Martin Nielsen: "Jeg synes, vi bor lækkert, men der er ingenting, der passer sammen"

Artiklen er et del af Euroman, RUM, Eurowoman og Statens Museum for Kunsts kunstmagasin VÆRK, der er lavet for at hylde kunst. Magasinet er støttet af Ny Carlsbergfondet.

Det er umuligt for den 52-årige forretningsmand Martin Nielsen at sidde stille, når han taler om sin kunst. Hans arme flyver rundt, og hans ben bliver skiftevis trukket op i sofaen, sat ned på jorden, rykket lidt rundt og trukket op igen. Han taler hurtigt – nærmest hyperaktivt – mens han gavmildt deler ud af sin viden og fortæller dedikeret og fascineret om sin store passion.

Martin Nielsen har inviteret os indenfor i sit hjem i Aalborg. Her bor han sammen med sin kone og tre af deres fire sønner, og der er ingen tvivl om, at kunst betyder meget for ham. Man kan se det i hans øjne, og man kan se det i hans bolig. På alle vægge, på alle overflader, i alle rum er der kunst. Malerier, skulpturer, stort, småt, klassisk, moderne, eksperimenterende, farvestrålende, minimalistisk, dyrt og billigt. Martin er til det hele, og han er fuldstændig ligeglad med, at hans kone til tider synes, at han burde skrue lidt ned.

Det store, farverige maleri er af Peter Bonde, og maleriet til venstre er af Daniel Richter. Skulpturen på den lilla søjle er af Ida Kvetny, mens de fire skulpturer på linje er af Niels Peter Bruun Nielsen(nr. 1 og 3 fra venstre) og Flemming Holm (nr. 2 og 4 fra venstre). Maleriet, der står på et plateau længere nede, er af Magne Furuholmen. Foto: Andreas Stenmann.

VÆRK tog en snak med ham om, hvordan kunsten pludselig kom ind i hans liv en tilfældig dag i 1994, og om hvordan den har været noget af det absolut vigtigste lige siden.

Hvad betyder kunst for dig?

– Næst efter min familie og min virksomhed er kunst det, der betyder mest for mig. Jeg plejer at sige, at jeg trækker vejret gennem kunst. I virkeligheden har jeg jo nok samlermani på højt plan. Jeg kan ikke leve uden kunst, jeg jagter hele tiden et nyt kunstværk, og jeg får en helt særlig lykkefølelse, når jeg får fat i det. Kunst er stærkt, stærkt vanedannende.

Hvordan opstod din interesse for kunst?

– Før 1994 havde jeg aldrig nogensinde været på et kunstmuseum eller et galleri. Kunst sagde mig ingenting, men da min kone og jeg købte vores hus, syntes jeg alligevel, at det kunne være sjovt at finde noget kunst, som passede til. Så jeg gik ind i Galerie Wolfsen i Aalborg. Jeg havde kendt ejeren, Kent Wolfsen, i 15 år, og det var aldrig lykkedes ham at sælge mig så meget som et postkort. Men den dag var der bare et eller andet, der ramte mig. Jeg fik øje på to kunstværker af Erik Bille Christiansen, og de triggede mig fuldstændig vildt. Jeg blev helt forelsket i dem. Det viste sig, at der var et tredje maleri, som passede til, og jeg købte dem alle tre. Samme aften købte jeg også Erik Bille Christiansens og Niels Peter Bruun Nielsens hovedværk Under rosen, selvom jeg aldrig havde set det, og da jeg weekenden efter så værket på Esbjerg Kunstmuseum, købte jeg tre-fire værker mere. Så var jeg ligesom i gang, og så rullede snebolden.

Hvor ofte køber du kunst?

– Hver uge. I perioder har det endda været endnu oftere.

I spisestuen hænger et stort værk af tvillingebrødrene Gert & Uwe Tobias. Figurerne på den hvide skænk er alle skabt af Samuel Salcedo. Foto: Andreas Stenmann.

Hvad lægger du vægt på, når du køber kunst?

– Jeg køber næsten aldrig kunst med investering for øje, og jeg har ingen strategi. Jeg bruger bare min puls. Jo højere puls, jo vigtigere er det, at jeg køber værket. Alt er tilladt, så længe det rører mig, og det er der rigtig mange forskellige ting, der gør. Den ene dag er det et værk syet af pailletter med 2.000 farver, og dagen efter er det et minimalistisk værk, som nærmest er helt hvidt. Jeg lader bare hjertet bære af sted med mig. Hvis man spørger en professionel kunstsamler, vil han nok sige, at jeg har købt en hel masse knald, og det er måske også rigtigt. Men jeg er ligeglad, for jeg holder af hvert eneste af mine værker.

Hvor mange kunstværker har du?

– Jeg har mange, mange hundrede værker. De hænger herhjemme og på mit kontor, og så har jeg et stort lager, hvor jeg opbevarer dem, jeg ikke har plads til. Så kan jeg skifte lidt ud en gang imellem.

Hvordan vil du beskrive dit hjem?

– Controlled craziness – kontrolleret galskab. Jeg synes, at vi bor lækkert, men der er ingenting, der passer sammen. Det er nok mere specielt, end det er flot, og nogle ville sikkert blive totalt overkodylt overtændte og stressede af at være her, men for mig er det bare glæde og yes og tak. Jeg elsker det. Det er fantastisk at kigge på. Selvom der er mange kunstværker og mange farver og stilarter, føler jeg ro, når jeg ser på det.

Ved trappen op til første sal hænger to store malerier af henholdsvis Andreas Golder (venstre) og Justin Bower (øverst til højre). Den farverige skulptur er af Rene Smith, og maleriet bagved er af Christian Devantier. På trappen står en sort stige med to kravlende børn af Marco Evaristti, som især er kendt for det omdiskuterede værk med guldfisk i blendere. Martin har to af blenderne stående på sit hjemmekontor. Foto: Andreas Stenmann.

