"Jeg tror simpelthen, at jeg ville ende i programmet for ekstreme samlere, hvis ikke jeg havde min butik"
Skattejæger, loppeentusiast, tingfinder … kært barn har mange navne, og når man træder ind Betinas hjem i Solbjerg, er man ikke i tvivl om at alle navnene passer, for her har hun skabt et hjem fyldt med genbrug og en klar gul tråd.
Af: Julie Wittrup & Mikkel Dahlstrøm/Another Studio Foto: Julie Wittrup og Mikkel Dahlstrøm/Another Studio
Egentlig er hjemmet et udlejningshus, som Betina og Lasse plejer at leje ud, men lige nu har de gang i en stor renovering af en gammel præstebolig, og derfor valgte parret at mellemlande i det lille hus i Solbjerg, mens byggeprocessen i det andet hus står på. Da de flyttede ind, havde de ikke fundet præstegården endnu, og de vidste derfor, at huset ville blive et sted de skulle bo en længere periode, og derfor besluttede Betina sig også for at gøre huset hyggeligt og fyldt med alle de skønne fund, hun hjembringer fra loppemarkeder rundt omkring i landet. Hun kan f.eks. ikke lade gamle 80’er-frugter i glas ligge på en markedsstand, og der kommer som regel også altid en leopard eller en tiger i porcelæn med hjem.
Den gule tråd
Et element der skaber en klar tråd i rummene i det lille hus, er den gule farve.
– Sofaerne er til dato mit bedste fund, og dem skiller jeg mig ikke af med lige foreløbig. Det er to Eilersen-sofaer, som jeg fandt dækket til i en lade hos en loppehandler jeg er kommet ved gennem mange år. Jeg gav kun 1.000 kr. inklusiv levering. Egentlig hadede min mand de gule nye indslag til stuen, men det er som om de er vokset på ham, og nu er det endt med, at han faktisk elsker dem, fortæller Betina med et smil. Og én farve inviterer som regel en ny farve med ind, og på den måde fik de gule sofaer hurtigt selskab af en lyserød Trisse-skammel.
– Jeg havde først tænkt, at jeg ville male alle rum en farve og købte ind til at gå farve-amok. Men så blev jeg alligevel en kylling og satte de mange klassiske og knap så farverige design-vintagefund ind, som jeg altid sværger til. Det skete blandt andet i soveværelset, men så røg der lilla sengetøj på dynerne, en gul Muranolampe kom op at stå på natbordet, og langsomt begyndte alle mine fund faktisk alligevel at give farve til hjemmet, forklarer Betina.
Det er ikke kun i hjemmet alt udvælges nøje. Til daglig driver Betina nemlig interiørbutikken The Basement i Aarhus, og hun er også aktuel på instagramshoppen @tronsgaard_interior. Her sælger hun bl.a. vintage muranoglas og opgraderede montanamoduler samt alverdens skønne stole, hun falder over. Betina har et øje for hvad der hitter, og ikke mindst hvad vi gerne vil indrette os med, lang tid før vi selv ved det.
– Jeg tror simpelthen, at jeg ville ende i programmet for ekstreme samlere, hvis ikke jeg havde min butik. Men samtidig elsker jeg jagten på skatte og ikke mindst at give mine kunder muligheden for at få noget unikt til boligen, når de ikke har tid til at gå på skattejagt som mig, slutter hun.
Hvem og hvor?
Hvem: Betina Tronsgaard, 39 år, indehaver af vintagebutikken The Basement, Lasse Jensen, 39 år, samt børnene Andrea på 10 år og Augusta på 7 år.