Filminstruktør Anna Emma Haudal om at flytte på landet: “Når jeg er i byen, er jeg forbruger”

Der er virkelig mange til salg-skilte. De popper op af jorden foran husene og ved gadekryds, og nogle gange står de i lag og henviser til nummer 3 og 11 længere nede ad vejen. Det er ikke, fordi det er en stor by. Den er meget lille og ligger i Odsherred, nærmere bestemt på Egebjerghalvøen, godt og vel en time i bil fra København. Ret meget motorvej, og så beordrer Google Maps-damen, at bilen drejer af. Landevejen byder på en træt lade, som har selskab af en lige så opgivende Volvo. Her kunne man godt overveje at optage en scene til en dansk krimi, noget med en mand, en kvinde og en rulle gaffatape. Der er langt mellem husene, og markerne strækker sig i det uendelige. Men så. Bilen passerer byskiltet, og huse med stokroser foran de små vinduer snor sig langs vejen. Og så er det, til salg-skiltene viser sig, og så er det, hovedet begynder at tænke: “Kunne jeg bo her?” 

Anna Emma Haudal kan og vil ikke andet. For to år siden købte hun og kæresten Robert landstedet i to etager. Det var med hele molevitten: får, katte, høns og lade på den blinde vej, der fører ned til skoven og fjorden. Her bader hun hver aften, indtil det er så koldt, at hun ikke længere kan få sig selv til det. Det renser hende og er noget af det mest guddommelige, hun kan foretage sig. Førstesalen udlejer de på Airbnb. Hun åbner døren i pyjamasbukser og krøllefiltret hår, og strømpesokkerne baner vejen for et spor igennem havet af gummistøvler og badesandaler i bryggerset. 

“Kom indenfor.” Anna Emma Haudals stemme svæver og lander blødt hver gang. Hun tøffer rundt og åbner dørene til de forskellige rum med hver deres farve, turkis, lyserød, gule karme og vinduer. Fra køkkenet og soveværelset er der udsigt til haven, hvor store bambushavestole er gået i stå. Haven fortsætter ud i marken, som fortsætter ud i fjorden. Naturen er lige dér, udenfor ruden, alligevel er hver en vindueskarm fyldt med potteplanter. 

“Når vi får en ny plante ind i huset, bliver vi nødt til at finde ud af, hvor den gerne vil stå. Der er selvfølgelig lyset, nord, syd, øst, vest. Men hvad kan den bedst lide? Hvor meget sol kan den tåle, hvor meget skygge og vand skal den have?” Hun hælder urtete op i to krus, der hverken er lavet samme år eller af samme producent. 

“Men, så er der også den kemiske forbindelse for planten. Hvem kan den hænge ud med? Hvis vi havde dårlige naboer, ville vi ikke kunne holde ud at bo her. Sådan er det også med planter. De har brug for en god nabo.”

Anna Emma og Robert kalder deres hjem for Det levende slot. Det kaldte Anna Emma også den tilplantede lejlighed, hun boede i på Christianshavn sammen med sin veninde, inden hun flyttede herud, og det skal deres bagerbod med pizza og brød også hedde. Den åbner de næste sommer ovre i laden, som de skal indrette til formålet. Robert lever lige nu af at forædle frugt, bær og blomster til safter, most og marmelade i en gårdbutik, som ligger fire kilometer fra landstedet. Han er uddannet bager, gartner og kunstner fra Kunstakademiet. Da Anna Emma blev kærester med ham for tre år siden, havde han ligeså mange planter som hende selv. 

“Vi laver stiklinger, formerer dem, nusser dem, snakker med dem og spiller musik for dem på pladespilleren.” 

Hvad kan de bedst lide?

“Klassisk. Helt klart.”

Hvordan ved du det?

“Det kan jeg mærke. De hopper næsten, når der kommer god klassisk på. Men også C.V. Jørgensen. God poesi. Men det skal være fra instrumenter. Hvis det bliver alt for elektronisk, virker det ikke. Jeg kan også finde på at spille mundharpe for dem.”

