Vinnie Who-musiker om at flytte på landet: “Jeg slipper udenom alle mulige distraktioner”

Der sidder en rest hvid maling på Hannahs tommelfingernegl. Under hendes blå skjorte kravler en mariehøne rundt. Den fløj derind lige før. Hannah sidder på bænken under vindspillet, der klingklanger. Det er nu ikke ofte, for vinden holder sig tilbage i dag. Niels sidder på fletstolen ved siden af. Indimellem skal han have en smøg. Så går han to meter væk og står og dingler på de store sten på gårdspladsen, mens han puster røg ud. Hannah har malet alt inde i huset. Gulve, vægge, lofter, paneler, køkken, alle flader. Hun har været i hvert et hjørne. Hun har isoleret bagvæggen, revet vægge ned, gips og glasuld, og hun har fuldspartlet. Hun blev helt færdig i går. Det var det sidste. Hannah og Niels har boet i huset i snart tre år, og Hannah har været i gang med at renovere lige siden. Har hun stået med det hele selv? Hvad med Niels? Har han slet ikke hjulpet til? En smule, men han kan blive i decideret dårligt humør af at male. Det er helt omvendt med Hannah. Det, synes de, er ret perfekt.

Man skal ikke lave noget, man ikke bryder sig om og slet ikke, hvis den anden godt kan lide det. Niels kan godt lide at lave musik. Det gør han i sit studie. Han peger derind, i tilbygningen, hvor døren står åben. Der er gulvtæpper og ledninger og lampeskærme og instrumenter med tangenter. 

“Nogle lader op alene, andre lader op socialt. Vi lader begge op alene,” siger Hannah. 

“Vi er lidt asociale i det,” siger Niels. 

“Vi er sgu introverte. Vi kan godt være sociale og synes, det er fedt, men ni ud af 10 gange er det ikke vores behov. Det passer os godt, at det kun er vores energier, der fylder. Det er os, der sætter stemningen. Man kan ikke bo hernede og være uvenner,” siger hun og slår det fast med en blød knytnæve i bordet. 

“Det vigtigste, vi har lært af at bo hernede, er at enes,” siger han.

“Vi er et team for life, ik’ Niller?” 

Hannah og Niels faldt for det 200 år gamle hus, allerede første gang de kørte rundt i svinget, ned ad den private vej. Det var nok mest Hannah, der faldt pladask for det. Helt sikkert hende, der har givet klarest udtryk for det. 

“Det er det her!” råbte hun til Niels i bilen. Naboerne var langt væk, træerne slog ring om huset, og der var en sø. Her kunne de være sig selv sammen med vejret og årstiderne. Det var Hannah, der først vidste, at hun havde brug for at komme ud af byen og væk fra København. Hendes far, Niels Strøbek, der er kunstmaler og har portrætteret dronningen flere gange samt malet andre kvinder og landskaber, flyttede til Møn for snart seks år siden fra Hannahs barndomshjem i Sølvgade, hvor vinduerne indrammede Kongens Have. Hannah blev betaget af Møn. Hav og bakker. Langt væk fra alt andet end naturen. Hun flyttede, som flere gange før i sit voksenliv, ind hos sin far. De har det rart sammen og vil gerne høre hinandens meninger om det meste.

Året efter Hannah fik fast base hos sin far på Møn, blev hun kærester med Niels. Ja, han har det samme fornavn som hendes far. Så skørt er det heller ikke. De har været kærester i fire år og vidste hurtigt, at det skulle være de to. Hannah flyttede ind i Niels lejlighed på Nørrebro.  

“Det er ret vildt, at vi mennesker har indrettet os i sådan en kasse, hvor der er nogen over os, ved siden af os, nedenunder os og overfor os,” Hannah tegner usynlige firkanter i luften med sin pegefinger og stabler dem med hænderne. 

“At andre folks energi hele tiden er over det hele. Det kan vi også mærke, når vi får besøg fra byen. Folk skal lige falde ned. “Hvad skal vi nu?” spørger de. “Du skal bare høre fuglene og mærke.” Der er ikke noget støj. Det er så dejligt,” siger Hannah. Selv om hun er vokset op på brosten, har hun altid følt sig mest fri, når hun var i naturen. Hannah ville, ligesom sin far, bo på Møn. I første omgang tænkte hun, at hun bare ville have sit eget lille skur af et hus og samtidig have adresse i Niels’ lejlighed på Nørrebro. Da hun scrollede rundt på internettet og støvsugede markedet, gav det ikke rigtig mening. De fleste små huse var mere uhyggelige end hyggelige.

