6 myter om at spare penge
Vil du vide, om din oplader bruger meget strøm, når den sidder i stikket uden mobilen, så kig med her.
Myterne om at spare penge lever i bedste velgående, men hvad er egentlig sandt, og hvad er falsk?
Læs med her, hvor vi har fundet 6 myter om at spare penge.
1. Opladeren bruge meget strøm, hvis den sidder i stikket uden mobilen
Falsk! Det koster ganske få kroner om året at glemme at tage opladeren ud af stikket. Især hvis du har en relativ ny telefon-model.
2. Det er dyrt at handle ind hver dag
Sandt! Undersøgelser viser, at dem, der klathandler, altså handler hver dag eller flere gange om dagen, bruger mange flere penge på mad end dem, der handler 1-2 gange om ugen. Det er derfor altid en god idé at planlægge sine indkøb.
3. Smartphones og tablets giver en høj elregning
Falsk! Det koster faktisk kun ca. 25 kroner om året at oplade sin tablet jævnligt. Og selv hvis du oplader din smartphone hver nat, koster det kun ti kroner årligt.
4. Et nyt toilet kan give et markant lavere vandforbrug
Sandt! Toilettet er én af de helt store syndere, når det kommer til vandforbrug. I gennemsnit skyller vi ud seks gange om dagen eller 4.700 gange årligt i den gennemsnitlige husstand på 2,15 personer. Udskiftning af et ældre toilet, der bruger 9-12 liter vand per skyl, til et nyt to-skyls toilet, der blot bruger 2-4 liter vand per skyl, vil give en besparelse på mellem 1.900 kr. og 2.200 kroner om året.
5. Det er dyrt at lufte meget ud
Falsk! Når du lufter ud, skifter du ganske vist den varme luft i din bolig ud med en køligere luft udenfor. Men da luften udefra har en lavere luftfugtighed og derfor er nemmere at varme op end den indelukkede luft, går det ikke specielt meget ud over varme-regningen at lufte ud to-tre gange om dagen – hvis du husker at slukke radiatorerne imens.
6. Spar penge ved at vælge kurv frem for vogn, når du handler
Sandt! Vi køber simpelthen mere, når vi tager vognen frem for kurven i supermarkedet. Ligesom vi også helt automatisk bruger flere penge, hvis vi vælger den store kurv fremfor den lille.