Blomkålens fødsel 

Anna Emma har ikke været ude at handle i 14 dage, for al den mad, de skal bruge, er lige derude i køkkenhaven. Der er squash, tre slags kartofler, fem slags salat, majs, forårsløg, rødløg, gule løg, porrer, pastinak, knoldselleri, broccoli, blomkål, alle mulige slags kål. I urtebedene er der seks slags mynte, fire slags timian, to slags rosmarin, og så er der solhat, rødkløver og brændenælder, som de laver te og suppe af. Blomsterne langs køkkenhaven er der ikke for at se nydelige ud. De er der for at tiltrække bier. Når Anna Emma og Robert endelig handler, køber de ost, for de elsker ost, kerner og mel til Roberts brød og Hansens Is, rigtig mange Hansens Is. Det kræver Anna Emmas livsnydergen, selv om hun godt ved, at hendes system ikke har decideret brug for dem. Det hun savner allermest ved byen, er god takeaway, thai og vietnamesisk. Det stikker dog ikke en hjemmedyrket kartoffel. 

“Hvis du først har smagt kvalitet, så er det svært at gå tilbage til kvantitet. Vi tænker slet ikke på, at det der blomkål i supermarkedet har været undervejs i 128 dage. Fra det blev sået, til det blev så stort. Det er halvdelen af den tid, det tager at gro en baby i maven! Alt har været en spire, alt har været et frø. At høste egen frugt og grønt er en ubeskrivelig glæde, som virker healende, ikke kun på min sjæl, men også på min fysiske krop. Maden er på en måde mere i live, når jeg spiser den friskplukket og nyopgravet.” Anna Emma fortæller, hvordan de starter med at plante frø i vindueskarmene i det tidlige forår, og hvor glade de bliver, når der er tegn på liv. “Neeej, se, nu kom den!” Hvordan de vander, gøder og nusser og sætter planterne ud i drivhuset og tager dem ind igen om natten, så de ikke får frost. Hvordan de planter ud, og hvordan nogle går til, og andre bliver store og smukke og kan spises. 

“Når du dyrker dine egne råvarer på den måde, som vi gør nu, opdager du også, hvor korte sæsoner faktisk er. Vi er blevet så vant til, at den globaliserede fødevareindustri har forlænget vores sæsoner, og det er virkelig en ting, der er gået op for mig. Vi skal være hurtige til at plukke jordbærrene, for de er der kun i 14 dage. Det samme gælder for kirsebærrene. Asparges har vi kun tre uger, og kartoflerne bliver hurtigt store, så de små lækre skal vi også nyde, mens vi har dem. At spise er blevet meget mere nærværende, fordi jeg selv har groet alting. Planterne og maden er levende og smager fuldstændig fantastisk!”

De spiser kun det kød, de selv laver af deres får, og så bytter de med en ven, der har køer i nabolandsbyen, og en gang imellem køber de lidt nede hos øko-grisemanden eller en øko-kylling. Planen er dog, at de snart skal have deres egne slagtekyllinger. Ikke bare maden, men hele huset er tænkt bæredygtigt. Alt er genbrugsmaterialer og naturmaterialer, og møblerne er storskrald eller fundet på loppemarkeder. Der er pillefyr, solcellerne varmer deres vand, og hvis det har regnet i fire grå dage, lader de være med at gå i bad, eller også tager de et koldt styrtbad. Sådan må det være. 

“Den store gave ved at flytte på landet er ikke bare at komme i nærkontakt med naturen, men også med sæsonen. Jeg oplever tiden i naturen på en helt ny måde. Skiftene er mindre pludselige, men rytmiske som et stykke langsomt musik. Den konstante forandring minder mig om, at tiden går, og det er nu, jeg lever. Det er nu, jeg skal grine, græde og være mig. Jeg har altid haft tendens til at lade tankerne bo meget i fortiden og fremtiden, men det konstante nærvær af naturen, som udvikler sig og er i forandring, lærer mig noget om nuet. Det lærer mig at være uden behovet for hele tiden at skulle være noget.”

Hvis der er noget, Anna Emma er, så er det naturen. 