Så fandt hun stedet her. Det kunne noget. Hannah og Niels så det første gang i september og overtog det 22. december 2017. Hannah var benhård i forhandlingerne om prisen på huset. Det var hun nødt til at være, hvis de skulle have råd til det. Banken ville ikke låne dem flere penge. Af samme grund tænkte Niels, at det måske var en meget god idé at flytte på landet. Han havde brug for at købe sig tid til at lave sin næste plade, som han stadig arbejder på. “Lad os prøve det!” sagde han og slog ud med armene. Why not? Økonomien var én faktor. Noget andet var, at han, hver gang han havde kørt rundt i tourbussen på landevejen i Danmarks afkroge, havde kigget ned ad grusbelagte sideveje og tænkt: “Det kunne være fedt at bo med masser af plads. Et sted, hvor jeg kunne larme, alt det jeg ville, og gå nøgen rundt.” Nu kan han trykke på klaveret i stuen med udsigt til den gigantiske sommerfuglebusk lige så tosset, han vil, uanset hvad klokken slår. 

For blufærdig til byen 

“På en eller anden måde var jeg blevet lidt for blufærdig til Nørrebro. Jeg tog mig selv i at kigge mig over skulderen hele tiden,” siger Niels efter at have søgt rundt i hovedet efter ordene. Det er bedst, man ikke siger noget, når Niels taler. Hvis man afbryder eller forsøger at afslutte hans sætninger, lukker han munden med det samme, som skulle han holde vejret. Ikke fordi han bliver fornærmet. Slet ikke. Men måske, fordi han tror, at det man har at sige vægter mere end hans ord. Det gør det sjældent. Her var der for eksempel en lang pause. Så kom der mere. 

“Alt det der med at være et kendt ansigt og føle, at folk kigger, harmonerer dårligt med min natur. Jeg har lidt nerverne ude på tøjet. Jeg kunne nærmest begynde at ryste nogle gange. Det er mit gemyt.” 

På Møn er Niels mindre nervøs, mere fokuseret. 

“Jeg slipper udenom alle mulige distraktioner. Der er mange ting, jeg ikke skal tage stilling til.” 

Ud over sine sporadiske modeljobs i København og al renoveringen, assisterer Hannah sin far og maler selv, ikke bare på vægge, men også på lærreder. Hun er begyndt at male med olie og har netop malet et stilleben med appelsiner og en kniv. Siden Hannah har kunnet holde på en blyant, har hun tegnet, formet figurer af papir og syet sit eget tøj, og hun syntes, det var tarveligt, at hun skulle i skole, for hun ville hellere bruge sit hoved til at udtænke nye former frem for at lægge to og to sammen. Alle andre end hende selv har altid vidst, at hun skulle være kunstner. Hun er stadig ikke overbevist. Det er nu heller ikke karriereplaner, der optager hende. Livet leves dag for dag, og dagene går med at tusse rundt om morgenen, drikke kaffe, sige goddag til blomsterne og ordne vasketøj. Niels smutter over i studiet, og Hannah går en tur ned til vandet, der ligger en kilometer væk, med podcasts i ørerne. Når græsset trænger til at blive slået, sætter Hannah sig op på den spritny Husqvarna-havetraktor, de har fået af Niels forældre: “I love it!” 

Når tagrenderne trænger til at blive renset, går Niels op på stigen med kosten. Hvis ikke det bliver i dag, så bliver det i morgen. 

“Jeg tror, det er ekstremt vigtigt at kede sig,” siger Hannah. 

“Det tror jeg også,” siger Niels. 

Så sidder de lidt. Ikke engang Hannah siger noget. 

“Den anden dag sad jeg og syntes, at al min musik lød ad helvede til. Så begyndte jeg at dyrke hiphop, og så lavede jeg ikke andet end hiphop-beats i to dage. Og jeg blev skide ked af det, fordi jeg syntes, al min musik var noget lort, og at hiphop var meget federe. Men så gik det op for mig, at jeg skulle bruge noget af hiphoppen i min musik. Det er sådan nogle tegn, man får, og dem hører jeg tydeligere hernede, fordi der ikke er så mange andre ting, der forstyrrer,” siger Niels. 

“Byen er fuld af afledninger og overspringshandlinger. Dem er der ikke mange af her,” siger Hannah. 

“Vi kan bruge vores tankevirksomhed på det, som vi egentlig er interesseret i. Jeg har supersvært ved at koncentrere mig, så den her ro er virkelig tiltrængt,” siger Niels. 

“Vi har det, som om vi har vores eget paradis. Der er kun os og dyrene, og dem, vi inviterer. Der er ikke nogen, der forstyrrer os,” siger Hannah. 