Hvad siger din kone til din passion?

– Der er mange af værkerne, som hun godt kan lide, men hun synes nok, at konteksten er lidt vild. Hun interesserer sig overhovedet ikke for kunst, så vi har da haft nogle udfordringer en gang imellem. I starten sagde hun fx: ”Du må gerne købe kunst, men vil du så ikke godt købe nogle malerier med en masse farver, som gør mig glad?” De første 30 værker, jeg købte, var så af Erik Bille Christiansen, og de var brune alle sammen. ”Brun er også en farve,” sagde jeg, men det var ikke lige det, hun havde ment.

Hvilke af dine kunstværker betyder mest for dig?

– Mine første værker har selvfølgelig en helt særlig betydning, for de var starten på et totalt nyt liv. Men der er også mange andre. Fx har jeg et værk af Georg Baselitz, som det tog mig et helt år at købe. Jeg så det på en udstilling i Berlin, og det var ikke til salg, men jeg faldt pladask for det. Jeg måtte bare have fat i det. Jeg kunne ikke leve uden. Jeg kunne ikke falde i søvn. Jeg duede ikke. Det tog mig seks måneder at komme i snak med kunstneren, og derefter tog det seks måneder at overtale ham til at sælge det. Jeg har nok 300 mails om det kunstværk, men i dag hænger det på mit kontor, og det er helt sublimt.

Hvem er din yndlingskunstner?

– Sådan en kan man ikke have, når man er som mig. Jeg har 50 yndlingskunstnere! Jeg er stadig fuldstændig hovedløst vild med Tal R. Ham har jeg fulgt helt fra starten, og jeg elsker hans umiddelbarhed. Jeg følger også meget med i, hvad Daniel Richter laver. Han er totalt fantastisk. En af de mest undervurderede kunstnere er Peter Bonde, som har et helt fabelagtigt strøg og er sindssygt dygtig på farvekombinationer. Og så er der Frederik Næblerød, som er en ung, skæv, dansk kunstner ... Ej, men der er altså virkelig mange.

Hvad er dit seneste kunstkøb?

– Jeg har lige købt et mega fedt værk af Frances Goodman. Hun er en vildt kodyl, cool kunstner. Mit nyeste værk er en kæmpe orkidé lavet af kunstige negle. Hvide, orange og røde. Blomsten vokser ud af væggen, og den er både helt vildt rå, super kvindelig, mega kitsch og høj kvalitet.

Hvad er dit yndlingsmuseum?

– The Metropolitan Museum of Art i New York. Du bliver simpelthen en anden person af at have været der. Du får nogle fantastiske indtryk, og du ser så mange fantastiske værker. Det er en rutsjebane. Du bliver kørt rundt i manegen og er totalt på skøjter. Man skal virkelig være en iceman for ikke at blive bevæget og berørt og betaget af det museum.

Der er lige så meget kunst i Martins kontor som i hans private hjem. Det store, røde værk er et fællesværk af El Mac og Retna, og det lidt mindre er et maleri af Jon Todd. De to søjler med gummisko på toppen er

af Tom Burr. Foto: Andreas Stenmann.

Hvad har været din bedste kunstoplevelse?

– Sidste år så jeg en udstilling på Fondation Louis Vuitton i Paris, som var helt ubeskrivelig. Museet havde fået fat i næsten hele den russiske storsamler Shchukins samling. Det tog mig fem-seks timer at se udstillingen og 14 dage at blive mig selv igen bagefter. Det var vanvittigt. Jeg var fuldstændig rundt på gulvet og gik bare i en mærkelig boble og tænkte på alle værkerne. Det var nærmest, som om jeg havde fået akupunktur 20 gange i træk. Jeg var blevet berørt på så mange måder. Jeg følte en kæmpe glæde over at have set udstillingen og samtidig en kæmpe sorg over aldrig at kunne se den igen.

Kunne du finde på at sælge din kunst?

– Jeg er ikke kunsthandler, jeg er kunstsamler. I hele min karriere har jeg kun solgt ét enkelt kunstværk. På det tidspunkt havde jeg lige fået tilbudt at købe en skihytte i Norge, og vi havde ikke så mange penge, så jeg solgte et værk af Asger Jorn for at få råd til hytten. Nogle gange må man ofre sig, og det hus har givet livslang livskvalitet for mig og min familie. Men jeg er ikke sikker på, at jeg vil sælge et værk igen. Min kunst er jo mit hjerteblod.

Hvad er dit bedste kunsttip?

– Jeg vil videregive det, jeg kalder Nielsen-rådet: Kig på værket, og spørg dig selv: ”Hvis nu det her værk kostede 500 kroner, ville jeg så købe det?” Det er den ultimative test. Der er så meget snobberi i kunstverdenen, men man skal aldrig købe kunst, bare fordi det er dyrt og fisefornemt. Man skal købe det, fordi man ikke kan lade være.

Hvem er Martin Nielsen?

Martin Nielsen (1966)

Er uddannet tømrer og ejer i dag en række virksomheder, bl.a. inden for tøjbranchen. Han er distributør af Paul Smith i Skandinavien og står desuden bag et stort kunst- og kulturprojekt i Aalborgs gamle spritfabrik. Projektet hedder Cloud City og kommer til at bestå af privatboliger, et hotel, et artcenter, et 30 meter højt kunstværk i glas af argentinske Tomas Saraceno m.m. Planen er, at Cloud City skal stå færdig i 2021. Privat bor Martin i en villa i Aalborg, hvor han har boet med sin kone og sine sønner siden 1994.