“Det er gået op for mig, at jeg er mere naturen, end jeg er bilen, stolen, huset, mit arbejde. Mit væsen er tættere på at være et træ end en stol. Jeg er levende. Jeg er en organisme. Det er ikke mig, der ejer planeten jorden. Det er planeten jorden, der ejer mig. Det er den, der har groet mig. Jeg er ikke blevet sat på jorden, fordi jeg skal udføre et stykke arbejde her. Det, der forstyrrer, er, at vi er så intelligente. Det har været rigtig vigtigt og rigtig godt, men nu skal vi videre, for nu er der ikke mere at tage af. Vi er så gode til at fylde den rigtige benzin på vores biler, men vi er dårlige til at fylde den rigtige benzin på os selv. Start der! Med at spise ting, der ikke har været igennem en helt vanvittig proces. Med at spise blåbær fra haven. Der skal ikke ret mange kvadratmeter til for, at du har ret meget mad.”

Bøhmænd i plastik 

Noget er helt galt i stuen. Det er de to plastikflasker med danskvand, der står på bordet imellem os. Selv om de kun er vel 20 centimeter høje og kan rumme en sølle halv liter hver, virker de overdimensionerede i forhold til resten af rummet. Står der som to bøhmænd og udsender dårlig energi. Det gør de virkelig. Jeg har haft dem med fra Frederiksberg, hvor jeg fiskede dem op fra køledisken hos bageren, der også serverede to go-kaffe i papkrus med plastiklåg og croissanter i én pose og boller med ost i en anden. Flaskerne, krusene, lågene og poserne bekræftede hinanden i, at det var okay, de var der. Da jeg åbner den ene danskvand, syder den og skærer i ørerne. Anna Emma peger ikke fingre. De to flasker klarer det selv. 

“Jeg kan ikke redde verden. Jeg kan redde mig selv. Jeg kan ændre strukturen i mig selv og min måde at leve på. Forhåbentlig smitter det af på andre, men jeg kan ikke bestemme, hvad andre mennesker gør. Jeg ved, at det er bedre for jorden, at jeg dyrker mine egne grøntsager, end at jeg køber dem i supermarkedet, dét kan jeg gøre. Jeg ved, at det er bedre for jorden og for mig, at jeg kun spiser det kød, jeg selv kan have gående på min mark. Jeg ved, at det er bedre for naturen, at jeg maler mine vægge med naturmaling frem for plastikmaling. At jeg kun køber møbler i genbrugsen, og at jeg nægter at købe plastikflasker, men altid har min klamme, lille drikkedunk med.”

Drikkedunken tager hun med, når hun skal ind til København, og det sker ret tit for tiden, hvor hun gør klar til at optage sin debutspillefilm, som får premiere i slutningen af 2021. Det kræver møder. 

“Når jeg er i byen, er jeg forbruger. Jeg har ikke andet at lave, og jeg kan ikke lade være. Der er hele tiden noget lækkert, jeg kan købe og spise. Jeg overspiser og overstimulerer mig selv med indtryk, byture, mennesker og film – og det kan være skønt. Men hvis denne her planet skal have det godt igen, bliver vi nødt til at tænke anderledes. Det betyder ikke, at der ikke er plads til et lille forbrug, noget pænt tøj, at udtrykke sig som menneske og være optaget af ting. Det kan man godt. Det skal bare være en anden skala.”

I et år har hun og Robert haft en aftale om, at de kun må købe brugt. Ingen nye ting, medmindre det har været afgørende for havearbejdet, forsyningen, husets og dyrenes velbefindende. Det har været en forholdsvis nem opgave. Men kun fordi de bor herude, hvor det er svært at blive fristet. Og dog. Der var lige episoden i Asnæs Centret, det lokale indkøbscenter. 

“Vi skulle bare købe en økologisk kylling. Så kommer vi ud og har brugt 1.200 kroner, fordi vi gik forbi et stativ, hvor der hang nogle shorts, og Robert havde ikke nogen shorts, og det måtte han da gerne lige få. Og pludselig havde vi købt alt muligt nyt, som vi kunne have fundet i vores tøjskab, hvis vi bare havde klippet i nogle bukser eller lavet den der skide lynlås. Men vi mennesker er blevet så dovne, og det føles mere omkostningsfuldt at sy et par bukser end at købe et par nye. Vi er havnet i en fælde.” 

Hvad med dit indre liv? Dine følelser, din sindsstemning? Hvad har det gjort ved dig at flytte fra byen til landet? 

