Petra Nagel: ”Hvorfor fanden skal vi egentlig kalde den morkroppen? Det er en krop!”

Petra Nagel er nervøs. Det er noget af det første, hun fortæller, da vi mødes en fredag formiddag på en café på Valby Langgade, kun en lille uge inden, hun pakker kufferter, kæreste og børn, siger adios til den corona-kedelige hverdag og drager mod Den Dominikanske Republik, hvor hun skal optage anden sæson af TV 2s amerikansk adopterede datingkoncept, Bachelor.

Men det er ikke rollen som vært og dermed dén, der skal styre såvel seere som deltagere sikkert igennem det stort anlagte tv-format, hun er nervøs for. Ej heller den 11 timer lange flyrejse med en treårig og en baby. Eller jo, den er hun faktisk også lidt anspændt omkring … men primært handler hendes sitrende nerver om dét, hun skal mandag – nemlig have taget billeder til denne artikel, nærmest nøgen. Ikke desto mindre har hun selv insisteret på, at det er sådan, hun vil fotograferes.

"Det med at være blottet er meget sårbart for mig. Jeg er faktisk meget blufærdig og har mest af alt lyst til at pakke min krop væk, og jeg vil langt hellere råbe ud til verden, at jeg har følt mig ensom, at jeg har en eller anden skavank eller fortælle om noget andet meget personligt om mig selv, end at jeg vil vise min krop."

De fleste af os, der deler Petra Nagels følelser, ville nok stilfærdigt have takket nej til et tilbud om at blive fotograferet, ikke mindst til en forside, så afklædt. Ikke Petra Nagel. Hun har det med, som en anden kamikazepilot, at styre direkte imod det, der gør ondt, og da hun blev ringet op af redaktionschefen for Vores Børn, som spurgte, om hun ville i magasinet for at tale om morkroppen, var det ingen undtagelse.

"Jeg skulle lige tænke over det. Men jeg kom frem til, at jeg jo selv har kæmpe respekt og bliver blæst helt bagover, når kvinder viser deres kroppe på smukke, ægte billeder. Og på en måde er det jo en naturlig forlængelse af det her med at være bannerfører for en generation af kvinder, som har lidt under at være meget i tvivl om vores udseende og kroppe, så ringede jeg tilbage og sagde, at hvis jeg skal være med, så går vi altså planken ud. Så skal der skal fandme morkrop på drengen!"

Mission bryd tabuet

Det er nærmest blevet tv-værtens brand at udstille de sider af sig selv, som mange af os gør os umage for at pakke længst væk. Hendes mest pinlige, grimme og skamfulde følelser og øjeblikke er blevet til (rigtig godt) tv med hende selv i hovedrollen i programserierne Petra dater hele verden, Petra elsker sig selv og Petra får en baby.

Og til bogen Ting, jeg først har lært, da det var for sent, som hun udgav sidste år, og som er fyldt med anekdoter om at føle sig forkert og ved siden af, mens alle andre tilsyneladende træder let og fejlfrit gennem livet (noget af det, hun har lært: Det gør de ikke).

Kort sagt er der ikke det tabu, Petra Nagel ikke har været inde og pille ved: Lavt selvværd, misundelse, ensomhed, skam – alt sammen med udgangspunkt i sig selv. Det kan lyde tungt, men har du set programmerne eller læst bogen, ved du, at det er det langt fra, for det hele bliver serveret med humor og en selvironi så befriende, at man får lyst til selv at stille sig op og råbe: “Jeg døjer også med kropsbehåring og har fortrudt min tatovering!”.

Og det er faktisk pointen med det hele – at give andre mennesker, og særligt unge kvinder, noget at spejle sig i.

"Jeg kan mærke, at der stadig er brug for, at nogen taler højt om de her ting, for jeg får dagligt beskeder fra yngre kvinder på Instagram, som skriver tusind tak, fordi jeg har sat ord på noget, som de kan genkende. Jeg lever totalt på de tilbagemeldinger, for så giver det mening, at jeg stiller mig frem. Så har det ikke været forgæves."

