Pernilles sommerhus har grønt gulv, genbrugsfund og små alkover: ”Vi har ændret alt!”
Masser af plads til familiehygge, rolige farver og genbrugsfund med charme. Denne uges sommerbolig går ikke ned på HYGGE. Kom med indenfor i det skønne træhus med rolige alkover og lysegrønt gulv ved Gudmindrup Strand.
I Sejerø Bugten, tæt ved stranden, ligger et sortmalet træhus, som er knopskudt hen over årene. Gulvet er malet i en lys grøn, for huset er et patchwork af træsorter uden egentlig sammenhæng, og møblerne, ja, de er hyggelige genbrugsfund.
Når familien Normann Rindom lander her, falder der med ét ro over flokken. Så skal børnene på græs, solskinstimerne nydes på den nybyggede terrasse og film og popcorn indtages i den bløde, hyggelige alkove.
Her smækkes der ikke med dørene, for selvom huset har hele fem værelser, er kun soveværelset og badeværelset udstyret med en egentlig dør.
Kom med indenfor i denne uges sommerbolig, @nullsterliving.
Kan du fortælle os lidt om, hvem I er?
Jeg hedder Pernille Normann Rindom og er 39 år. Jeg arbejder som brandarkitekt og stifter af virksomheden Rotation Indretning. Jeg er gift med og Casper Normann Rindom, 44, der arbejder som Global Technical Excellence Manager hos Medtech virksomheden Getinge. Sammen har vi børnene Frederik, 7, og Filippa, 4.
Vi bor til daglig på Østerbro i København - i en gammel herskabslejlighed, som vi har totalrenoveret. Derudover har vi et sommerhus på 85 m2 i Gudmindrup Strand.
Hvorfor købte I et sommerhus?
Vi bor i en lejlighed på Østerbro og er rigtig glade for bylivet. Men selvom vi bor lige ved Fælledparken, savnede især jeg muligheden for at have min egen lille have at kunne gå ud i. Grunden i sommerhuset er kæmpestor, og vi kan faktisk holde dyr der. Der er langt til naboerne, og ungerne kan komme på græs - det betød meget. Kombinationen af sommerhus og lejlighed giver rigtig god mening for os. Vi føler, vi får det bedste af to verdener.
Hvornår købte I sommerhuset?
Vi købte sommerhuset i juni 2018. Det var mere eller mindre et håndværkertilbud, så der har ligget mange, mange timeres arbejde i huset for at få det forvandlet til det, det er i dag. Vi faldt blandt andet for de små alkover, som er så fine og hyggelige. Selvom huset er 85 kvm stort, er der kun to døre i huset; én til soveværelset og én til badeværelset. Alligevel er der 5 rum i alt, og det giver en fed følelse af at være sammen, selvom man ikke fysisk er i det samme rum. Det fungerer rigtig godt.
Hvor ofte bruger I sommerhuset?
Vi er der cirka hver anden weekend. De fleste ferier bruger vi også deroppe, og det er skønt at flytte ind i længere tid og have base der. Under første lockdown boede vi der i 1,5 måned, og det var - trods en træls situation - virkelig hyggeligt.
Beskriv jeres stil
Jeg ved ikke, om det er et bevidst valg, at vores sommerhus ser ud, som det gør - eller om det bare er blevet til lidt tilfældigt. Det er jo en proces, for vi overtog huset med møbler. Nogle har vi beholdt og malet, andre har vi hen over årene skiftet ud med nye.
Generelt er der meget lidt i vores sommerhus, som er nyt. Alle møbler er stort set arvestykker eller noget, vi har byttet os til i lokalområdet. Det er fedt, at alt har en historie og lever videre hos os. Det giver en skøn følelse at restaurere noget gammelt og give det nyt liv. Og så gør det ikke noget, at man kan se, at det er brugt.
Hvad har I ændret?
Vi har ændret alt! Huset var 25 kvm, da det oprindeligt blev bygget, og så er det knopskudt hen over årene. Det vil sige, at det var et kæmpe patchwork af forskellige træsorter på vægge og gulv, og derfor har vi valgt at male vægge og lofter hvide og gulvet grønt. Det har samlet huset på en helt anden måde. Vi har også fået bygget en stor terrasse, og det har gjort huset dobbelt så stort om sommeren. Når vejret er til det, er begge terrassedøre åbne, og terrassen bliver en helt naturlig forlængelse af huset. Her flytter vi ud, så snart det er muligt.
