Tabeltræning for børn

7 sjove idéer: Sådan træner du tabeller med dit barn

Gangetabeller kan være en svær størrelse, når man ikke er ret stor - og for forældre i øvrigt. Vi har fundet 7 sjove og kreative idéer, der gør det til en leg at træne tabeller.

8, 16, 24 og… 32?

Du har slæbt dit barn gennem 7-tabellen, og nu er I strandet et sted mellem 32 og 80 på næste trin. Ja, gangetabeller er både svære og kedelige, og det gør ikke sagen lettere, hvis junior skal lære tabellerne ved at få dem stoppet ned i halsen over et kladdehæfte.

Men hvem siger også, at du ikke må tegne eller hoppe dig til den drilske ottetabel? Eller at det er forbudt at synge sig til syvtabellen?

Det kan faktisk være sjovt at lære ungerne noget af det mest basale matematik. Alt, det kræver, er et lille drys fantasi og en internetforbindelse. Og at du kender dit barn.

Der er opgaver til den aktive buldrebasse, den spilleglade mus og til den kreative ildsjæl, som elsker hyggelige tegneprojekter.

Se bare her, hvor vi har samlet sjove ideer til at lære gangetabeller. Når I er færdige, kan junior garanteret løse matematiske problemer med stor succes.

1, 2, 3: Syng en sang!

Syng de svære tabeller lige ind på nethinden med det online læringsunivers Musmatik. Tabeller er ren udenadslære, og intet hænger fast som en simpel melodi med mange gentagelser. Her er diverse tabelsange altså leveringsdygtige. Ja, måske stopper I faktisk ikke med at nynne lige foreløbigt…

Der findes mange sjove tabelsange til børn, men desværre er de fleste på engelsk. To fluer med ét smæk eller en anelse for forvirrende? Du bestemmer. 

2, 4, 6: Hæng tabel-plakater op!

Pynt toiletdøren eller væggen ved sengen med en sej tabel-plakat. Så kan junior nemlig ikke undgå at se de forskellige tabeller, og selvom han måske ikke lige tænker over det, vil han pludselig kunne huske, hvordan det nu er med den dér drillesyge ottetabel.

I kan også selv lave et fint skema til væggen med tabeller, som dit barn skal gå og fylde med tal. For nemhedens skyld har vi også lavet en print-venlig skabelon, som junior selv kan udfylde.

Tabelplakat eleverne

 

3, 6, 9: Brug kryds og bolle-modellen!

Vidste du, at det gode, gamle kryds og bolle-skema også kan bruges, når 7-tabellen ikke sidder lige i skabet?

Med få ændringer (og med tal i stedet for krydser og boller) har du et smart trick, der med garanti vil få junior til at mestre den drilske syvtabel.

Trin 1:

Tegn det klassiske kryds og bolle-skema og skriv tallene 1 til 9 i felterne fra nederste, venstre hjørne:  

Gangetabel, når kryds og bolle

Trin 2:

Skriv nu ”456”, ”234” og ”012” ned langs venstre side. De tre talrækker skal flugte med felterne i skemaet.

Gangetabellen til eleverne i grundskolen

Trin 3:

Til sidst skal I sætte den talrække, I lige har skrevet, ind foran tallene i skemaet. Foran 7 skal der altså stå 0, mens der skal stå 1 foran 4 og 2 foran 1. Ovenover sætter du 2 foran 8 und so weiter.

Gangetabeller forståelse

4, 8, 12: Lav sjove gangetabeller eller tabelblomster!

Her er en til de kreative sjæle! Fang farveblyanterne og lad dit barn tegne en fin tabelblomst.

Start med at tegne blomstens runde cirkel i midten og skriv tabellens tal indeni. Det kan f.eks. være 8, hvis det er ottetabellen, I skal øve. Bed hende så tegne ti blade rundt om ringen og giv hvert blad et tal fra 1-10. På toppen af bladene skal hun tegne endnu et lag, og det er her, at hendes matematikkundskaber kommer på prøve. For hvad giver 4x2? Eller den endnu sværere 4x7?

Regn jer frem til, hvilke tal der mangler for at bygge gangetabellen op og vupti, så har I lavet en fin tabelblomst. Derfra er det ren udenadslære.

Tabelblomst multiplikation idé

Er blomster ikke et hit hjemme hos jer, kan I også lave tabellen cirkelformet. Den fungerer på samme måde.

TIP: Vil du gøre det endnu sjovere (og sværere) for junior, kan du skrive tallene, men undlade at udfylde nogle af felterne. Dem skal dit barn selv regne sig frem til.

5, 10, 15: Hop tabellerne!

Mange børn lærer bedst ved at være aktive, og har du én med krudt i rumpetten, er der masser af sjove tabel-lege, som gør sig godt i det fri. I kan f.eks. tegne 7-tabellen som en hinkebane, men med rod i talrækken. Så er det op til junior at regne sig frem til, hvor han skal lande det næste hop.

I kan også lave en tabel-skattejagt, hvor dit barn skal løbe rundt i haven og finde små poster med matematik-lege. Det kan f.eks. være, at han selv skal skrive en tabel-sang eller løbe et sjovt tabel-løb:

6, 12, 18: Brug fingrene!

Der findes en masse sjove tricks til at øve tabellerne, som også er nemme at have ved hånden. Bogstaveligt talt.

En af vores favoritter kræver nemlig bare 10 fingre for at lære 9-tabellen.

Bed dit barn om at sprede begge hænder ud foran sig, og fortæl ham så, at han skal lægge sin venstre lillefinger ned. Hvor mange fingre har han så tilbage? 9!

Bed ham igen sprede alle ti fingre ud foran sig, og fortæl ham så, at han skal lægge sin venstre ringefinger ned. Tilbage er én finger, et mellemrum og derefter otte fingre. Altså 1 og 8 eller – med lidt god fantasi – 18!

Sådan kan I blive ved, indtil I rammer 9x9.

7, 14, 21: Spil gange-krig eller tabel-bingo!

Kan du huske kortspillet ”krig”?

Det simple kortspil kan ikke kun bruges til tidsfordriv på ferier – det kan også bruges til drilagtige gangetabeller!

Reglerne er simple: I trækker hver et kort fra bunken og vender det, så alle kan se det. Nu gælder det om at gange de to kort med hinanden, og den, der først har svaret rigtigt, vinder begge kort til sin bunke. Når spillet er slut, vinder den mest flest kort.

Eller lær tabellerne med et slag bingo. Hver plade skal vise tallene fra en af tabellerne, og opråberen skal give gangestykker, som børnene skal regne ud, inden de kan dække nummeret på deres plade til. Husk at have ét regnestykke til hvert tal på pladerne.

Hvilken tabel skal jeg starte med?

Sørg for, at dit barn kan gå, inden det lærer at løbe. Start derfor med at øve de lette tabeller, så junior forstår fidusen i gangestykkerne. Undgå en tilfældig rækkefølge.

2-, 5- og 10-tabellerne er typisk lettest for de små at forstå, da de enten går op i hele tal eller nemt kan tælles på fingrene.

Udvid herefter med 4- og 8-tabellen, inden I går i gang med at øve de svære 7- og 9-tabeller.