”Det er første gang i 13 år, jeg føler, at mit hjem er en rigtig base”

Hvordan startede din og lejlighedens fælles historie?

“Min kæreste Sif og jeg mødte hinanden ganske kort efter, jeg kom hjem til København efter at have arbejdet otte år i New York og boet i udlandet endnu længere.

Der gik kun et par måneder, før vi flyttede sammen i hendes lejlighed lidt længere nede ad gaden.

Læs også

Kunne du bo som Louise og Jacob? ”Vi ved aldrig helt, hvor vores børn er, men vi er trygge”

Da vores nuværende lejlighed blev ledig, var det egentlig meget ligetil – den havde altan med udsigt til den lokale skoles gård, og vi havde lyst til at blive i bydelen.”

Hvorfor har du indrettet dig sådan her?

“Jeg har en nordisk, minimalistisk tilgang til indretning, mens Sifs er mere eksperimenterende minimalistisk. Det handler helt enkelt om sindsro, fordi mængden af visuelle indtryk og kreativ stillingtagen i løbet af dagen er så massiv, at der kun skal være et minimum af støj, når jeg er hjemme.

Ydre rod giver også indre rod, og jeg er derfor også typen, som rydder mit skrivebord ved dagens afslutning for at møde til et rent lærred at arbejde på næste morgen. Det giver ro i sjælen, når de små ting er ordnet, så man kan koncentrere sig om de store. Det samme går igen i vores hjem, hvor vi har barberet alt ned til et minimum og fokuseret på få udvalgte møbler – et godt bord at spise ved, en seng at sove i, en god stol.

Man vænner sig til ikke at have så meget, når man har boet i udlandet i en årrække – mine lejligheder i Paris og New York var aldrig permanente, og jeg var hele tiden på farten, for det er en del af pakken, når man arbejder i min branche.”

Hvad, synes du, er lykkedes godt?

“At lejligheden er en fin fusion af Sif og mig og et meget godt billede på to mennesker, der laver helt forskellige ting, men alligevel kan mødes i det.”

Kunst spiller en særlig rolle – hvorfor det?

“Min kæreste er kurator og er derfor meget mere avanceret i sin forståelse af kunst, end jeg er. Hun har en kæmpe viden om kunstnernes bagrund, tilblivelsesprocessen og historierne bag, og jeg beundrer virkelig hendes tilgang til sit fag. Men for mig er kunst i højere grad hverdagsstimulans og inspiration, og min tilgang er langt mere umiddelbar.

Jeg går ikke så meget op i, hvad kunstneren har tænkt eller oplevet for at skabe sit værk, men hvis det er godt håndværk og æstetisk interessant, er jeg på. Og så har jeg det nok bare sådan: Enten er jeg vild med det, eller også siger det mig nul! Der er ikke noget mere kedeligt, end hvis man er efterladt sådan lidt lunken.”

Hvordan spiller dit job ind på dit forhold til rum?

“I mit arbejde starter det altid med håndværk og tekstur, og design har i mine øjne først relevans, når håndværket er kompromisløst. Det behøver ikke være komplekst, men det skal være veludført, og ideen kan sagtens være simpel, så længe den er god.

Læs også

Lise Baastrups store last: Det føles næsten som utroskab, hvis han besøger butikken uden mig

Faktisk er jeg stor tilhænger af den lille, gode idé – tag f.eks. Chanels lille sorte. Det er jo bare en sort kjole, men den er ikonisk, fordi den kan præcis dét, den skal og bare fungerer. Jeg har det på samme måde med design. Den simple vase, der er lækkert lavet. Den helt enkle platte af aluminium, som er indfarvet efterfølgende. Den lille, gode idé vinder altid.”

Hvad skal et godt stykke design kunne?

“Jeg kan godt lide, når udtrykket er rent, og det er umiddelbart indlysende, hvad det skal. Og her er danskerne jo bare vanvittigt gode. Hvis der er noget, dansk design og arkitektur har formået, er det at koge tingene helt ind til knoglen.

Jeg tror, det skyldes, at de fleste af os er vokset op med design på ret højt niveau, og som det naturligste i verden har omgivet os med Syverstole og PH-lamper, før vi overhovedet vidste, hvad det var. Et møbel, man i udlandet ville synes, var helt vildt at købe, ser vi som et hverdagsobjekt, som er ganske almindeligt at eje.

Det gør os ret avancerede i vores forståelse af design, men det betyder også, at vi værdsætter tingene, når vi giver dem lov at fylde og blive brugt i vores hverdag.”