Hvad er jeres yndlingsrum?
Jeg tror, at vores køkkenalrum er det, jeg er blevet gladest for. Vi valgte at gøre køkkenet mindre og trække ydervæggen ind i rummet, så vi kunne få en udgang til vores terrasse. Det var været den bedste beslutning, og det har gjort rummet rarere at være i. Køkkenet var noget af det første, vi lavede, da det tidligere var en smule primitivt. Det er ikke et stort rum, men det er funktionelt, og så kommer der det smukkest lys ind. Her bruger vi rigtig meget tid.
Hvordan adskiller indretningen sig fra indretningen af jeres hjem?
Vores sommerhusindretning er langt mere tilfældig end indretningen i vores lejlighed. Vores lejlighed ser helt anderledes ud, og der er knap så mange loppefund. Lejligheden har et helt andet udtryk og afspejler nok mere vores interesse for møbeldesign og indretning, end man kan se her i sommerhuset. Samtidig er lejligheden vores hverdagsbolig og skal selvfølge opfylde nogle helt andre behov.
Forskellen i udtrykket er måske faktisk det, der gør skiftet mellem lejlighed og sommerhus så fedt. Det er to meget forskellige miljøer at opholde sig i, og de kan noget på hver deres måde.
Hvad er din bedste investering?
Terrassen og pergolaen har givet så meget værdi til huset. Vi bruger alle lyse og varme timer derude.
Hvilke tre ting betyder mest?
- Caspers hjemmebyggede reolvæg i køkkenet. Den skaber så meget stemning og liv. Flotte skåle og fade har en plads her i stedet for at være gemt væk i skabene, og så er det så hyggeligt med ungernes tegninger og andre fantasifulde kreating.
- Alkoven i stuen. Den bedste plads til popcornshygge og en film. Her kan man altid finde en af os.
- Min oldemors gyngestol.
Er der et særligt køb, du drømmer om til sommerboligen?
En ny terrasse på den modsatte side af huset med udekøkken og bruser. Der er aftensol på den side af huset, og det kunne være skønt med et aften-spot, hvor de lange sommeraftener kan nydes til fulde. Og så syntes jeg, at det er skønt at lave mad udenfor, så jeg håber virkelig, at vi en dag finder tid til at bygge videre.
Når jeg træder ind i mit sommerhus, så…
… falder der total ro over os alle. Jeg ved ikke, hvad det er, måske er det helt basalt skiftet mellem to miljøer, og at vi kommer lidt væk fra hverdagen og op til noget velkendt. Vi slapper af og er sammen på en helt anden måde. Det er det skønneste frirum, og vi elsker det alle sammen.
Mine 3 bedste tips til området
- Korevlerne er det flotteste naturområde, som strækker sig flere kilometer langs kysten. Der har vi brugt mange timer.
- Gudmindrup Strand er den bedste børnestrand. Man skal virkelig langt ud i vandet, før der bliver dybt, så ungerne kan lege helt frit i vandet. Stranden er desuden den bedste sandstrand, og så kan man altid finde læ i klitterne.
- At købe frisk fisk og jomfruhummer ved bådene i Odden havn.
Følg Pernille Normann Rindom her:
Flere sommerboliger
-
"Sommerhuset giver os ro og skaber gode minder for vores børn"
-
Søs var egentlig på udkig efter noget andet, men så faldt hun over det lille kysthus ved Vesterhavet
-
Et billigt DBA-køb er nu blevet en favorit i køkkenet
-
Sommerhuset var faldefærdigt og ikke særligt kønt, men familien kunne alligevel se potentialet i det
-
Det er Sofies bedste investering til sommerhuset: ”Jeg fandt det på DBA til 400 kroner”
-
Pernilles sommerhus har grønt gulv, genbrugsfund og små alkover: ”Vi har ændret alt!”
-
Vores sommerhus ligger kun 10 km væk fra vores hjem. Og det er vi SÅ glade for.
-
Dejligt fristed ved Vesterhavet: Hvem vil ikke gerne overnatte i det anneks?
-
Søs var egentlig på udkig efter noget andet, men så faldt hun over det lille kysthus ved Vesterhavet
-
"Sommerhuset giver os ro og skaber gode minder for vores børn"