Det er efterhånden nogle år siden, at Petra Nagel udskiftede de selvbiografiske programrækker med tv, hvor hun er den, der spørger i stedet for den, der fortæller. Lige nu er hun på barsel med sit andet barn, datteren Rosa på 10 måneder, men ellers sidder hun i værtsstolen på Go’ aften Live –eller stikker af til troperne og laver Bachelor. Bogen skulle egentlig have været sidste kapitel i fortællingen med Petra Nagel som hovedperson, men hun kunne alligevel ikke forpasse chancen for at slå et slag for morkroppen – og nærmere bestemt normaliseringen af den.

For hun kom til at tænke på et opslag fra et onlineunivers rettet mod unge kvinder, som hun så for nogle år siden. Teksten var noget i retning af ‘Endelig er jeg tilbage i den lille sorte’, og på billedet stod en kendt personlighed og poserede i kropsnært tøj – en måned efter at hun havde født. Det opslag gjorde Petra Nagel rasende.

"Det var en del af sådan en bølge, der var for fem-ti år siden, hvor alle artikler til unge mødre handlede om ‘Sådan kommer du tilbage til dine jeans’. Jeg blev så provokeret af det. For det første fordi jeg vidste, at det aldrig ville komme til at ske for mig, at jeg kort efter en fødsel ville hoppe i en lille sort kjole. Men allermest blev jeg vred over det signal, som opslaget sendte til kvinder: Jo hurtigere du kan komme tilbage til din førfødselskrop, desto bedre er du som kvinde og som menneske."

Morkroppen er bare en krop

Der er sket en ændring i den rigtige retning. For ikke så længe siden kunne man ikke forestille sig, at nogen frivilligt viste strækmærkerne frem. Siden er der kommet mere ærlighed i magasiner, reklamer og på de sociale medier, hvor appelsinhud og mavedeller ikke længere er et særsyn. Men det er stadig kun et segment af firstmovers, der har droppet photoshop og filtre, og vi er langt fra i mål. Bare lyt til retorikken, bemærker Petra Nagel, nærmest mens hun snubler over de ord, hun selv siger.

"Jeg kan mærke de her strømninger af respekt i forhold til mødres kroppe, og jeg kan se mange flere nøgne morkroppe i blade og på sociale medier … men hvorfor fanden skal vi egentlig kalde den morkroppen? Det er en krop! Det har lidt en negativ klang."

Det er egentlig tankevækkende, at en krop bliver italesat som noget, der skiller sig ud fra den almindelige krop, bare fordi den har gjort noget, som sådan cirka halvdelen af verdens kroppe gør før eller siden. Føder et barn. Med deraf følgende ekstra kilo, løst maveskind, ar efter kejsersnit, slappere bryster eller whatever det nu medfører for den enkelte at have produceret et menneskebarn. De færreste er helt, som de var. Heller ikke Petra Nagel, som med en lodret gestikulering med hånden viser, hvad to graviditeter og fødsler har gjort ved hendes numse.

Mildere øjne på sig selv

Petra Nagel var ret ung, da hun begyndte at kaste det selvkritiske blik på sin egen krop. Hun gik i tredje-fjerde klasse, da hun så sig sur på sit mørke, krøllede hår, som hun gerne ville bytte med venindernes lyse, glatte lokker. Følelsen af at se forkert ud fulgte hende op igennem teenageårene og hang ved ind i voksenalderen.

En historik, hun ikke har særlig meget lyst til at dykke ned i, for hun vil hellere se fremad. Men den skal alligevel nævnes, for med den in mente ville det, som hun selv formulerer det, ligge ‘lige til højreskøjten’ at også de kropslige forandringer efter at have båret og født to børn ville være en kilde til ærgrelse. Sådan er det ikke gået.