“Det har gjort, at jeg kan have det arbejde, jeg har. Jeg ville ikke kunne arbejde så hårdt, som jeg gør, hvis jeg boede inde i byen. Det er meget, meget hårdt at føde fiktion. Ikke fysisk hårdt, men mentalt. I hvert fald hvis du er grundig.”

Når Anna Emma skriver på en film eller har gang i en tv-produktion, skriver hun 100 sider om ugen, og hver side skriver hun igennem 100 gange. Hun skal fordybe sig og grave i sig selv og sit hoved og mærke efter, om det virker. Men hun skal også kigge op og ud på verden for at tjekke, om det er vedkommende. Det arbejde kræver ro, og den ro kunne hun ikke finde i byen. 

“Det er et fag, der tager lang tid, og nogle gange føler jeg ikke, at jeg kommer nogen vegne, fordi jeg skal skrive om og om og om så mange gange. Så kan jeg tage en pause og vende jorden i urtehaven eller reparere hønsehuset, så jeg kan se, at jeg får lavet noget. Men pludselig er der så alt for meget, jeg skal lave, fordi du skal vedligeholde sådan et hus. Jeg er i gang hele tiden.” Anna Emma peger på et usynligt sted nogle meter foran sofaen. 

“Vi har ikke noget fjernsyn, for hvornår skulle vi bruge det?” 

Kan du kapere enhjørningen? 

Anna Emmas forældre bor fire kilometer fra landstedet i den lille landsby Bøsserup, hvor hun er født og vokset op. I sommeren 2016 vendte hun tilbage og boede sammen med dem. Hun var blevet alvorlig syg med kyssesyge og var så afkræftet, at hun havde brug for hjælp til det meste. Hun kunne ikke gå alene rundt, hun kunne ikke læse og kun spise meget lidt. Døren står altid åben til barndomshjemmet, hvor murstenene er kittet sammen af kærlighed. Overfor hendes forældre ligger en æbleplantage. Der gik en mand rundt og lavede æbler om til cider. Det var Robert, og en dag kom han over med en flaske til Anna Emmas forældre. Hun kunne ikke smage cideren, for hun kunne ikke tåle alkohol pga. sygdommen. Men Robert kom alligevel på et meget belejligt tidspunkt, for Anna Emma var i gang med at udtænke en historie om en gartner og kunne bruge ham i sin research. Der gik et stykke tid, før de blev kærester. Men da Robert på deres anden date kastede en asparges efter hende for sjov, da han bare nikkede, da hun fortalte, at der boede en enhjørning hjemme i lejligheden på Christianshavn, og da han syntes, det var en god idé, at de tog i skoven for at kramme træer, var hun overbevist om, at det skulle være de to. Da de havde været kærester i 14 dage, blev de enige om at flytte på landet. Byens dytten og båtten var katalysator for en stigende kvalme og tiltagende angstanfald. Over et lille glas portvin hjemme hos forældrene juleaften, fortalte naboen, at hun vidste, at landstedet ville komme til salg. De tog ud og så det, og sagde: “Okay, sådan et dejligt sted finder man ikke hver dag,” og inden de var gået ud ad døren, havde de budt på det. 

Har det været rigtigt hele tiden? 

“Det har været fuldstændig rigtigt hele tiden!”

Huset kan rumme Anna Emmas sensitive system. 

“Før sygdommen kunne jeg mærke meget, men nu kan jeg mærke alt. Jeg reagerer meget på mad og naturen og mennesker. Den der særlige sensibilitet, du har som barn, er blusset op. Op gennem skoletiden lægger vi låg på den og lærer, at vi ikke skal koncentrere os om den, men om at blive kloge.”

Anna Emma har været nødt til at tage en uddannelse som reiki-healer. Ikke fordi hun skal til at heale andre, men for at lære at lukke af og trække følehornene til sig, så hun ikke mærker alle menneskers stemninger og følelser hele tiden. Som barn havde hun en fast morgenrutine i børnehaven, hvor hun trøstede dem, der ikke kunne lide at være der, og hvis der var nogen, der var uvenner, var hun mægleren. Som voksen har hun indset, at det er smart ikke at involvere sig i alt og alle hele tiden, hvis der også skal være plads til hende selv og hendes virke, uden at sige sin amatørantropolog-stilling op. Den giver hende indblik i menneskers relationer, lykke og smerte, når hun skriver på et nyt projekt, der senere skal blive til levende billeder. Men hvis Anna Emma ikke har et værn om sig selv, kan hun gå hen og blive stresset. 

