Jordemoderen tog fusen på Soeren Le Schmidt: "På en måde gav aborten pludselig mening"

Soeren Le Schmidt vågner midt om natten med et sæt, ramt af den – for nybagte forældre – velkendte skræk, der kan forstyrre selv den dybeste søvn: Fornemmelsen af ikke at kunne finde sine børn. I bælgravende mørke, stadig halvt i søvne, begynder han at slå på dynen omkring sig for at føle sig frem til en lille krop. Han samler en bylt op og vugger den. Kun for at komme til sig selv og opdage, at det, han sidder og rokker frem og tilbage, ikke er et barn, men en pude.

"Der gik lige ti sekunder, så opdagede jeg det: Gud, jeg ligger i en køjeseng på Langeland! Man føler sig vitterligt sindssyg, når man vågner og sidder i en køjeseng og vugger en hovedpude. Altså jeg var jo helt på månen."

Tvillingerne Marlon og Mio var 17 dage gamle, da deres far tog til Langeland på TV-optagelser og blev midlertidigt skør. Mere om det senere, for lige nu er der fuldstændig styr på alle i familien, som er samlet i Soeren Le Schmidt og Nikoline Skaarups lejlighed øverst oppe i et nyopført boligkompleks på kanten af Amager. Klokken er ni om morgenen, tvillingerne sover på deres værelse, i stuen dufter der af kaffe og nybagte croissanter, og i baggrunden går Soerens søster, Line, rundt.

Soeren er kendt som en af tidens mest ombejlede designere af rød løber-kjoler, som har vundet indpas i blandt andet kongehuset, Vild med Dans-studiet og til store filmpremierer, og for tre et halvt år siden fandt han sammen med Nikoline, som arbejder som hår- og makeupartist på TV-udsendelser og fotoskydninger.

På den måde kender de hinandens branche og forstår, at det gælder om at være dér, hvor det sker, og derfor var det også med fuld opbakning hjemmefra, at designeren forlod sin familie i et par uger, kort efter at de var blevet fire.

"Vi har hele tiden vidst, at mit job jo ikke kun er at designe tøj. Det er også alle mulige andre ting, som for eksempel en tv-optagelse, som kræver, at jeg skal væk. Det betyder ikke, at det ikke var en svær beslutning at tage af sted, lige da drengene var blevet født. Det var det."

Uddelegér, uddelegér, uddelegér

Faktisk blev parret nødt til at spørge Gitte. En privat jordemoder, som fulgte dem gennem graviditeten og fødslen, og som fungerede som en slags guru for dem, forklarer Nikoline.

"Hun blev nærmest en parterapeut for os. Soeren supplerer: "Ja, vi ringede til hende om ALT. De dummeste spørgsmål. Det var også sådan noget: “Jeg skal lave noget TV, når drengene er 17 dage gamle. Kan jeg gøre det eller ej?” Alle de svære beslutninger, dem tog Gitte."

Det er ikke fordi, de ikke selv havde holdninger. Det var bare virkelig rart – som helt grønne udi forældreskabet – at have én at spørge til råds. Det med at uddelegere, beslutninger såvel som praktiske ting, er i det hele taget noget, de er blevet gode til som forældre til tvillinger. Det har ikke været et spørgsmål om, hvorvidt de vil, som at det ikke rigtig kan være anderledes.

LÆS OGSÅ: Manu Sareen: ”Hvis jeg skulle gøre det om igen, ville jeg aldrig nogensinde gøre det samme”

For som det er i de fleste andre familier, er der én, der bliver nødt til at gå på arbejde, mens den anden er hjemme og passer børnene, hvilket kan være svært at klare, når der er ét spædbarn, og ind imellem umuligt, når der er to. Dobbelt op på det hele kræver mange hænder, mange hjerner. Gitte er der til at spørge om råd. Soerens søster hjælper ofte til, ligesom Nikolines søster og bedsteforældrene på begge sider. Og tvillingernes gudfar, som lige er flyttet ind på den anden side af gården. Og, og, og... Sådan må det være.