"Man skulle tro, at jeg ville have lavet en lang liste over alt det ikke specielt positive ved min efterfødselskrop, men dér har jeg egentlig været enormt tilgivende. Jeg tror, det har noget at gøre med, at min krop har haft en funktion, og den har bare klaret det mega godt. Jeg har elsket at være gravid, og min kæreste sagde på et tidspunkt: ‘Du burde være gravid hele tiden’. For jeg har bare befundet mig rigtig godt i, at min krop kunne bruges til noget. Nu har den fandme født to børn, hold kæft hvor er den sej! Det tror jeg, har smittet af på mit forhold til min krop og har betydet, at jeg har en anden accept af den."

Præstationspresset på kroppen

Rejsen mod at blive mor til to har dog ikke været fuldstændig gnidningsfri – kropsligt set. Petra Nagel beskriver sin første fødsel som frygtelig. Den trak ud i timevis, Pelle Emil ville ikke ud, og til slut måtte han trækkes ud med kop.

Det var ikke så meget anderledes end det, mange andre førstegangsfødende går igennem, men Petra Nagel husker alligevel, hvordan noget, der i princippet var ude af hendes hænder, skabte grobund for en vurdering af hende og hendes krop.

"Jeg kan huske, at det gjorde stort indtryk på mig, når jeg fik fortalt de dér historier om kvinder, der fødte på tre timer. Manden kunne sige: ‘Jeg nåede ikke engang at hente en tår saftevand, så havde hun født’ eller ‘hun er så sej, hun gik bare ind og nailede den fødsel’. Der blev jeg ramt. For det bliver sådan en underlig fortælling om, at ‘dig og din krop, I er seje’ eller ‘nårh ja, det er synd for dig, at du ikke fødte bedre’."

"Det er ikke fair, at det sættes op på den måde, for alle kroppe, der bringer et barn til verden, er sgu da seje."

I lang tid gik Petra Nagel rundt og tænkte over, hvad det egentlig var med hendes krop, siden den ikke havde født bedre. Havde hun en meget lav smertetærskel? Først da hun blev gravid med sit andet barn og begyndte til fødselsforberedelse, gik det op for hende, at det ikke var et spørgsmål om, at hun skulle have været sejere eller bedre til at udholde smerten.

"Jordemoderen spurgte, hvordan Pelle Emil havde ligget, og han havde jo ligget skævt. Så sagde hun ‘Nå, ja, så var det jo derfor, det gik sådan med den fødsel’. Det var bare sådan en lettelse at få sat ord på, at det ikke var mig og min krop, der var noget galt med. Anderledes gik det med fødslen af Rosa, som var noget nær en drømmefødsel. En hindeløsning og en robozomassage satte veerne i gang, og de tog stille og roligt til, mens Petra Nagel var på legepladsen med storebror. Ved tretiden om natten vækkede hun sin kæreste, de tog på hospitalet, og en masse dejlig lattergas og et par timer senere var Rosa kommet til verden."

"Så jeg fik oplevet den dér ‘jeg gik bare lige ind og fødte’. Nu kender jeg forskellen og ved, at man kan blive beriget med en nem fødsel, ligesom man kan blive udfordret af en svær. Men der er ikke noget, der hedder god eller dårlig til at føde, og det synes jeg, vi skal stoppe med at italesætte det som."

Amning, skyld og skam

På samme måde har Petra Nagel oplevet forskellen på et nemt og et udfordrende ammeforløb. Med Pelle Emil kom amningen aldrig rigtig op at køre, han tog ikke nok på, og til sidst måtte hun opgive. Igen oplevede hun, hvordan kroppen nemt kan blive en genstand for skyld og skam, når den bærer titlen mor.

"Jeg pumpede hver dag i fire måneder, hvor jeg bare sad med den dér maskine konstant. Jeg var så drænet til sidst, og jeg hadede alt ved det, men da jeg endelig gik over til modermælkserstatning, skammede jeg mig, når jeg sad med min flaske. Jeg havde brug for at sige til andre: ‘Jeg ammede i begyndelsen, men det lykkedes ikke’. På den måde viste jeg, at det ikke var et aktivt valg at give flaske. Det er jo fuldstændig åndsvagt, at jeg havde det sådan, for det ville jo have været helt legitimt, også selv om jeg havde valgt amningen fra."