Hvad er dit yndlingsmøbel?

“GE370-stolen af Hans J. Wegner, der står i vores stue, fordi den rummer historik, håndværk og form. Hvis man spurgte en på den anden side af planeten, om den var pæn, så tvivler jeg faktisk på, at man ville få et positivt svar, fordi den er så enormt enkel.

Man kan se, hvordan den er samlet, og man kunne ligefrem komme i tvivl, om den overhovedet er blevet færdig på fabrikken – mangler den ikke et eller andet? Den er så kogt ned i sin form, at det næsten synes for ligetil og nærmest banalt. Men det er lige præcis alt dét, jeg godt kan lide ved den. Dens budskab er, at man kan sidde i den – den kan ikke mere, men det er også alt, hvad den skal kunne.”

Hvordan adskiller dit nuværende hjem sig fra de steder, du før har boet?

“Når man arbejder i udlandet, og især i min branche, er man der alene for at præstere. Alt handler om arbejde, og er du ikke god nok, eller har din kollektion ikke solgt, er det ud. Så der er meget på spil. Når man kommer hjem klokken otte om aftenen, er det derfor ikke Wegner-stolen og frikadellerne, man længes efter. Så handler det bare om en seng at sove seks timer i og så videre.

Læs også

Han har skabt blomsterkunst i snart 60 år – og designet den vase, som hvert år stod på dronning Margrethes bord under nytårstalen

Byer som New York og Paris er desuden helt ekstremt dyre at bo i, og jeg har derfor boet meget beskedent, nærmest i en skoæske, i alle de år, jeg har været væk fra Danmark. Det er derfor første gang i 13 år, at jeg føler, at mit hjem er en rigtig base. Jeg havde aldrig gæster i min lejlighed i New York, for hvorfor skulle jeg dét? Jeg lavede aldrig mad til mig selv, og man mødtes altid ude. Hele det sociale liv var meget anderledes end herhjemme.”

Hvad er dit forhold til Vesterbro?

“Jeg elsker Vesterbro, fordi hele samfundet i al dets mangfoldighed findes lige uden for min dør. Det er det samme som i New York, hvor man også møder alle samfundslag på ganske få kvadratkilometer. Her på Vesterbro ligger det kinesiske supermarked henne om hjørnet, den arabiske købmand overfor, og så er der politistationen, de unge og smukke, der drikker naturvin i Kødbyen og videre ned til Kihoskh, hvor børnefamilierne mødes i deres ladcykler og køber alt for dyre kanelboller.

Der er selvfølgelig også en dyster bagside, fordi misbrugerne også fylder en del i gadebilledet, og det er med sorg, man møder mennesker, som er afhængige af stoffer. Men selvom der også er en rå realisme, tror jeg alligevel, at den er sund nok for alle os privilegerede mennesker at blive konfronteret med. Det gør os bevidste om, at der er nogen, som har sværere vilkår end os selv.”

Hvordan bruger du selv bydelen?

“Så meget som muligt! Lige nu er mit favoritsted Vesterbro Torv, som er brostensbelagt, og der er træer og en kirke, der giver en lidt sydlandsk fornemmelse. Lørdag eftermiddag er den allerbedst – gerne i selskab med en Espresso Martini på Resto Bar.”

Hvad er den bedste begivenhed, dit hjem har dannet ramme om?

“Det er ikke de enkeltstående begivenheder, der fylder, mere de små daglige rutiner. Hver morgen står jeg op, sætter kaffe over og kigger ned i den skolegård, der ligger lige uden for vores altanvindue.

Det er livsbekræftende på en stilfærdig hverdagsmåde, fordi det får mig til at mærke min alder, minder mig om selv engang at have været et barn, der lige så godt kunne lege rundt lige dér, og gør mig taknemmelig for at være, hvor jeg er. Det er en god start på dagen at lade dét fylde et par minutter, mens kaffen dufter, og alt er fint og helt i ro. Det er en simpel, lille pladderromantisk situation, men hvis man samler de point sammen over et år, løber det op i lykke.”

Hvad er det næste, der skal ske med jeres lejlighed?

“Det tog lige lidt tid at få rystet udlandet af mig, men efter to år i København er jeg landet på begge ben. Fremover vil jeg gerne have et endnu mere åbent og tilgængeligt hjem.

Jeg sætter kæmpe pris på at have gode venner ovre til middag, og det vil jeg gerne i højere grad at bruge lejligheden til. Det gør man jo ikke, når man arbejder 16 timer i døgnet i New York. Men det gør man heldigvis i København.”