Har denne ikoniske designer lige lavet sæsonens fineste gulvtæppe for IKEA?
Den ikoniske mode- og tekstildesigner Zandra Rhodes samarbejder nu med den svenske møbelgigant om en ny særkollektion. Se vores 9 udvalgte favoritter, som vi glæder os mest til.
Hun er kendt som verdensberømt designer, der har klædt berømtheder lige fra prinsesse Diana til rockstjernen Freddie Mercury på i sine vilde tekstilprint - og for at ELSKE farver.
Nu har den 80-årige ikoniske, britiske print- og tekstildesigner Zandra Rhodes så kastet sig ud i et noget anderledes samarbejde, nemlig med svenskerne fra boligkæden IKEA.
Sammen lancerer de 1. september særkollektionen KARISMATISK med designs, der kan sætte et kulørt præg på din bolig.
En af tidens helt store trends inden for boligindretning er nemlig mere knald på farverne, og et oplagt sted at starte er via farverige gulvtæpper og puder i sofaen og sengen. Dem er der flere bud på i den nye kollektion, som netop hylder personlighed i hjemmet - og at være stolt over det.
“Jeg er sikker på, at det bliver sjovt at leve sammen med alle disse ting. De vil gøre dit liv i hjemmet endnu bedre,” udtaler Zandra Rhodes selv om kollektionen.
ALT.dk har set den nye kollektion igennem – og her er vi særligt faldet over tre gulvtæpper, som sammen udgør en enhed. De ligger helt i top blandt vores udvalgte nyheder fra designsamarbejdet.
KARISMATISK består af i alt 26 unikke produkter, der er lavet af 80 % genanvendt polyester.
Se her vores 9 udvalgte favoritter fra IKEAs nye særkollektion:
“Vær ligeglad med, hvad andre synes”. Det er det motto, som den 80-årige designer Zandra Rhodes lever efter. (Foto: IKEA)
Sæsonens fineste tæppe-trio
Det er svært ikke at smile, når man ser disse tre smukke tæpper - og de er i vores øjne en lille genistreg i Zandra Rhodes' KARISMATISK-kollektion, hvor de sælges samlet.
RUG multicoulor
PRIS: 749 kroner
Unik rumdeler
Mangler du hjælp til at opdele et rum i flere zoner, så er en god, gammeldags rumdeler måske svaret, du ikke havde tænkt på? Denne har et festligt design, der kan live selv de mest triste vægge op, og så er vi pjattet med guldfrynserne i bunden.
Room divider
PRIS: 399 kroner
Mønstret pude
Trænger du til at udskifte dine puder? Denne guldpude formet som en halvcirkel sender vores tanker mod varmere himmelstrøg og 1970’erne (på den fede måde!) med sit fine mønster.
Cushion
PRIS: 129 kroner
Slangepuder
Vi er meget begejstrede for den dybe lilla farve på disse to fine puder. De sælges hver for sig, og vi vil lægge dem i vores sofa eller på sengen som pyntepuder.
Cushion snake 1 og 2
PRIS: 79 kroner per styk
”Tæppebombet” af skønne farver
Vi har brug for flere farver i en grå og regnfuld tid, og det er der heldigvis råd for (og ikke mindst til..) med dette gulvtæppe med et festfyrværkeri af stjerner og farver.
Rug low pile
PRIS: 399 kroner
Lampeskærm med disko-lys
Zandra Rhodes har også tænkt på lyset i rummet, da hun designede denne lampeskærm. Gennem hullerne i guldmønstret er der dømt farvespil – så varmen og glæden kan strømme ud i vores stuer.
Lampshade
PRIS: 269 kroner
Finurlig vase
En vase er ikke bare en vase. Zandra Rhodes har sat en flæset krave på sin finurlige og cool version af slagsen og givet den en dyb blå farve. Stil den sammen med flere vaser og få et fedt udtryk.
Vase blue
PRIS: 229 kroner
(Guld-)frynser på boksen
Er du til anderledes opbevaringsæsker? Så er der denne lige i øjet, hvis du spørger os. Ligesom med rumdeleren har Zandra Rhodes også sat en kant med frynser på denne stofbeklæde æske - og piftet den hvide farve op med snoede guldstreger.
Case
PRIS: 129 kroner
Se mit ansigt!
Kollektionen byder også på dette skæve og meget originale spejl i bløde former til en overkommelig pris – og så endda med både et ansigt og en signatur fra Zandra Rhodes på. Hæng det i entréen eller brug det som et alternativt "billede" på væggen i din stue?
Mirror
PRIS: 119 kroner