Niels kan godt få økuller en gang imellem. Så skal han ind til byen, have en fadøl med vennerne og sover på sin lillebrors sofa. Hannah er færdig med at sove på sofaer. Hun vil bare gerne sove i sin egen seng. Før corona var de ofte inde i København. Hannah pga. modeljobs, sessioner med sin personlige træner og bikramyoga, og dem begge for at være sammen med deres venner, snakke, spise og drikke. Men under nedlukningen mærkede særligt Hannah, hvordan huset på Møn blev hendes hjem. 

“Jeg bor jo her! Jeg må godt bare være her. Jeg behøver ikke at tage ind til byen. Mine venner, de er der. Jeg behøver ikke stå til den der fernisering. Jeg er 32. Been there, done that,” siger Hannah. 

Når de endelig besøger København, kan de tage roen med sig. 

“Sidst vi var til middag på Apollo, gik det op for mig, at folk syntes, jeg var stenet. Jeg var bare sådan, “Fedt!”,” siger Hannah. 

“Der var også en, der sagde til mig, at jeg hvilede meget i mig selv. Det har jeg aldrig tænkt, for jeg har altid været så fucking nervøs. Det tog jeg som et kæmpe kompliment. Jeg tror, det er, fordi jeg er flyttet herned,” siger Niels. 

Underligt hår og på røven 

Når de har været i København og er tilbage på Møn, siger Niels: “Fuck, hvor er det dejligt at bo her,” og Hannah siger: “Nu skal der gå lang tid før, vi skal ind til byen igen.” 

Niels kan godt finde på ikke at gå i bad i fire dage, når der er godt gang i musikken, og Hannah vader rundt i arbejdsbukser. Men kærligheden til tøj er ikke forduftet. Prada er flyttet med, og navneskiltet på det italienske modehus sidder på Niels’ fløjlskasket. Hannah har perler om halsen. 

“Vi har fundet ud af, at det er dejligt at klæde os på for os selv og hinanden hernede. Du retter ryggen og gør dig mere umage, når du har taget pænt tøj på. Du skal huske at tage dig af dig selv. Men altså. Det passer mig også godt, at jeg bare kan tage en hat på og lade håret sidde underligt,” siger Niels.

Niels har været i gang med at arbejde på sin næste plade i fem år. Hannah mener, at han nu kun har været i gang i godt og vel tre år. 

“Det lyder sindssygt fedt,” siger Hannah. 

“Hannah er en god supporter og sparringspartner,” siger Niels. Han har givet sig selv lov til at arbejde så længe på den plade, at han synes, den bliver, lige som den skal være. Det er en drøm, han har givet sig selv. Niels har taget hul på en helt ny genre. Han er gået i gang med at lære sig selv at komponere elektronisk musik, og han har skullet lære alle ledningerne og gamle samplers at kende. Og at spille jazzklaver. Det har han lært på YouTube. Han har ikke gået på konservatoriet, men spillet klaver, siden han var syv, hvor han gik til undervisning. 

“Der er noget tungt, der ryger væk fra mine skuldre, lige så snart jeg får udgivet min næste plade,” siger Niels. 

Det er vigtigt for ham at gøre det på sin måde, og det koster, både den velkendte treenighed, blod, sved og tårer, og i kroner og ører. 

“Det er dejligt, at vi sidder så billigt i det. Jeg laver ikke musik for at tjene penge, jeg laver musik, fordi jeg vil lave nogle plader, man kan høre for evigt,” siger Niels. 

“Du har styrken. Du har modet. Du gør det på din måde. Det kan godt være, at du ikke tjener fedt på det lige nu, men du følger dit hjerte, og hvis du følger dit hjerte, kan det ikke gå galt,” siger Hannah. 

Hvad lever de egentlig af? Hannah arbejder sporadisk som model og lidt for sin far, og Niels har ikke været ude at spille koncert i 100 år.  

“Vi har ikke nogen penge! Hannah er iskold over for det med penge. Jeg stresser sygt meget over det,” siger Niels. 

“Jeg er vokset op med, at nogle gange var der penge, og andre gange var der ikke. Vi fandt altid ud af det,” siger Hannah.  

“Der er noget om det. Hver gang jeg er ved at løbe tør, får jeg 5.000 kroner fra Koda, og så kører det lidt igen,” siger Niels. 

“Vi klarer den.” 

De klarer den. Og de keder sig. Og så skal Hannah bygge en tømmerflåde, så hun kan flyde rundt på søen og slå det høje siv, der omgiver den, med en le. Og den russiske salvie skal plantes ud, ud foran Niels studie, så han kan se den vokse og holde øje med de små blå blomster, når jazzklaveret ikke vil, som han vil.