Sygeplejersken der nu sælger lamper: “Der er en grund til, jeg ofte undgår fejlkøb"
For sygeplejerske Marianne Olesen, 59, førte den evige jagt på den perfekte lampeskærm sidste år til, at hun startede firmaet MO Lamps. Her får vintagelamper nyt liv med hendes egne iøjnefaldende lampeskærme. Kom med ind i hendes smukke hjem, hvor netop lamper og det rette lys gør hele forskellen.
Marianne Olesen om sin bolig
Beskriv dit hjem?
– Jeg håber meget, at mit hjem udstråler personlighed, og at der bor nogen. Det er på alle måder et farverigt hjem. Fra sart lyseblå til stærk orange og pink. Og så er der en blanding af arvet kunst og nyt kombineret med vintagefund og kontemporært møbeldesign.
Hvad er dit yndlingsrum?
– Vi befinder os altid i køkkenet, der ligger i åben forlængelse af vores stue. Lyset er dejligt, og især om vinteren er det det eneste sted i huset, hvor der er varmt pga. pejsen.
Hvad skal der til, for at du føler dig hjemme?
– Et hjem bør afspejle den person, der bor der. Så er stilen faktisk underordnet. Så længe det har integritet og ånd.
Hvor finder du inspiration til din bolig?
– Jeg elsker magasinet The World of Interiors, som altid overrasker med spændende og farvemættede boliger. Ofte er det historiske steder som en svensk ødegård, en britisk landejendom eller et aristokratisk pariserhjem.
Hvor køber du ting til boligen?
– Særligt hos møbeldesigner Rune Bruun Johansen, som laver smukke møbler og er kompromisløs i forhold til kvalitet. Det smukkeste danske design herhjemme efter min mening. Jeg har også købt en del fra hollandske Piet Hein Eek. Jeg elsker hans farvebrug på de ofte meget enkle møbler.
Hvad er dit næste køb?
– Lige nu overvejer jeg et værk af Landon Metz, men ellers planlægger jeg sjældent mine køb. Ser jeg noget, er jeg ikke i tvivl, og så køber jeg det. Jeg tror, det er derfor, jeg sjældent laver fejlkøb.
Marianne Olesen om sin stil
Hvordan vil du beskrive din stil?
– Den er enkel og komfortabel, men med fokus på detaljer og kvalitet. Jeg har aldrig gjort forskel på hverdag og fest. Allerhøjst tilføjet et par høje hæle.
Hvad har du mest af i din garderobe?
– Jeans og strik fra Marni. Gode fund fra Tom Fords tid hos Gucci, Dolce & Gabbana fra 90'erne, en kjole fra Balenciaga og en kimono fra Japan, som min niece har givet mig. Ting, der har en historie, som ikke er tendensbaserede og stadig er smukke.
Hvad er en god investering?
– Det kunne være den Balenciaga-kjole, jeg købte i Spanien for 15 år siden. Jeg har kun haft den på få gange, men den er tidløs, grafisk og lidt Audrey Hepburn i Holly Golightly-agtig.
Hvilke accessories dresser du et outfit op med?
– Min niece Sophies (Bille Brahe, red.) smykker. Jeg tager dem aldrig af.
Hvad er dit seneste køb?
– Mine frynsestøvler i ruskind fra Aquazzura købt hos Mytheresa.com. Et lidt finere alternativ til mine Timberlands.
Hvad skiller du dig aldrig af med?
– De fleste ting kan jo erstattes, men jeg er meget glad for min kunst, som jeg har fået gennem tiden, men også nyere fotokunst af Absalon Kirkeby og Araki.
Hvem har god stil i dine øjne?
– Mine to døtre Agnes og Mimi. De har et godt øje for detaljer, har sans for farver og kvaliteter og skaber interessante kombinationer. Og så er de begge dygtige til at mikse vintagefund med nyt.
Hvem er din udenlandske yndlingsdesigner?
– Marni, der ud over sans for farve og print har en tydelig signatur og ikke følger tendenser slavisk. Jeg har holdt af mærket, siden Holly Golightly tog det til Danmark for ca. 15 år siden.
Hvem er din danske yndlingsdesigner?
– Smykkedesigner Sophie Bille Brahe, hvis smykker jeg altid har på. Hendes stil er genkendelig, poetisk og meget elegant og eksklusiv.
Hvad mangler du altid i dit klædeskab?
– Strømper. Især dem fra Missoni. En god måde at tilføje en ekstra lækker detalje til et outfit på.
Hvor shopper du i Danmark?
– Holly Golightly, der var den første butik i København, som kunne tilbyde alt det, man kunne få i andre storbyer.