Friske muller – derfor skal din 8-årige selvfølgelig ikke have sixpack
Du ved, at børn skal huske at bevæge sig, for det er sundt. Men hvordan får du ungerne op fra sofaen, når de nu er sunket så langt ned i den, at du ikke kan se dem for sofapuder og skærme? Og hvad skal du finde på, hvis de ikke har lyst til at gå til fodbold, som alle de andre i klassen?
Alle børnene i klassen går til det, men dit barn insisterer: "Jeg hader fodbold (eller gymnastik, eller dans…), jeg synes slet ikke, det er sjovt at spille!" Og nu ved du ikke, hvad du skal gøre som forælder, for dit hoved er tomt for idéer, og barnet skal jo gå til noget i sin fritid.
I den nye podcast fra Talk Town KIDS ’GO! - En forpustet podcast’ tager vi børnene i hånden og går på opdagelse i både dansehaller, yogacentre og under åben himmel til parkour for at lære mere om, hvad kroppen egentlig kan, mens motorikekspert Chalotte Runge gør os alle sammen klogere på, hvad de små kroppe egentlig har brug for. Og nej, det er ikke at træne styrke til sixpack inden puberteten.
”Det er godt at røre sig for at frigive stoffer oppe i hjernen, så man bliver bedre til at lære - og man bliver bedre til at huske det, man lærer ovre i skolen. Og så giver det ofte en god følelse i kroppen; det føles godt,” siger Chalotte Runge, som er børnefysioterapeut og ejer af Motorikcenter.dk.
Det er ifølge eksperten særlig vigtigt, at børn mellem ca. 8-12 år bevæger sig på forskellige måder i løbet af dagen for at træne koordinationsevnen og styrke nervesystemet.
Det kan de fx gøre ved at cykle, løbe, hoppe, sjippe, danse eller andet.
”Det er først, når børnene kommer i puberteten, at det er godt at få pulsen op for at træne konditionen og styrketræne. Inden da er det vigtigere, at de styrker koordinationsevnen og nervesystemet, så signalerne hurtigere når ud til musklerne,” siger Chalotte Runge og fremhæver bl.a. stikbold, som mange børns favorit.
Lyt med i podcastserien ’'GO! En forpustet podcast’ som udkommer på Talk Town KIDS i dag. Du kan både høre om, hvilken effekt bevægelse har på børnekroppen, hvordan ungerne kan styrke deres koordination og balance, og hvorfor det (faktisk) også er sundt af slappe af engang i mellem. Find ’Go! En forpustet podcast’ på appen Talk Town KIDS - her finder du også mange andre lærerige og underholdende podcasts og mere end 1.000 udvalgte lydbøger for børn.