"Jeg fandt fra starten ud af, at jeg ikke kan være kritisk med hjælp. Og jeg synes også, jeg er god til at spørge om hjælp, for jeg kan mærke, at jeg er en bedre mor, hvis jeg har mere overskud. Den seneste halvanden måned har jeg kun fået to timers søvn hver nat, og i går var Soeren i Jylland, så jeg blev simpelthen nødt til at ringe til drengenes gudfar: “Har du et hul, for jeg har virkelig brug for at sove en time”. Så trillede han en tur med drengene, og det reddede min dag. Jeg ville ikke kunne eksistere, hvis ikke jeg gjorde sådan. Så ville det i hvert fald blive meget surt for os alle", siger Nikoline.

Tvillinger coming through

Parret erfarede hurtigt, at verden bare ikke er indrettet til familier, der har to babyer på én gang. Høje kantsten, københavnerlejligheder uden elevator og butikker med trapper er eksempler på ting, de ikke havde skænket en tanke før, men som nu udgør benspænd i hverdagen. Nikoline, som er på barsel, har accepteret, at der er steder, hvor hun bare ikke kommer, fordi det ikke kan lade sig gøre med det store skrummel af en tvillingebarnevogn. Hun er heller ikke i en mødregruppe, for hun blev kun tilbudt en med étbarnsmødre, og med erkendelsen af, at de i forvejen fremmede kvinder, som havde hænderne fulde med deres egne babyer, ville skulle hjælpe hende med alt – bære, holde og skifte den ene, hver gang hun var i gang med den anden – takkede hun nej.

Men det er noget, som parret forklarer helt nøgternt. For Nikoline og Soeren falder det nemlig naturligt at nære overskuddet i stedet for underskuddet – og det indebærer blandt andet at fortsætte deres liv, nogenlunde som det var, på trods af tilsyneladende umulig praktik og svære omstændigheder. Tvillingerne var to måneder, da de første gang var med til et af Soerens modeshows, da de var to en halv måned rejste familien til Italien til et bryllup, hele flokken har lige været i Dubai, og voksentid bliver også prioriteret.

"Vi har været ude at spise, til gallapremiere og til koncerter, hvor enten Nikos forældre eller mine forældre har været her. Det lyder måske vildt, men det er jo tre-fire timer, vi er væk. Og bedsteforældrene elsker det og spørger selv, hvornår de må komme og passe. Vi er privilegerede, men det er også et valg ikke at lade os begrænse for meget", forklarer Soeren.

Nikoline erkender, at det selvfølgelig kræver planlægning på en anden måde, men det lærer de hen ad vejen. Som regel går det, og hvad så hvis det en gang imellem ikke gør? Så må man jo sadle om at tage hjem. Alternativet – ikke at gå nogen steder – er ikke en mulighed.

"Der er nok mange, der ville sige, “Hold da op, var tvillingerne virkelig med til Soerens show?” Men det var slet ikke til debat hos os, fordi det skulle de bare. Vi havde Soerens søster med, hun tog den ene på armen, og jeg tog den anden. Det var bare sådan, det var. Det er så naturligt for os, at de er med."

Forældre på egne præmisser

Nu lyder det måske som om, parret lever på den røde løber. Sådan er det ikke. Der er nogle overordnede rammer, men inden for dem forsøger Soeren og Nikoline at være forældre på en måde, der passer til dem.

"Selvfølgelig prøver vi at skabe noget struktur i forhold til, hvornår de skal puttes, hvornår de skal spise, og vi prøver at synkronisere dem lidt. Men jeg synes, man skal opfinde sin egen måde at gøre tingene på. For i den tid, vi lever i lige nu, er der rigtig mange, der har en holdning til børneopdragelse, hvad der er rigtigt og forkert, og man kan finde pros and cons på alt. Men jeg tror, at det allervigtigste er at lytte til sig selv, for det er os, der kender vores børn allerbedst", siger Soeren, som også trækker på erfaringerne fra sin egen barndom.

LÆS OGSÅ: Petra Nagel i opgør: ”Hvorfor fanden skal vi egentlig kalde den morkroppen? Det er en krop!”

Dengang var der ingen forældremafia, der så rødt, hvis den daglige sengetid ikke blev overholdt, ej heller et kor af eksperter, der kunne underholde med diverse alvorlige konsekvenser af ikke at følge et nøje planlagt skema. Han måtte hægte sig på sine forældre og deres dagsorden og ikke omvendt – og det var faktisk ret fantastisk.

