Thomas og Rane er ordblinde: Du møder røvhuller gennem hele livet, der siger, du ikke er god nok

Ordblindhed er en gave. En musikalitet, en kreativitet og en evne, der lærer os at være til stede.

Ikke kun en forhindring.

Det mener jazzmusiker, komponist og producer Thomas Blachman og professor og museumsdirektør Rane Willerslev, der på Folkemødet 2018 fortalte åbent om deres egne indlæringsvanskeligheder under en snak på Egmont-scenen med chefredaktør for Vores Børn, Mette Hovmand-Stilling.

"Vi (ordblinde, red.) bliver supersensitive sanseligt (…) fordi vi ser den lille streg i panden, som signalerer, at jeg måske ikke har gode karakterer i skolen, men at jeg har menneskelig karakter. Det er en stor idégenererende eksistens," lød det fra Thomas Blachman, der fortalte, at han som barn omsatte sine vanskeligheder til en stor musikalsk kreativitet.

"Som ordblind lærer man at forstå det uforståelige. Man får en sans for at kunne underholde sig selv og have et helt indre liv (…) Og det er jo det, der er så idégenererende og positivt. Dét er gaven," tilføjede han.

Også Rane Willerslev har i mange år kæmpet med stavevanskeligheder, og selvom han aldrig har anset sin ordblindhed som en decideret ressource, var han ikke sen til at tilslutte sig Blachmans perspektiv.

"Jeg har aldrig tænkt over, at der er nogle særlige evner, som ordblinde har (…) Men det glade budskab vil jeg gerne sprede. Hvis man kan bakke op om det frem for hele tiden at måle på en normalitet. For mig vil det være meget berigende," siger han og understreger, at det hele i bund og grund handler om selvværd.

12-årige Hera Andersen var på scenen med Rane Willerslev og Thomas Blachman, hvor hun fortalte om at være ordblind. Chefredaktør på Vores Børn, Mette Hovmand-Stilling, styrede slagets gang til talken, som Egmont Fonden var vært for. Yderst til venstre ses Egmont Fondens direktør, Henriette Christiansen. Foto: Anders Aistrup. 

Karakterer er ikke vigtige

Ifølge de to paneldebattører tabes langt størstedelen af de ordblinde børn nemlig i manglende motivation, nulfejlskultur og en stigmatisering, som fører til dårligt selvværd, fordi folkeskolen lægger uforholdsmæssigt stor vægt på færdigheder som retstavning, der ikke længere efterspørges på arbejdsmarkedet.

De skal konstant måle sig med en normalitet.

"Jeg siger til mine børn, at man møder røvhuller hele livet igennem, som forsøger at sige, at man ikke er god nok. Men i virkeligheden handler det – meget mere end at kunne stave rigtigt – om at tro på, at man er god nok," lød det fra Rane Willerslev, der selv hadede at gå i folkeskole, fordi han følte sig dum og anderledes.

Han mener derfor, at karakterræset i folkeskolen har taget overhånd, og at der bør fokuseres mere på den enkelte elevs individuelle færdigheder for at skabe større succesoplevelser.

"Karakterer ER sgu ikke særligt vigtige i livet. Det er de faktisk ikke. Det, der er vigtigt, er at bevare troen på sig selv og selvtilliden," sagde han.

En oplevelse, også Thomas Blachman deler.

"Vi lever i en tid, hvor man skal bevise, at man er relativt normalt begavet (…) Der er en fundamental mangel på tillid til de unge mennesker i uddannelsessystemet. Hvem er det, der kommer og siger, at det skal nok skal gå alt sammen? Det sker ikke," sagde Blachman og tilføjede, at guldet ikke findes i jorden, men inde i hovederne på folk.

Se hele interviewet i videoen herunder. Artiklen forsætter under videoen. 

Forældrene er vigtige

Et par årtier er gået, siden Blachman og Willerslev selv gik i folkeskole, men dagsordenen er ikke blevet mindre vigtig siden.

Mellem seks og otte procent af eleverne på en årgang kæmper i dag med ordblindhed, viser tal fra Ordblindeforeningen. Samtidig er antallet af 12-årige medlemmer i NOTA, et videnscenter for ordblinde under Kulturministeriet, steget. I 2016 havde de således 3.886 medlemmer, hvilket svarer til 5,8 procent af alle 12-årige i Danmark.

I disse familier er forældrenes vejledning og opbakning central, lød det fra både museumsdirektøren og X-factor-dommeren under fredagens debat på Bornholm.

Begge har de haft ressourcestærke forældre, som gennem støtte, opfordringer og accept har lært dem at tro på, at de er meget mere end blot deres indlæringsvanskeligheder.

Således kan Rane Willerslev i dag kalde sig Ph.D. i antropologi, mens Thomas Blachman har en uddannelse fra både Det Kongelige Danske Musikkonservatorium og Berklee College of Music bag sig.

Det handler om at vise sine børn vejen, fastslår de.

"Jeg havde en mor, som nægtede at acceptere, at der skulle være noget galt. Og min far gjorde noget meget væsentligt og betydningsfuldt (…) Når vi (Rane og hans bror, red.) kom hjem fra gymnasiet, satte han sig på sin flade og lavede lektier med os. Det kombinerede han altid med en nærmest rituel omgang, hvor vi fik te og nogle håndsmurte madder, som var nærmest uspiselige, og så sad vi og talte. Og det gjorde, at jeg fik en enorm interesse for faglig viden. Det var en dannelse, som var meget afgørende. Jeg tænker tilbage på ham som en meget stor gave, fordi han tog det ansvar at hjælpe," sagde Rane Willerslev, og Thomas Blachman stemte i:

"Min far sagde altid, at ”det skal sgu nok gå alt sammen”," fortalte han og fortsatte senere:

"Det gentog han i det uendelige. Og det er den følelse af som forælder at ville leve et liv, hvor man oversætter den kærlighed, man vil vise til sine børn, ved at vise dem inspirationen."

En konge af nuet

Mens Thomas Blachman i dag omfavner, ”at han ikke er normal”, bruger Rane Willerslev stavekontrol og en højt værdsat sekretær til at klare sig igennem sin ordblindhed.

Teknologien tager de fleste af fejlene, mens sekretæren klarer e-mails.

"Stavekontrol har været min redning. Den tager måske 90 procent af mine fejl. Førhen har jeg benyttet kærester til at læse breve og afhandlinger igennem, men de forhold holdt heller ikke så længe. Nu har jeg en sekretær, som jeg er vildt glad for," siger han.

Imens har ordblindheden i dag lært Blachman at være til stede på en anden måde, og han er efter eget udsagn blevet en ”konge af nuet.”

Noget, han håber at se mere af hos andre ordblinde.

"Jeg er så sindssygt glad for, at der stadig bliver lavet ordblinde. Tak. Så er der sgu da håb for fremtiden. Så meget tror jeg på det. Vi finder vores egne veje og skaber en verden," siger han.