“Det er, når jeg bliver konfronteret med ideen om succes, og hvad det vil sige at være det perfekte menneske. Jeg har ofte haft et hysterisk sammenbrud lige inden, nogen skulle besøge os, og jeg tog mig selv i at begynde at græde en halv time, inden du kom, fordi jeg var bange for, at jeg ikke nåede at støvsuge. Der var så beskidt på gulvet, og jeg nåede ikke at få tørret køkkenbordet af. Jeg må acceptere, at jeg ikke er et dårligere menneske bare fordi, mit køkkenbord ser klamt ud. Hvis mine venner synes, her er klamt, må de gå igen. For det er sådan, jeg bor. Med puslespil ud over hele bordet og plantesmulder i håndvasken. Mit kontor ligner et bombet lokum! Men hvis det er så vigtigt for mig at rydde op, inden der kommer nogen, prøver jeg så ikke på at være en anden, end jeg er?” 

Græsplænen i haven prøver heller ikke at passe ind. Den lader Anna Emma og Robert stå. Det forstår naboerne ikke. Da de for en gangs skyld fandt græsslåmaskinen frem for nylig for at slå græsset der, og kun der, hvor de går, spurgte naboen: “Nå, laver du hø?” En stikpille, der hentydede til de meget lange græsstrå, der, langt om længe, blev slået omkuld. 

“Det er vigtigt at holde facaden. Det er vigtigere, at det ser ud, som om vi har det godt, end at vi rent faktisk har det godt. Det forsøger jeg at bryde med. Men det er også, fordi vores generation har opdaget, at der er noget, der hedder permakultur, mikroliv og biodiversitet, og vores have får det bedre af, at vi lader græsset gro, så insekterne har noget at leve af. For hvis der er mange insekter, kommer fuglene, og så spiser de også larverne, som ellers ville spise vores kål. Sådan undgår vi at sprøjte.”

Er det nemmere eller sværere at passe ind herude end inde i byen? 

“Jeg synes, det er nemmere at være god nok herude end inde i byen. Man har en opfattelse af, at byen er mere mangfoldig end landet, men i virkeligheden føler jeg, at der er mere plads til at være det underlige gespenst, du nu er, herude end i byen. På en eller anden mærkelig facon er især København blevet meget homogen. Alle går i det samme tøj, har det samme hår, taler på den samme måde, bruger de samme udtryk og siger “Sådan dér” mellem hver en sætning. “Sådan dér, du ved.” “Jeg var, sådan dér.” “Så gik jeg ned ad gaden, sådan dér.” “Ej okay, du har det bare, sådan dér!” Afsmitningen er meget større i byen end på landet. Det gælder tøj, sprog og måden at være menneske på.” 

Mit ur går stadig i takt med byens puls, og det er begyndt at tikke højt og hurtigt, og bilen, det store skrummel, skal transportere mig hjem til Frederiksberg. Tilbage gennem miniput-byen med til salg-skiltene, der står og lokker. Jeg kan vælge at lave en cost-benefit-analyse. Kan det betale sig – for min økonomi, min familie og min hjertebanken – at flytte herud? Jeg kan også vælge at spørge maven. Den er ofte klogere end hovedet. Men det er der ikke tid til. For vuggestuen lukker om et par timer, og jeg skal til møde om en ny hudplejeserie med innovative ingredienser, og Netto har tilbud på Pepsi Max, og jeg skal huske, at jeg i hvert fald ikke skal købe flere plastikflasker med vand, og min redaktør vil gerne have, at jeg afleverer artiklen om, hvorfor det er fedt at bo på landet. Jeg vil ikke have et hus på landet. Ikke lige nu. I første omgang vil jeg bare have mere tid. Tid og ro nok til at stirre på et sted langt ude i horisonten og overveje og mærke efter, om det skal være mig, der skal hive et til salg-skilt op af jorden, og om Det levende slot skal være min kommende takeaway-pusher.