IKEA overrasker med nyhed til klassiker: ”Måske det bliver det nye bloggerskab?”
Den svenske boliggigant udvider deres sortiment med to nye typer låger til deres populære IVAR-system. Se de fine billeder af nyheden her.
Det er en af tidens største trends inden for boligindretning:
Halvtransparente låger af flet på dine skabe, hvor du kun svagt kan ane, hvad der gemmer sig inde på hylderne.
Et yderst populært eksempel på netop denne tendens er det eftertragtede skab fra IKEAs 2017 Stockholm-kollektion, som kærligt har fået tilnavnet blogger-skabet, fordi det hittede blandt influencere og modebloggere på sociale medier.
Tidligere i år annoncerede den svenske boliggigant dog, at de officielt i maj havde solgt deres allersidste Stockholm-skab, og at de ikke længere har netop denne type skab i deres sortiment, hvilket fik en del medieomtale med på vejen.
Det populære Stokholm-skab - også kendt som "blogger-skabet" - findes ikke længere i IKEAs sortiment. (Foto: IKEA)
Nyhed: Fletlåger på IKEA-klassiker
Betyder det så, at du fremover går forgæves, hvis du besøger den svenske boliggigant i jagten på et skab med fletlåger?
Nej, for nu har IKEA valgt at lancere en nyhed, som indfanger sin forgængers tilgang til taktile materialer – nemlig en prisvenlig udvidelse til en af deres i forvejen populære serier af basismøbler: IVAR-systemet.
Faktisk mener svenskerne selv, at der her kan være tale om en værdig 'skabs-efterfølge' på de sociale medier.
– Vi glæder os blandt andet til, at vores trofaste IVAR-system får nye tilføjelser i sortimentet, der inkluderer bambusdøre. Måske det bliver det nye ”bloggerskab”?, skriver IKEA i en pressemeddelelse om deres sommernyheder, som sælges i butikkerne fra august.
De to nye typer af fletlåger - i henholdsvis bambus og metal - kan du sætte på fronten af et IVAR-skab. De gør det dermed muligt at sammensætte din helt egen skabs- og reolløsning med et halvtransparente look, som passer til netop dit hjem.
Prisen for lågerne ligger i et leje, hvor de fleste af os kan være med: Bambuslågerne koster 250 kroner for et sæt, mens prisen for dem i metal er 650 kroner. Selve IVAR-skabet i træ koster 450 kroner, mens det i metal koster 650 kroner.
Se her de nye låger i forskellige sammensætninger i IVAR-systemet - og lad dig inspirere: