Indretning

Før og efter: Gæsteværelse med personlighed

Der skal ikke så meget til for at skabe et hyggeligt gæsteværelse. Se, hvordan vi med få midler og kreative løsninger forvandlede et anonymt rum til et gæsteværelse fyldt med personlighed. Ideerne er lige til at kopiere!

Gæsteværelset nu

Et smukt stykke stof er hængt på væggen som et hovedgærde for sengen. Sengen har fået nye sengetæpper og puder, seje lamper at læse ved og opbevaring på hver side. Rummet er blevet både indbydende og praktisk.

SÅDAN GJORDE VI:

Det ser smukt ud og luner lidt med en bane stof hængt fra loft til gulv bag sengen.

Du skal bruge

1 bane stof, der lagt dobbelt kan nå fra gulv til loft + i alt 6 cm til ombuk foroven og forneden. Sytråd, hæftepistol, 2 lister, der er et par cm kortere end stoffets bredde og skruer.

Sådan gør du

Læg stoffet dobbelt ret mod ret, og sy det sammen med 1 cm’s sømrum i hver side og forneden, men lad et hul stå til at vende igennem. Vend retten ud, pres, sy hullet til, og hæft stoffet fast på den ene liste med hæftepistolen. Skru nu listen fast i væggen helt oppe under loftet. Skru den anden liste fast i væggen nede ved gulvet. Klips stoffet fast på den. Det er vigtigt, at du strammer stoffet så meget, at det hænger helt glat.

Bogkasser og lamper er fra Bloomingville.

IDÉ

Smarte sengeborde

Bogkasser og skuffer fra en gammel kommode er her skruet sammen til et par sengeborde/ reoler. En praktisk løsning, der samtidig skaber en hyggelig afskærmning på hver side af sengen.

Gæsteværelset før

… var, som den slags rum ofte er, indrettet med lidt tilfældige ting uden en rød tråd.

VI INDRETTEDE MED:

De små gule vaser er fra Kähler, gult sengetæppe, gul quiltet pude, evighedskalender, keramikfigurer, kurv og æske er fra Hay. Strikket sengetæppe fra Luckyboysunday, rund pude og lysegul pude er fra Bungalow. Sort-hvidt krus er fra Ferm Living.

Stoffet på væggen er fra Designers Guild.

► SE OGSÅ: Før & efter: Soveværelse med afslappet stemning

► SE OGSÅ: Gæstesenge: 2 smarte løsninger

► SE OGSÅ: Før & efter: Stue blev lun & hyggelig