Cathrine og hendes mand har købt et byhus på Frederiksberg og renoveret det fra kælder til kvist
De seneste år er Cathrine Widunok Wichmand, 34, gået fra at være influencer under navnet Rockpaperdresses til at være direktør i opstartsvirksomheden Flow Intimates, der sælger menstruationstrusser. Kvinders sundhed optager hende, og selv i byhuset på Frederiksberg går kvindekønnet igen som motiv i kunsten. Huset, der er restaureret fra kælder til kvist, byder desuden på iøjnefaldende tapeter, et lysegult snedkerkøkken og håndlagt terrazzo.
Idyllen er slående på villavejen på Frederiksberg, hvor blåregn drypper fra husmurene, og børnecyklerne står i kø for at blive brugt.
For influencer og iværksætter Cathrine Widunok Wichmand var det da også et mål at lande med sin familie i et hus lige præcis her, hvor skuldrene kan komme ned, og livet med børn kan få lov at stå i centrum.
Hun købte huset med sin mand i 2020 og havde knap set det, da de skrev under, og derfor kom det også som lidt af en overraskelse, hvor meget der skulle laves på det. Alt har været brækket op og er så vidt muligt blevet genopført i original stil og tilført farver, tekstiler og tapeter – og det vel at mærke i en periode af hendes liv, som også har haft en del andet at byde på.
Cathrine Wichmand er optaget af kvinder, alt det, der knytter sig til vores køn, krop og sundhed, og den uretfærdighed, kvindekønnet historisk har været udsat for.
Hun var den ene af to idékvinder bag et borgerforslag om nedfrysning af befrugtede og ubefrugtede æg, hun har stiftet en app for par i fertilitetsbehandling, hun har skrevet to bøger, en til voksne og en til børn, der sætter fokus på fertilitetsbehandling og på undfangelsen i en lille petriskål i børnehøjde.
Og senest har hun startet virksomheden Flow Intimates, der producerer og sælger genanvendelige trusser med vævede lag, som kan holde på menstruationsblodet.
“Hvis man taler CBS-lingo, vil man nok sige, at jeg er purpose driven. Jeg kan godt lide, at det, jeg gør, gør en forskel. Som ung kvinde har jeg oplevet masser af uretfærdigheder og ligeledes som voksen, som patient i fertilitetsbehandling og nu som iværksætter, hvor chancerne for succes er ringere udelukkende på grund af mit køn. Hvis jeg var en mand, ville verden have set anderledes ud,” fortæller hun.
Hun har læst film- og medievidenskab på Københavns Universitet og kom i 2011 ind på Talentholdet på DR, hvor hun i en årrække arbejdede som vært på P3 og fik den idé at lave en blog, der fortalte om mediebranchen indefra. Det blev i stedet til modeprofilen Rockpaperdresses, som også er det alias, de fleste kender hende for i dag.
Allerede dengang skrev hun om hår på armene, ensomhed og kropskomplekser, og langsomt er billeder af dagens outfit blevet skubbet i baggrunden til fordel for en mere feministisk agenda.
“Jeg har oplevet, at hvis der er noget, jeg grubler over, så er der mindst 10 andre, som gør det samme. Og så er der behov for, at det bliver sagt højt. Vi har brug for mere dybde og flere samtaler om det, der er tabu,” fortæller hun.
Da Cathrine Wichmand i 2017 havde svært ved at blive gravid, var det naturligt for hende at dele frustration, sorg og fertilitetsrejse med sine knap 85.000 følgere, og på bagkant af borgerforslaget om nedfrosne æg begyndte hun udviklingen af en app, der kan hjælpe og guide kvinder og par i samme situation.
En konflikt, der startede om barsel, fik hende, nu med sin nyfødte datter på armen, til at trække sig fra virksomheden. Tilbage var følelsen af svigt, særligt over for dem, der havde fulgt hendes egen kamp for at blive gravid, og som også selv kæmpede.