"Min søster og jeg blev slæbt med til alt muligt, da vi var børn. Middage, selskaber og arrangementer, hvor vi fik lov til at sove på gulvet under en frakke, og det var da det fedeste og noget af det, jeg synes, var mest vidunderligt ved at være barn. At det ikke var så regelsat."

Måske derfor er det spontane blevet en del af Soerens personlighed.

"Jeg er meget impulsiv i alt, hvad jeg foretager mig. Det kan jeg selvfølgelig ikke være på helt samme måde, efter vi har fået børn, men jeg vil ikke undvære spontaniteten helt. Det var jo også noget af det, som Niko faldt for."

Tre dage i Thailand

Soeren og Nikoline lærte hinanden at kende gennem modebranchen. De stødte på hinanden på en bytur og blev venner på den måde, hvor man mødes til et glas vin eller en kop kaffe ind imellem. I 2018 skulle Soeren på en arbejdsopgave i Thailand. Et par dage inden spurgte han over en drink, om Nikoline ville med.

"Det grinte jeg meget af. Jeg tænkte, at han var skrupskør", konstaterer Nikoline.

Han fløj af sted, hun blev hjemme. Men sms’erne røg frem og tilbage mellem København og Bangkok, og i én af dem nævnte Soeren, at han havde tre-fire dages hul i arbejdskalenderen – lige tid nok til at tage ud på en tropeø. Han gentog sit tilbud om, at hun kunne tage med. Og hun slog til. Simpelthen. Fløj 11 timer for at tilbringe tre dage på en tropestrand sammen med Soeren.

"Jeg kunne godt mærke, at hvis der skulle ske noget mellem os, så skulle det ikke ske i Danmark. Vi havde begge to for travlt, og mentalt tror jeg også, at vi skulle ud af Danmark", siger Nikoline.

Da de kom hjem, havde de ikke defineret, hvad de var. Men deres omgangskreds var hurtige: Tager man til Thailand sammen, må man være kærester. Så det blev de, og der gik ikke lang tid, før samtaler om fremtiden begyndte at simre. Begge havde en drøm om familie og børn, men de var enige om, at de skulle flytte sammen, inden Nikoline blev gravid. Otte måneder efter smutturen til Sydøstasien, flyttede Nikoline ind. I sommeren ’20 viste testen to streger. Men ved en tryghedsskanning i uge 11, var der intet hjerteblink.

"Det var sådan en mærkelig sommer, fordi vi havde været så glade og vidste, at til februar skulle vi være én mere. Og så skulle Niko have en udskrabning lige inden en modeuge, hvor jeg bare skulle være på og være smilende og vise min nye kollektion. Jeg følte, det var så fake. I virkeligheden var vi vildt kede af det."

Overraskelse ombord

To måneder senere tog parret til Bornholm for at komme lidt væk fra det hele, og på denne tur opdagede de, at Nikoline var gravid igen. På grund af den dårlige oplevelse med at abortere, købte parret en tryghedspakke gennem en privat jordemoderklinik. Her kunne de få alle de skanninger, de ville, og til én af dem – allerede fem-seks uger henne i graviditeten – ventede der en overraskelse. Skanningen var egentlig færdig, og jordemoderen havde nået at spørge, om Soeren og Nikoline var glade for, at der kun var én? Men så kørte hun apparatet over maven en sidste gang, og pludselig dukkede en sort cirkel op. Det tog Soeren lidt tid at forstå, hvad det betød.

"Hun sagde: “Nå, men der er to”. Jeg blev helt angst – altså hvad er det, babyen har to af? To hoveder eller hvad er der galt med den?"

Jordemoderen forklarede, at det var en ekstra blommesæk. Hvilket betød et ekstra barn.

