Når blikket vandrer rundt i Sunniva og Stephans hjem, møder det både feminine krystallysekroner og porcelænsfigurer, men også 50’er fund i teaktræ, moderne kunst, stribet sommertapet og Ikea-scoop. Kort sagt, det er ikke nemt at sætte en præcis mærkat på parrets stil og boligindretning, men det kan de rigtig godt lide.
– Vores hjem er en kombination af Stephan og jeg. Han er mere New Yorker-loft og industriel i sin stil, mens jeg er mere mormor. Vi har fundet en god balance, for et hjem skal jo udstråle alle, der bor der. Samtidig kan jeg godt lide kontrasterne mellem det feminine og nostalgiske og det mere moderne industrielle, og jeg har det bedst i et hjem, hvor stilen ikke er for gennemført, siger hun.
Rokokosofaen måtte vige pladsen
Sunniva er en stor fortaler for det sammensatte look, da hun mener, der opstår noget helt nyt, når man kombinerer ting både fra mange forskellige designperioder og dyrt og billigt. Men hvordan vælger man egentlig, når tingene stritter lidt i hver sin retning?
– Jeg er meget tro overfor, hvad jeg selv kan lide, og hviler i det. Men indrømmet: Nogle gange fungerer det, andre gange ikke. For eksempel havde vi arvet en rokokosofa fra min mormor, men vi kunne ikke finde det rigtige sted til den, da den simpelthen ikke passede ind. Vi endte med at forære den til min søster. Da sofaen blev fjernet, lyste spisestuen helt op. Det var hårdt at give sofaen væk, og jeg må tilstå, det er svært at være objektiv, når tingene har affektionsværdi, fortæller hun.
Annonse
Foren stilen med farver
Sunniva elsker at finde ting på loppemarkeder, som hun bruger i boligindretningen, men hun har sjældent en fast agenda, og hun går hverken efter bestemte stilarter eller perioder. Til gengæld er hun hurtig til at sortere og finde guldet i skraldet. Hendes sidste scoop var to safaristole i grønt ruskind, der stod lidt gemt i et hjørne. Stolene kommer nu hjem til den store, personlige samling af helt særlige fund, der danner ramme om parrets eklektiske stil.
– Når du bor med kontraster, er det rigtig vigtigt at finde en balance. Bor du for eksempel med mange industrielle ting, har du brug for et blødt modspil. Ellers kan det hurtigt blive for iscenesat. Har du mange forskellige stilarter, hvor materialer og former skal have lov til at fylde visuelt, er det en god idé at gå efter få nuancer. Farver binder det hele sammen på tværs af tidsaldre og stilgenrer.
Hvem og hvor?
Hvem: Sunniva Uggerby, 31 år, lingeridesigner og ejer af Underprotection, Stephan Rosenkilde, 34 år, Edita på 3 år og Konrad på 7 måneder.