Arne Aksel: ”Jeg siger altid min mening. Det er jo mig, der har ekspertisen”
Gardinmager Arne Aksel, 59, nægter at please, men pangfarverne er ikke til for wauw-effektens skyld. De betyder noget, bl.a. for vores samtale. Det gælder også i hans private hule, hvor et lille mørkt køkken er fast holdepunkt. Se hans smukke hjem her.
“Jeg siger altid min mening. Det er jo mig, der har ekspertisen. Går du til en advokat, forventer du også, at de siger deres. Der er ikke så meget magi i det. Og hvis mine kunder vil have et eller andet, som jeg ikke tror, bliver godt, nægter jeg at lave det. Når jeg kommer, siger jeg ikke “Goddag frue, hvad skal det være?” men “Goddag frue, nu skal jeg fortælle, hvad du skal have.” Og så er det det, vi snakker om. Vælger du beige gardiner, får du ingen reaktion.”
“Det handler om den styrke, der ligger i farver, og hvis evolutionen eller gud eller hvem det nu er, har gjort, at vi kan se farver, så er det mærkeligt, at vi er så respektløse over for det. At vi til trods for hele farvepaletten de seneste 20 år kun har valgt grå og beige. Hvad er det for en selvstraf? Jeg kan jo se på folk, når jeg viser dem vores kollektion, at de vælger med deres fingre. De begynder at tage fat i de lyserøde og de blå, og så siger de, at de gerne vil have den beige.”
“Det er sjovt, når børn skal vælge gardiner. Små drenge tager som regel den helt knaldrøde. “Den der,” siger de. Og så går de. Det tager et sekund. Når jeg spørger dem igen lidt senere, “jeg kan ikke huske det, jeg er så gammel,” tager de den røde igen. Den intuition har vi stadig som voksne, men vores hjerne er blevet forurenet af, at vi synes, at alting skal passe sammen. Og vi tror, vi kan regne det ud, men farvevalg står ikke i et regneark. Det er dit hjerte, du vælger med.”
“Hvis jeg kommer ind i et hjem, hvor alt er gråt og beige, ved jeg, at jeg lige om lidt kommer til at sige noget upassende, men hvis jeg kommer ind i et rum, hvor alt er lyserødt, tænker jeg, at her kan vi snakke sammen. Med fare for at lyde som en gammel sur mand, synes jeg, at vores samtale er under pres. Det har de sociale medier gjort ved os. Vi er nødt til at lave nogle rum, hvor vi kan tale sammen. Oprigtigt.
Hvis jeg sidder og siger det, jeg tror, du vil høre, så degraderer jeg samtalen til et gameshow, hvor jeg får point for at sige det rigtige. I samtalen er det altid vigtigt, at du siger, hvad du mener, selvfølgelig med respekt, men også at du forstår, at modtageren kan mene noget andet end dig. Det er det, samtalen kan. Vi skal lave nogle rum, hvor vi tør sige, hvad vi mener. Og det gælder i høj grad også i hjem med børn. Der skal være plads til sjove snakke og til svære snakke, så lav nu nogle rammer, hvor farverne tillader det.”
“I det her køkken, hvor jeg har siddet i 20 år, foregår alle slags samtaler, alle. Du kommer ned og fortæller, hvordan du har det, og jeg sidder og lytter, og så fortæller jeg, hvordan jeg har det. “Det hjalp at få sat ord på,” siger du så, og det betyder jo, at du har fået ryddet op i dine tanker.
Da vi havde forretningen her, og jeg ikke sad og gloede i Vognmagergade (hvor Arne Aksel har forretning nu, red.), kom der alle mulige mennesker her. Alt flød mere sammen. Mine venner sagde, at jeg var på arbejde hele tiden, men jeg havde også fri hele tiden. Og man bliver nødt til at sige højt, hvad man vil. Ellers hører universet det ikke.”
“Jeg elsker forandring, jeg synes, det er så godt. Vi mennesker kan jo tilpasse os alting, og vi skal ikke være bange, i hvert fald ikke når vi bor her i Danmark, hvor vi har tag over hovedet og mad på bordet næsten lige meget, hvad der sker. At komme fra Danmark er som at komme fra en god familie Det er en luksus, og den skal vi være taknemmelig for.
Vær ikke bange for forandring, hverdagen skal nok indhente dig. Når her er gæster og børn over det hele, og alt er kaos, så tænker jeg, at det hurtigt bliver hverdag igen, og så sidder jeg her. Min farmor var en meget stram dame, og når man sad i hendes stue, kunne man høre uret tikke. Det kan vi jo heldigvis ikke mere, men tiden går, ved hvert slag kommer du tættere på at dø, så derfor er det godt med lidt larm og kufferter og nogen, der skal lave mad.”
“Jeg har arbejdet i CasaShop i en periode, hvor alt var gråt, papkassefarvet og beton. Jeg syntes, det var pænt, og jeg vidste, at hvis jeg holdt mig inden for det, så var jeg en af dem med god smag. Men man skal jo finde sig selv i det der. Farverne kom, fordi jeg var en tur forbi Damaskus, hvor jeg havde et hus, sådan et med springvand og 14 værelser, og der er farveoplevelsen anderledes, og verden ser anderledes ud. Jeg mødte mennesker fra hele verden, og du bliver aldrig helt dansker igen, når du har været ude på den måde. Vild med dans bliver aldrig vigtigt, når du har fået et andet perspektiv på verden.”
“I Damaskus var der mere, end man kunne se. Var det maden? Nej. Var det klimaet? Nej. Det var allermest menneskene. Jeg drømte om at lave et boutiquehotel, men kunne ikke få tilladelse, så jeg endte med at have et backpackerhotel i fire år og tror, at universet ville fortælle mig noget, for jeg har altid syntes, at backpackere var irriterende. Nu lærte jeg at holde af dem.”
“Jeg kan godt lide minimalisme. Det kan være svært at forstå, når jeg nu er så glad for farver, men jeg kan ikke holde ud, når her er visuel larm. Hvis jeg ser noget, der er roder … Jeg vil gerne have ro rent visuelt. Så er der nogen, der spørger: “Får du ikke stress af alle de farver?” men det gør jeg overhovedet ikke. Jeg ville få stress, hvis det hele var hvidt. Selv ikke sådan et lille Nørrebro-køkken som mit skal være hvidt. Det passer ikke, at du skal male små rum lyse.”
Annonse
“Når jeg holder fødselsdag, siger jeg altid, at jeg ikke vil have gaver. Folk tænker, at det er beskedenhed, men det er det ikke. Jeg vil bare ikke have nogen ting. Jeg vil hellere have, at mine venner kommer og snakker og måske bliver uvenner. Fordi jeg har fyldt op et år mere på den her planet, er der ingen grund til, at planeten også skal levere et eller andet crap fra Kina til mig. Kom og snak med mig i stedet.”
““Hvad er din yndlingsfarve?” Det spørger jeg tit om. Alle børn ved, hvad deres yndlingsfarve er, så har du ikke en, skal du genfinde den. Vi er styret af praktik, og så er det med farver kommet helt i baggrunden, men tænk efter, for den er der. Er du kvinde, er den sandsynligvis blå, og er du heteroseksuel mand, er den nok rød.”
““Jeg vælger beige, for så er jeg sikker på, jeg ikke bliver træt af den,” siger folk. Men det er der ingen garanti for. Jeg ville blive træt af den på et kvarter. Og vælger du orange gardiner, vil jeg da håbe, du bliver træt af dem. Bare ikke lige med det samme. Vi er levende mennesker, og vi laver om.