"Så sagde hun farvel, vi gik ud på gaden og stod dér og var blæst helt bagover. Vi havde grineflip hele vejen hjem, husker Nikoline tydeligt. Hele dagen gik de rundt i en surrealistisk lykkeboble", fortæller Soeren:

"Det var sådan en mærkelig følelse, og jeg tror aldrig, vi har smilet så meget en hel dag. Vi syntes, det var så fantastisk og skørt. Og på en måde gav aborten pludselig mening. Vi havde en fornemmelse af, at det var sket, fordi den ene ikke var helt klar endnu. Der skulle lige gå et par måneder mere, så var de begge to klar. Sådan valgte vi at se på det."

Frygt for at miste igen

Da euforien havde lagt sig, blev Nikoline ramt af tanken: Ja, ja, der var to nu, men et eller andet sted havde hun en fornemmelse af, at så heldige kunne de ikke være.

"Jeg tænkte, vi nok ville miste den ene. Det havde vi prøvet før, så det var det, vi kendte. Da vi mistede den første, fik lægerne ligesom italesat det som om, at det var det mest normale. “Vi laver det her SÅ mange gange i løbet af dagen, og det sker for hver tredje eller fjerde”. Så faktisk helt indtil, at babyerne blev født, var vi bange for, at vi ikke ville få begge to med hjem."

Men så kom jordemoderguruen Gitte ind i billedet. Hun greb Soeren og Nikoline, tog deres frygt alvorligt, svarede på alle deres spørgsmål, og lige så ofte som de havde lyst, kunne de komme op på klinikken og få en skanning og sikre sig, at der var liv og glade dage i maven. Nærmest som om, de facetimede med deres ufødte børn.

Den lille angst, som aborten havde efterladt i dem, betød – som en belejlig bivirkning – at der ikke var rum til at bekymre sig om de praktiske detaljer i at få dobbelt op på børn. Jo, Nikoline skulle da lige tænke igennem, hvordan de nu gjorde med to autostole, to alt. Eventuelle bekymringer i den retning ligger ikke til Soeren.

"Jeg tænkte bare, ej hvor fantastisk."

For praktikken i sådan noget her løser sig altid, det gider jeg ikke bruge min hjerne på. Selvfølgelig skulle vi nok klare det, vi er omringet af familie og venner som er de mest fantastiske mennesker. Ja, vi skulle flytte til noget mere praktisk, men min holdning var hele tiden: Det løser vi, siger Soeren og bliver afbrudt af en lyd fra børneværelset.

Tvillingemagi

Det er Mio, der er vågnet. Som det mest selvfølgelige er det Soerens søster, der går ind og henter den lille dreng, som i dag har besluttet sig for, at hans formiddagslur kun skulle vare en halv time, mens Marlon sover trygt videre. Mio accepterer uden videre, at det er Line – ikke mor eller far – der går rundt med ham på armen. Det nære bånd, som Soeren kender fra sit eget søskendeforhold, er netop noget af det, han glæder sig over ved at have fået tvillinger.

"Min søster og jeg har altid været vildt tætte, der er to et halvt år imellem os, og folk har altid troet, at vi var tvillinger. Jeg vil vove at påstå, at jeg kan mærke, hvis hun har en dårlig dag. Sådan et tæt søskendebånd håber jeg virkelig, at de får."

Parret synes allerede, at de kan se en særlig forbindelse mellem deres børn.

"Det er mærkeligt, men allerede fra de blev født, har de haft en tryghed ved hinanden. De ligger og nulrer hinandens fingre og ører og søger hinanden. Vi kan tydeligt se, at de finder ro i hinanden, og det synes jeg bare, er så fint at være vidne til", siger Nikoline.

LÆS OGSÅ: Kaspar og Lambang: ”Vi har besluttet os for at prøve at få flere børn”

Det var meningen, at Nikoline ville have født vaginalt, men sidst i graviditeten valgte den ene tvilling at sætte sig op, og da man ikke laver vendingsforsøg med tvillinger, blev det til et kejsersnit. Datoen blev sat til 10. juni, og selv om hun “gik glip” af en fødsel i traditionel forstand, blev kejsersnittet lige den oplevelse, parret havde drømt om. Gitte var med – selvfølgelig – og tog imod, da drengene med ét minuts mellemrum blev hentet ud af maven.

