Orangeri Julie Dorgan instagram

32-årige Julie byggede et orangeri af alternative materialer - det fik Facebook til at gå i svime…

Det behøver ikke at koste en formue at få opfyldt drømmen om et orangeri i haven. Julie Dorgan blev inspireret til en langt billigere ’gør det selv’-løsning, da hun besøgte et loppemarked med sin mor. Nu har over 6.200 Facebook-brugere liket hendes hjemmebygget havehus.

Drømmer du om et orangeri i haven?

Så kan du måske få inspiration af Julie Dorgans kreative løsning.

Sidste år gik hun med hjælp fra sin lillesøster i gang med selv at bygge et orangeri i sin have. Uden de store byggeerfaringer på forhånd, men med hjælp fra en masse YouTube-videoer.

Artiklen fortsætter under videoen ...

Hun valgte at bruge alternative - og langt billigere - materialer, så i stedet for et færdigkøbt orangeri til 100.000 kroner endte prisen på 9.000 kroner.

Resultatet delte Julie Dorgan på Facebook og så gik det stærkt. Hendes opslag er liket over 6.200 gange, og i over 660 kommentarer hyldes de to bygge-søstre.

ALT.dk har fået Julie Dorgan til at dele sine bedste tips lige her:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Jeg hedder Julie Dorgan og er 32 år. Jeg bor i et ældre parcelhus i Ballerup med min kæreste og to børn. Vi købte huset for tre år siden, og der trængte det i den grad til en kærlig hånd. Jeg har altid været meget kreativ og været god til at kunne forestille mig, hvordan man kan sætte ting sammen og få farvespil til at matche.

Selvom huset var gammelt og ikke specielt charmerende, da vi flyttede ind, fik jeg straks en masse ideer og drømme til, hvordan man kunne forskønne det og lave det om til en skøn oase.

Jeg vidste ingenting om renovering, men jeg så en masse YouTube-film omkring diverse projekter, og på den måde begyndte jeg at få ”know-how” om, hvordan man kan lave ting fra bunden af.

Til hverdag arbejder jeg hos Panorama, som er et ejendomsservicefirma. Her servicerer jeg forskellige ejendomme, både indvendigt og udvendigt. I min fritid elsker jeg at designe kreative og dekorative kager, hvilket også ses på min Instagram

1_orangeri.jpg

Hvordan fik du idéen til orangeriet?

Jeg har altid drømt om et stort orangeri i haven, men havde ikke lige 100.000 kroner til at købe et. En dag var jeg på et loppemarked med min mor, hvor jeg så, at de havde lavet en masse flotte boder ud af gamle terrassebrædder og plastiktag henover.

Jeg sagde til min mor, at sådan et dér, kunne jeg da sagtens selv lave hjemme i haven.

2_orangeri.jpg

Hvad kan du give af gode tips til, hvad man skal gøre - og måske ikke gøre undervejs - når man vil bygge et selv?

Da jeg kom hjem, gik jeg straks på YouTube og så en masse videoer, hvor folk købte forskellige vinduer og brædder og skruede dem sammen til smukke huse. Jeg så nok omkring 50 forskellige videoer, indtil jeg havde viden nok til selv at gå i gang.

På Den Blå Avis og Facebooks markedsplads fandt jeg en masse billige vinduer og en stor dobbelt glasdør. De helt store vinduer, jeg fandt, havde dobbelt glas, så dem åbnede jeg op og kom lister på, og så havde jeg pludselig fire store ens vinduespartier.

Derefter overtalte jeg min lillesøster til at hjælpe med at samle det hele. Hun er altid frisk på at hjælpe mig med alle mine skøre påfund.

3_orangeri.jpg

Hvor lang tid tog det og hvor meget har det kostet i samlet forbrug?

Jeg havde ikke nogen tegning at gå ud fra – kun planen i mit hoved og tanken om, hvordan jeg ønskede det skulle se ud til sidst. Jeg kiggede fra starten af efter meget billige materialer, da jeg jo ikke anede, om slutresultatet ville blive pænt, eller det hele bare skulle kasseres igen.

Alt i alt har orangeriet kostet mig 9.000 kroner. Skruer og træ købte jeg i Jem & Fix. Bunden lavede jeg af paller med fliser og tagpap under.

Efterfølgende lavede vi en ramme af træ, hvor vi satte vinduerne fast, og taget er lavet af trapezplader. Det tog alt i alt fire dage at sætte op, dog mangler jeg stadig at få det malet helt færdigt.

4_orangeri.jpg

Hvad synes du selv om resultatet?

Hele projektet gik over al forventning, og vi er vældigt stolte af resultatet.

Da jeg valgte at dele billederne på Facebook, var det for at inspirere andre og give dem ideer til selv at gå i gang. Jeg havde slet ikke regnet med al den positive respons, jeg fik, og især har en masse kvinder skrevet til mig om, hvor seje vi er. Det gjorde mig vældig glad.

5_orangeri.jpg
6_orangeri.jpg
7_orangeri.jpg
8_orangeri.jpg