“Det er et utroligt stærkt community, som jeg føler, jeg gjorde noget vigtigt for – og som jeg blev tvunget til at forlade. Men selv om jeg er blevet 34, må jeg indrømme, at det stadig betyder noget, hvad andre tænker. Om jeg gør det godt nok. Det, jeg laver, handler jo om at skabe engagement og om fællesskaber, og det tager jeg alvorligt. Fordi mine følgere gider bruge deres tid på mig og engagere sig i det, jeg laver. Det er et kæmpe ansvar,” fortæller Cathrine Wichmand.
Hun har det på samme måde med Flow Intimates, som hun kastede sig over efter fertilitetsapp’en, og hvor hun via sit netværk havde 650 forudbestillinger, før hun overhovedet havde varer på hylden.
“Den tillid er jo enorm! Den skal jeg leve op til,” siger hun.
Flow-trussen er en teknologisk udviklet trusse, der gør, at du kan bløde direkte i den uden at føle dig våd. Det er en af de få på det danske marked og et moderne alternativ til bind, tamponer eller menstruationskopper.
Cathrine Wichmand har ikke tidligere solgt produkter og er ikke vant til at binde så mange penge op på et lager, få et produkt ud at leve og få folk til at købe det, men 40 procent af hendes kunder kommer igen og køber flere trusser, så Flow Intimates er på rette vej.
Nu veksler hun mellem arbejdet som influent og direktør i Flow Intimates, selv om det er i sidstnævnte, fremtiden ligger.
“Jeg har haft perioder som influent, hvor det blev for meget at dele ud af vores liv. Da jeg blev spurgt, om man kunne vinde billetter til mit bryllup, eller da jeg fødte min søn, og nysgerrigheden var enorm, og jeg bare ville have ham for mig selv. Nu er der kommet mange som mig, alle lægger deres liv op på Instagram, og hypen er ikke så stor længere, heldigvis, for de færreste af os kan tåle den slags opmærksomhed,” griner hun.
Cathrine Wichmand er vokset op i Fredensborg med sin mor og søster og har set, hvordan moren har skullet balancere økonomi, uligevægtige mænd, ensomhed og ansvaret for to børn. Hun har set, hvordan en kvinde kan være stærk, men også hvordan kvinders vilkår ofte ser anderledes ud end mænds.
Med et betydeligt forbillede i både sin mor og sin farmor, er hun nok det, man kan betegne som woman raised. Da en skolelærer hang hende ud, en dag hun var dopet af Ibuprofen på grund af menstruationssmerter, blev hendes mor så vred, at hun gik op på skolen og skældte læreren ud foran hele klassen. Med skilte forældre, som begge arbejdede meget, var farmoren et holdepunkt.
Hun var altid klar med teboller, sukkermadder og åbne arme og var en nær fortrolig, der både lyttede til problemer med forældre og kærester, og som stod klar med bind, da den første menstruation kom.
Uretfærdigheden har hun dog også fået at føle på en langt mere alvorlig og sårbar måde, da hun som helt ung oplevede et voldtægtsforsøg, der blev politianmeldt, men hvor sagen blev droppet igen, fordi hun ikke havde sagt tydeligt fra.
“Der gik mange år, før jeg stoppede med at skamme mig over den oplevelse, og det er helt klart minder som det, der har været medvirkende til, at jeg er så optaget af kvindekønnets vilkår i dag. Hurra for samtykkeloven!” fortæller hun.
Så det er altså ikke tilfældigt, at der hænger vaginainspireret kunst på væggene i huset, eller at menstruationstrusserne får lov til at hænge til tørre i børnenes øjenhøjde. Som mor er Cathrine Wichmand bevidst om at bryde nogle af de tabuer, der hæfter sig til kvinders køn.
“Jeg kan godt lide, at det er et levet hjem, og at børnene må være her. Vi har ikke møbler, der ikke må bruges eller ting stående, der skal passes særligt på,” tilføjer hun om indretningen.
Nu mangler der bare det sidste, vinduerne skal kittes, facaden pudses og haven ryddes op. Hun ved godt, at hun har gang i meget og risikerer at blive stresset og glemme sig selv og sine grænser.
“Så vi er blevet enige om, at det ikke handler om at komme i mål med forretning eller hus, men om at nyde rejsen.”