IKEA katalog online

IKEA giver ikonisk produkt dødsstødet: Det er HELT slut fra 2021

Hele verden har for altid bladret den sidste side i et nyt IKEA-katalog – både fysisk og online. Den svenske møbelgigant forklarer her hvorfor.

Den sidste side i 70 års møbelhistorie er vendt fra næste år.

Selvom det blot er fire år siden, at det var populært som aldrig før, er det slut nu – helt slut.

Både den fysiske udgave og onlineversion af det ikoniske IKEA-katalog udkommer nemlig ikke længere fra og med 2021 på verdensplan, melder den svenske møbelgigant i en pressemeddelelse.

Allerede sidste år var det en saga blot at modtage det årlige IKEA-katalog i de danske postkasser. Her kunne du kun afhente et fysisk eksemplar i et begrænset oplag ude i butikkerne.

Til gengæld lavede det svenske møbelhus stadig et katalog, du kunne gå online og bladre igennem, når du ville se priser på sæsonens møbelnyheder og -klassikere. 

Interessen er dalet

Men nu har svenskerne valgt fuldstændig at droppe at producere det. Og det gælder i hele verden. 

De forklarer, at de godt ved, at kataloget for mange er forbundet med nostalgi, men at det skyldes udviklingen.

– For både kunder og ansatte er IKEA-kataloget en publikation, der er forbundet med en masse følelser, minder og glæde. I 70 år har det været et af vores mest unikke og ikoniske produkter, som har inspireret milliarder af mennesker over hele verden. At bladre den sidste side på vores elskede katalog er følelsesladet, men rationelt. Medieforbrug og kundeadfærd har ændret sig, lyder det fra Konrad Grüss, administrerende direktør i Inter IKEA Systems.

Han tilføjer, at både oplaget og interessen for kataloget er faldet. Samtidig er der sket en vækst online. Derfor er beslutningen en del af selskabets digitale transformation.

Sidste år steg IKEAs online-salg på verdensplan med 45 procent, mens over fire milliarder besøgte hjemmesiden IKEA.com ifølge svenskerne selv.

Bliv meget klogere på IKEA-kataloget her:

8 fakta om IKEA-kataloget:

1951: IKEA’s grundlægger, Ingvar Kamprad, sammensatte selv det første katalog. Det blev trykt og distribueret i 285.000 eksemplarer i den sydlige del af Sverige. Det var på 68 sider – og kun på svensk.

1969: Det første IKEA-katalog på dansk udkommer

1998: Første katalog "IKEA på kontoret" blev tilgængeligt på internettet, som var en specialudgave. Det viste kun møbler til virksomheder/kontorer. Det havde været ambitionen samme år at kunne præsentere hele kataloget online, men på grund af kompleksiteten med it-systemer blev lanceringen udsat.

2000: Lancering af både en trykt og digital version af IKEA-kataloget.

2001: E-handel lanceres for første gang i IKEAs historie i Sverige og Danmark.

2016: På sit højeste år blev IKEA-kataloget distribueret i 200 millioner eksemplarer, i 69 forskellige versioner, 32 sprog og til mere end 50 markeder.

2018: I Danmark er oplaget af IKEA-kataloget på 2,1 millioner eksemplarer

2021: Det er slut med både den fysiske og den online udgave af IKEA-kataloget over hele verden

Kilde: IKEA

574057.jpg(Foto: IKEA PR)