"Men den menneskelige hjerne fungerer ikke sådan, at vi fra den ene dag til den anden kan vedtage, at nu er vi rummelige, så vi bliver nødt til igen og igen og igen at vise med ord og billeder, at der er flere måder at gøre tingene på. Som et positivt eksempel nævner hun, at der både har været ammende og flaske-givende mødre på forsiden af Vores Børn. Men Petra Nagel har mærket på egen krop, at der stadig er et stykke vej endnu, før vi – hende inklusive – har fritaget morkroppen for skyld og skam."

"Jeg føler stadig, at man bliver bedømt som kvinde på baggrund af, hvordan ens krop præsterer som mor. Der er jo ligesom en grundopgave for os kvinder: Vi er lavet til at få børn og give mad til børn, og hvis man så failer på den grundopgave, kan man godt få det sådan ‘gud hvor er jeg bare fejlslagen’."

Den følelse havde hun ikke lyst til skulle gentage sig, da hun blev mor for anden gang. Da Rosa var fire dage gammel, tog Petra Nagel derfor til ammevejleder. Og fandt ud af, at den vejledning, hun havde støttet sig op ad, da hun fik sin søn, havde været forkert. Dengang havde hun fået at vide, at han skulle spise sig mæt for derefter at falde i dyb søvn helt mælkebedøvet, så når han vågnede og græd kort tid efter, blev hun i tvivl og mente ikke, det kunne være rigtigt, at hun skulle lægge ham til igen allerede. Nu lød beskeden i stedet, at Rosa skulle spise så tit hun ville, så meget hun ville.

"Det har hun gjort, og vi fik en rigtig god amning op at køre. Det er jeg superstolt af. Hvilket jo er mærkeligt, for man er jo ikke en dårligere mor af ikke at amme. Jeg ved godt de ting, men jeg ville bare så gerne lykkes med det, og det har været så fedt, at amningen gik godt anden gang. Jeg kan se, at jeg har været ekstremt unfair over for min krop, at jeg har givet den så meget skyld for ting, som har været ude af mine hænder, for det har simpelthen handlet om dårlig vejledning," siger Petra Nagel.

"Siden har hun været den i venindeflokken, som de andre har ringet til med spørgsmål om amning. – Og det, jeg siger, virker faktisk. Jeg bliver nogle gange spurgt om, hvad jeg ville være, hvis jeg ikke skulle være journalist, og nu har jeg det sådan ‘jeg skulle være ammevejleder," griner Petra Nagel.

Forskellighed skal normaliseres

Som mor til en pige glæder Petra Nagel sig over, at hendes datter kommer til at vokse op i en tid, hvor diversitet ikke bare er en idé, men i højere grad også er en livsstil. Hvor der tidligere har været et mere fastlåst idealbillede, er nutidens unge vant til at blive eksponeret for kvinder med hår under armene og forskellig seksualitet, så på den måde kan man håbe, at de er bedre rustet til at acceptere sig selv og omfavne deres kroppe. Men når Petra Nagel får beskeder fra 18-20-årige kvinder, som har læst hendes bog, kan hun se, at kampen for selvkærlighed ikke er vundet endnu.

"De skriver til mig, at de har været så meget i tvivl om deres udseende. Når jeg ser på deres profiler, kan jeg se, at de er de mest smukke, unge kvinder, der udadtil lever dejlige liv, men følelserne af utilstrækkelighed er der stadig. Skulle Petra Nagels datter en dag blive ramt af samme usikkerhed, håber hun, at hun vil kigge på billederne af sin mor uden tøj og blive inspireret."

"De her billeder er da helt klart også til hende. De er også til Pelle, men der er jo et eller andet særligt i at spejle sig kvinde til kvinde. Så jeg håber, at hun en dag vil se på dem og tænke … jeg ved ikke helt hvad, men i hvert fald noget andet end det, min egen mor udstrålede omkring sit forhold til sin egen krop."

