Indretning

Bæredygtig bolig: Velkommen om bord på tredje sal

Indbyggede møbler som på et skib var Sørens løsning, da han skulle udnytte al pladsen i den treværelses lejlighed, han deler med sine døtre.

Nogle går et lille stykke af vejen, når det handler om genbrug – andre går lidt længere. Søren Olsen, tømrer i Byggeselskabet Maj, har taget hele turen under istandsættelsen af sin lejlighed på Nørrebro i København. Alle byggematerialer er genbrug, enten hentet fra Sørens gamle kutter, nedrivninger i Byggeselskabet Majs regi eller en nedlagt væg i lejligheden. Samtidig er alle løsninger indbyggede med særlig vægt på at udnytte loftshøjden, og ideerne er inspireret af opbevaring på skibe – her har alt sin plads, og meget kan stuves til side i en fart.

– Jeg købte lejligheden, fordi fordelingen af rum var rigtig god, og fordi jeg synes, området er charmerende. Her er stadig stemning som på det gamle Nørrebro, og mange kreative kræfter er i spil i

området, fortæller Søren.

Trekantet køkken

Især køkkenet blev en øvelse i at få mest muligt ud af få kvadratmeter. – Vi havde brug for et køkken, hvor vi alle kunne være og samtidig have gæster, så det første, jeg gjorde, var at rive væggen mellem køkken og gang ned. Det endte så med at blive et trekantet rum, siger Søren. Under vinduet byggede Søren en bænk, og ovnen blev bygget ind i væggen for at udnytte pladsen optimalt. Alt inventar i køkkenet er skabt af teaktræ hentet fra Sørens gamle skib, lige fra skuffemoduler til bordplader og bænken under vinduet. Væggen over vasken er pudset op i det klassiske italienske pudsemateriale stucco lustro, som består af en blanding af knust marmor og læsket kalk.Det endte så med at blive et trekantet rum, siger Søren. Under vinduet byggede Søren en bænk, og ovnen blev bygget ind i væggen for at udnytte pladsen optimalt. Alt inventar i køkkenet er skabt af teaktræ hentet fra Sørens gamle skib, lige fra skuffemoduler til  bordplader og bænken under vinduet. Væggen over vasken er pudset op i det klassiske italienske pudsemateriale stucco lustro, som består af en blanding af knust marmor og læsket kalk.

Stor opfindsomhed

Søren har grebet ombygningen an med ualmindelig stor opfindsomhed, også når det gælder hans og pigernes værelser, der er bygget specifikt til den enkeltes behov. Det kombinerede opholds- og soverum har været under udvikling siden indflytningen. Mange fine løsninger er dog på plads, bl.a. skrivebordet, der også fungerer som dobbeltbred vindueskarm, hvorfra Sally, Liva og Søren nyder aftensolen. Teaktræseventyret startede med en drøm om at sætte en gammel kutter i stand. Skibet kom aldrig ud at sejle igen – men til gengæld har familien sammen søsat et hjem, der er helt deres eget.

Alle hylder, borde og skuffer i køkkenet er af genbrugt træ især fra Sørens kutter. Soklen er én stor skuffe med masser af plads, og den lille hylde til højre er importeret direkte fra kabyssen. Skuffefronterne står endnu med rester af den originale skibsmaling.

Vask og bordplade er integreret og snedkereret af teaktræ fra Sørens gamle skib. Vasken er behandlet indvendigt med epoxylak.

Lidt grej og grafik på bænken. Under den står en mindre bænk, der nemt kan hives frem, når familien mangler siddepladser. Billedet er fra Urban Room No. 11.

IDE

Bor du småt, så kig efter indskudsborde eller -bænke som her. Det giver en fleksibel indretning, så du nemt kan få plads til flere mennesker.

Spisebordet i køkkenet er monteret på væggen og har en afrundet form for at udnytte pladsen. Grafikken på væggen er fra Urban Room No. 11. Printet på bordet er af Trine Struwe og fås f.eks. hos luxoliving.dk

Hylderne er bygget af brædder fra væggen, som blev revet ned mellem gangen og det gamle køkken. Den sorte lampe er et loppefund.

TIP

Rustikke genbrugsmaterialer som hylderne her giver en kraftfuld karakter til indretningen.

Søren har skabt plads til alle sine sager i den indbyggede garderobeløsning med hylder, skuffer og stænger. Bag den står hans høje seng.

Sørens kombinerede opholdsrum og soveværelse er indrettet med en robust blanding af loppefund og helt enkelt design. Bænken under spejlet er Sørens eget design og fås hos Byggeselskabet Maj. Stolen er Den Spanske Stol af Børge Mogensen, og gulvtæppet er fra Prïvate.

Hylder til tøj udnytter pladsen under Sørens høje seng. Han har selvfølgelig bygget det hele selv!

Skillevæggen mellem pigernes værelser er forsynet med forskudte ruder, der lukker et blødt lys ind. Her i Livas rum er der skruet op for hulestemningen. Gennem døren er der kig til Sallys rum med lette forhæng foran sengen med udtræksskuffer.

Vindueskarm og arbejdsbord er bygget ud i et med et enkelt støttende bordben. Den asymmetriske udskæring gør bordet let i udtrykket og udnytter pladsen godt. Gardinet over bordet er kort, mens det har gulvlængde til venstre for bordet.

TIP

Mangler du en lille arbejdsplads derhjemme? Så få skåret en plade ud i byggemarkedet som her, og monter den på din vindueskarm. Sidder vinduet højt, kan du vælge en skammel til, der kan justeres i højden. 

Hvem og hvor?

HVEM: Tømrer Søren Olsen med sine to piger, Sally på 13 år og Liva på 10 år

HVAD: 73 kvadratmeter stor treværelses lejlighed

HVOR: På Nørrebro i København

bygmaj.dk