede, at noget var svært, men det blev aldrig til andet end lidt kradsen i overfladen. Emma ville hellere dø end åbne sig for de andre og fortælle, at hun følte sig ensom. Derhjemme var vi frustrerede over metoden. Var det rimeligt, at en 11-årig selv skulle tage initiativ, hvis det skulle blive bedre?

Emma begyndte også at få fysiske symptomer. Hun havde mange hjemmedage med ondt i maven og opkast. Hun sagde et par aftener, at hun faktisk havde mest lyst til at forsvinde helt væk, fordi det jo aldrig ville blive bedre. Hendes far og jeg havde på det tidspunkt taget fat i lægen, og der var blevet bestilt tid til psykologhjælp.

Læs også

Klæd dit barn på til at stå imod digital mobning

I et sidste desperat forsøg valgte vi at skrive til moren til en pige i Emmas klasse, der havde været meget direkte i sin afvisning af hende. Emma fortalte, at pigen havde låst døren til klasseværelset i et frikvarter, hvor alle pigerne havde fået lov til at blive inde. Emma havde, som den eneste ikke været inde i klassen, og ingen havde gjort noget for at lukke hende ind, selvom de kunne se hende gennem glasruden.

Jeg frygtede morens reaktion, for tænk hvis hun syntes, det var os, der overreagerede? Min bekymring viste sig dog heldigvis at være helt ubegrundet.

Da vi mødtes over en kop kaffe et par dage senere, fortalte moren, at min besked havde sendt hende tilbage til hendes egen barndom, hvor hun selv var blevet holdt udenfor. Hun var chokeret over sin datters opførsel og havde haft en lang snak med hende og fortalt, hvordan det havde været for hende at blive mobbet. Hendes datter var blevet ulykkelig, og havde sagt, at hun ikke vidste, hvorfor de gjorde det mod Emma. Dog mente hun, at Emma altid virkede, som om hun var ligeglad med at være alene.

Vi blev enige om at indkalde til et forældremøde, hvor vi skulle tale trivsel. Det var faktisk moren selv, der mente, at det krævede en samlet klasseindsats for at stoppe den uheldige dynamik. Reaktionen fra de andre forældre var positiv, de ville alle gerne mødes. Vi valgte at fortælle Emma om forældremødet. Hun blev rasende, men det var vigtigt for hendes far og mig at vise hende, at nu tog vi voksenansvar og gjorde alt, hvad vi kunne, for at løse den ulykkelige situation.

Det havde været oppe at vende flere gange, om Emma skulle skifte skole, men vi var bange for, at mønsteret ville gentage sig og dermed én gang for alle overbevise Emma om, at det var hende, der var noget galt med. Hun var nemlig blevet sådan en skrøbelig og usikker pige i løbet af det år, der var gået.

Min mand og jeg var meget nervøse, da vi tog afsted til forældremødet, men stemningen var god. Flere af drengeforældrene var også dukket op, og alle var enige om, at ingen skulle have det så forfærdelig med at gå i skole, som Emma havde det.

Det føltes ekstremt sårbart at fortælle om vores datter, men det fik andre forældre i klassen til at fortælle om svære ting, som de havde erfaring med, enten fra Emmas klassekammerater eller ældre søskende. Alle var også enige om, at ingen 11-årige ønsker at være onde overfor hinanden. De fleste bokser med at finde deres egen vej i flokken, og er man usikker, kan det nemt gå ud over andre.

Der blev aftalt nogle retningslinjer, som vi skulle gå videre med til lærerne. F.eks. skulle de i en periode ikke lade børnene selv vælge arbejdsgrupper i klassen. Vi blev også enige om at lave flere fælles små arrangementer, hvor særligt pigerne kom hjem til hinanden på skift. Det skulle ikke være med hjemmebagte boller og aftensmad, men bare et par timer hjemme hos hinanden, uden at det blev for svært at organisere i en travl hverdag.

Der er nu gået nogle måneder siden forældremødet. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at Emma er fuldt tilbage i klassen. Hun synes stadig det er svært, fordi hun (endnu) ikke har fundet en tæt veninde, men hun er i dag gerne sammen med de fleste af pigerne fra klassen, og hun bliver ikke længere ignoreret i samme udstrækning. Når det en sjælden gang sker, så er det faktisk en af de andre piger, der siger fra og gør opmærksom på, at det er tarveligt.

Det betyder meget for Emma, at der er nogen, som står op for hende, men inderst inde glæder hun sig bare til, at der slet ikke længere er grund til at tage hende i forsvar. Usikkerheden klistrer desværre stadig til vores datter, som har mere end svært ved at tro på, at andre vil hende det godt, men vi kæmper, og jeg er glad for, at vi ikke skiftede skole.

Forældresammenholdet i klassen er blevet unikt, og det har styrket relationerne på tværs, at vi var åbne om Emmas problemer. Emma har også fået et par nye gode veninder gennem svømning. Dem er hun glad for, især fordi de ikke aner noget om alt det, hun har været igennem med sin klasse. Så hver dag sker der fremskridt for Emma. Det er vi lykkelige for, og vi begynder stille og roligt at se den glade pige træde frem, som Emma var, før alt det her skete.