"Hun var heldigvis rigtig god til at være nøgen derhjemme, så det var ikke, fordi hun var kropsforskrækket, men jeg kan huske, at hun har sagt sådan noget som: ‘Sådan her har jeg ikke altid set ud’, og jeg har skullet høre meget på, at hun syntes, hun var for tyk. Det vil jeg i hvert fald gøre mit for, at mine børn ikke skal høre mig sige."

Det allerbedste, mener Petra Nagel, ville selvfølgelig være, at der – når hendes egne børn bliver teenagere og voksne – slet ikke vil være noget mærkeligt eller opsigtsvækkende i at få taget et billede af en helt almindelig nøgen krop. Hun er fortrøstningsfuld i forhold til, at de rummelige tendenser bliver endnu mere tydelige, så den normale holdning til kroppen bliver: ‘Sådan her ser jeg ud, og det er helt OK’.

"Det håber jeg virkelig. For min datter og for alle andre kvinder, for det er bare så opslidende og spild af tid at gå og bøvle med sådan nogle ting."

OK ikke at hvile 100 procent i sig selv

Da programserien, hvor Petra Nagel tog på bootcamp for at lære at elske sig, kørte på tv, blev hun flere gange interviewet til magasiner og dagblade. Ofte sluttede interviewet med, at journalisten spurgte: ‘Har du så lært at elske dig selv?’ På samme måde kunne man spørge, om hun er kommet dertil, at hun elsker sin morkrop. Men så enkelt kan det ikke opstilles, mener Petra Nagel.

Hun er kommet et stykke ad vejen. Har tilgivet sin numse for dens nye, flade look, sine bryster for deres nyfundne tyngdepunkt, og hvad angår strækmærkerne, så vidner de jo om to, små lækre mennesker, made by morkroppen.

Hun har fundet en ny stolthed ved sin krop og dens evne til at føde børn (på den nemme og den svære måde) og give dem mad – om det så er ved hjælp af flaske eller bryst. Det spiller også ind på hendes selvbillede, at hun ikke har særlig meget tid til at sidde og kigge ned i egen navle, når der er en treårig, der vil leges med, og en snart etårig, der skal have mad, bad og ren ble på i én uendelighed. Men mens hun håber på, at fremtidens mødre vil hvile i, at de og deres kroppe er helt fine, som de er, kan hun ikke på samme måde garantere, at det vil ske for hende selv.

Også det skal der være plads til.

"Jeg arbejder på at få den dér grundfølelse af, at jeg er i orden, som jeg er. Jeg ved, at det er den vej, jeg skal. Men jeg vil også gerne advokere for, at det er okay at have nogle usikkerheder om sig selv. Der har været sådan en bølge af det her ‘perfekt uperfekt’, hvor det blev moderne at vise sine fejl frem og samtidig gøre opmærksom på, hvor meget man hvilede i dem. Til gengæld er det ikke særlig moderne at sige ‘jeg har det ikke særlig godt med det her’."

"Men kan man ikke det, kan det føre til rigtig meget skam og dumme tanker om sig selv, for så skal man – oveni i at man har det skidt med et eller andet omkring sin krop – dunke sig selv i hovedet med, at man skammer sig. Dér håber jeg, at jeg kan bidrage med, at andre kan se, at ‘OK, hun har det også svært med sin krop, men hun viser den alligevel. Så er det måske også OK, at jeg har nogle usikkerheder om min krop’."

Kaffen er drukket, interviewet er ved at være slut og Petra Nagel er faktisk også mæt af at svare på spørgsmål om sig selv. Sådan får hun det tit, og så kommer hun til at tænke på, om andre også har det sådan.

"Jeg kan godt få tanken: Hvem er jeg overhovedet til at tale om mig selv og min krop og mine følelser? Er folk ikke trætte af at kigge på mig, og tænker de ikke, ‘åh nej, nu er hun der igen og skal vise alle sine skavanker frem.’ Jeg tænker, at det er for et greater good, men jeg kan godt mærke, at nu har jeg brug for at tage en pause fra det igen. Så nu tager jeg ud og laver Bachelor."