Alt foregik tjekket og roligt, og de tilbragte en (fantastisk!) uge på hospitalet, hvor de nød, at der var mad på klokkeslæt, fred og ro og en snor, Soeren kunne hive i, så snart han havde et spørgsmål om børnene, og det havde han tit. Hjemme igen skulle Soeren afsted, hvilket jo var planlagt og afstemt allerede inden fødslen, men det kom alligevel lidt bag på Nikoline, hvad det ville sige at stå tilbage med to hjælpeløse væsner, før hun havde fundet sine ben som mor.

"Jeg havde jo et hav af hormoner i min krop, og børnene ville amme hele tiden, dag og nat. Så jeg var i sådan en zombie tilstand. Men det vildeste var egentlig den dér følelse af, at jeg alene havde ansvaret for vores to børn. Hele tiden. Det var mig, der skulle kigge på dem og vurdere, er han gul, er han blå, er han varm, er han kold. Det var godt nok overvældende."

Aftalen med Soeren var, at Nikoline til enhver tid kunne kalde ham hjem, hvis det ikke fungerede. Ligesom Soeren havde lovet sig selv at forlade tv-optagelsen, hvis det blev for hårdt at være væk. Lidt natligt vanvid til trods kom han igennem det, og Nikoline besluttede sig for, at det var noget, hun bare skulle klare. Hun allierede sig med sin mor og søstrene på begge sider. Tog børnene med til forældrenes sommerhus på Bornholm, hvor hun var mandsopdækket af bedsteforældre.

"Jeg følte, at jeg var dækket ind. Ellers havde det ikke fungeret for mig", siger Nikoline.

Overskud er et mindset

Soeren har fået Mio på armen. Den lille dreng er ved at falde i søvn igen, interviewet er ved at være slut, og Nikoline spørger pludselig, om de virker overfladiske? Måske mere overskudsagtige, med deres modeshows, premierer, middage og rejser. Det hele med tvillinger i bagagen. Når man selv kan huske, hvor livsomvæltende det var at blive forældre til ét barn, virker det ret vildt, alt det de kan med to. Det er heller ikke hele historien, forklarer Nikoline.

"Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at det ikke er svært. Det er ekstremt hårdt til tider. Men vi er ikke medlidenhedssøgende. Jeg har da siddet og tudet i sengen, når den ene ikke ville tage fat, og den anden gled ned ad ammepuden, og der har været sindssygt mange ting med Marlon, som er blevet opereret for lyskebrok og har haft navlebrok og forsinket gulsot. Men det handler også om, hvad man lægger vægt på.

Vi vil gerne være ærlige, og jeg ville hade, hvis folk sagde: “Jeg har læst et interview, hvor de to dér sagde, at det var nemt at få tvillinger, og så står jeg selv i lort til halsen”. Som personer er vi bare ikke nogen, der siger: “Nu skal I høre, hvor hårdt vi har det”. For hvis jeg gik og fortalte til alle, at nu har vi været på Riget igen, eller nu har vi igen ikke sovet, så ville jeg bare grave mig selv længere ned."

For Soeren handler det meget om det filter, man ser forældreskabet (og livet) igennem.

"Vi har ikke lyst til at dyrke det negative. Det har vi talt meget om i vores forhold – at hvis vi hele tiden italesætter det dårlige, så kommer det til at fylde for meget. Lige nu vælger vi – som vi nok gør med livet i det hele taget – at fokusere på det positive. Det betyder ikke, at det ikke er sindssygt hårdt nogle gange, men alt det fantastiske og positive og magiske ved vores drenge opvejer bare alt det andet med længder."

Nikoline mener også, det spiller ind, at de ikke har prøvet at have ét spædbarn, så på den måde er det for dem naturligt, at alt skal ganges med to.

"Det her, det er normalen for os. Det tager længere tid at amme, der er flere lortebleer. Det er ikke altid, jeg kan tage mit barn op, når det græder, for hvis jeg sidder og ammer den anden, er det bare ikke en mulighed. Det er hårdt, men det er bare sådan, vores hverdag er. Og vi har nogle fantastiske børn", siger Nikoline.

Mio belønner sin mors ord ved at overgive sig til søvnen i sin fars arme. Han bliver puttet ved siden af sin bror, og vi skynder os at takke af. Forhåbentlig er der et øjebliks ro, indtil tvilling to vil op.