91-årige Karen bor stadig i sit barndomshjem: Kom indenfor i det historiske hjem her
Da Karen var ung, skulle man være gift for at få egen lejlighed, men det var hun ikke. Som 91 årig bor hun stadig i lejligheden, hvor hun voksede op med far, mor og fire søskende. I dag er der god plads, men dengang var det noget helt andet.
De fleste kender det med at kigge sig om efter et nyt hjem. Pakke flyttekasser, sende flyttekort, bestille en bil og sige farvel til et hjem, hvor man har boet i kortere eller længere tid. Men det kender 91-årige Karen ikke noget til. Hun er født lige inde i sit eget soveværelse i 1932 som yngste barn i en flok på fem. Men i modsætning til alle sine søskende kom hun aldrig derfra.
"Jeg ville gerne være flyttet, da jeg var ung, men dengang skulle man være gift for at få lejlighed, og det var jeg ikke," siger Karen, som bor midt i det gamle københavnske arbejderkvarter i Sydhavnen.
"Min mor blev syg, og så blev jeg hjemme for at passe hende, til hun døde i 1979. Men to dage efter hun var død, fik jeg brev om, at jeg skulle ud af lejligheden. Heldigvis var der nogen i bestyrelsen, der tog affære," siger Karen og kigger rundt i sin stue.
I dag er der god plads til hende, men det var anderledes, dengang hendes familie var fuldtallig.
"Mine forældre sov i soveværelset sammen med mig og min yngste bror. Min anden bror boede på en feltseng i køkkenet, og mine to storesøstre sov herinde i stuen. Om morgenen blev alle dynerne smidt ind i soveværelset," mindes Karen.
Stuen dannede også rammen om måltiderne, for der var også spisebord derinde med plads til alle syv familiemedlemmer.
"Jeg håbede altid på stuvede grønærter, gulerødder og medisterpølse," husker Karen, hvis far var taxachauffør.
"Og min mor gik med aviser. Hun stod op hver morgen klokken fire og delte Berlingeren og Politiken ud. Så passede det med, at hun havde fri og kom hjem, når vi skulle op og i skole."
En tur i gruekedlen
Efter skole legede børnene typisk i gården. Ikke at der var meget plads, som der er i dag. Halvdelen var tørreplads til alle familiernes vasketøj. Og så var der græs, som børnene ikke måtte gå på.
"Men vi sjippede og legede skjul i gården, og hvis der var nogen, der drillede mig, stod mine brødre der med det samme og forsvarede mig," husker Karen.
Dengang var der hestestalde i gården, for der kørte hestevogne på vejene, og biler så man ikke ret mange af. En gang om måneden havde Karens mor to dages vasketid i kælderen, hvor der stod gruekedler. Den første dag vaskede hun hele familiens tøj, og den næste dag kom de store børn i gruekedlen og fik på den måde bad. Ellers foregik det på badeanstalt.
Annonse
"Og vi små børn fik en etagevask i køkkenet," husker Karen.
Det var dog en kold fornøjelse, for det var først i 1960’erne, at der blev lagt varmt vand ind i ejendommen, og omkring den tid blev kakkelovnen også fjernet i stuen, hvor der i dag er helt almindelige radiatorer. Køkkenet fik Karen moderniseret engang i 1970’erne, og det står endnu, som det gjorde dengang med gaskomfur, dueblå bordplade og en gammeldags transistorradio ved vinduet.
"Men jeg har da fået malet og tapetseret indimellem, som årene er gået. Jeg kan bare ikke helt beslutte mig for, om det kan betale sig at få gjort igen. Man ved jo aldrig hvor længe, man er her," siger hun og kigger sig omkring.
Annonse
Butikkerne er væk
Karens søskende blev spredt for alle vinde, og børnebillederne på væggene i stuen viser, at de har fået børn og børnebørn, som udgør Karens nærmeste familie. Men Karen er blevet boende, og det bliver hun ved med.
"Jeg blev nu ellers engang tilbudt en kælderlejlighed i Brønshøj, men det havde jeg ikke lyst til."
I stedet er hun blevet i lejligheden på anden sal, hvorfra hun kan se, hvor meget Sydhavnen har udviklet sig over årene.
"De bygger alt for meget og alt for højt ovre på Teglholmen," siger hun og nikker i retning af der, hvor der engang kun var industrihavn.
Uden for hendes vinduer har landskabet ændret sig fra små haveforeninger og noget, der nærmest var landlig idyl, til beboelseskvarter i flere etager.
"Der var ikke engang sporvogne, der kørte herud i gamle dage. Først i 1960’erne kom sporvognen helt ud til Mozarts Plads. Og der kommer vist metro derude til sommer," siger Karen.
"Men den skal jeg ikke bruge. Jeg skal ikke under jorden, før det er tid," siger hun med et smil. Til gengæld var området fyldt med små lokale forretninger.
"Der var tekstilmesse, skotøjsforretninger, isenkræmmer, herreekvipering, mejeri, slagter, fiskeforretning og bager. Nåja, bageren har vi stadig, men alt det andet er erstattet af supermarkeder. Man skal helt til Valby for at gå i butikker," siger hun ærgerlig.
Unge venner
Efter hun var gået ud af skolen, kom Karen på handelsskolen, hvor hun læste tre aftener om ugen og sad på kontor om dagen. Senere fik hun job på Danmarks Statistik.
Annonse
"Men jeg gik på efterløn, da jeg var 60, for der kom computerne. Jeg synes, det var hyggeligere før, når vi sad og ringede op til kommunerne og fik en lille snak. Jeg havde ikke mod på de der computere," siger Karen, som ellers har en computer stående, som hun bruger til at læse post og indimellem lægge en kabale på.
Hjemmehjælp har hun ikke noget af, for hun kan stadig selv.
"Jeg går på gaden hver dag og køber ind, og så vasker jeg nede i kælderen en gang om ugen. Det er heldigvis ikke gruekedler mere," smiler hun.
Karen har ingen planer om at forlade Sydhavnen, selv om det indimellem går lidt stærkt med alt det byggeri.
"Jeg kender ikke alle herude, men man siger alligevel altid ”dav” til dem, man passerer på gaden. Forleden kom jeg til at tænke på alle de af mine jævnaldrende, der er væk nu. Jeg har heldigvis fået nye venner, men de er jo unge, som hende ovre i nummer 25, som jeg er blevet venner med. Hun er kun 75 år," siger Karen, som også kommer meget i medborgerhuset, hvor hun går til gymnastik og kommer til fællesspisningen.
"Nej, der er ingen grund til at være ensom herude i Sydhavnen."
