Disse rengøringsmidler er alle lavet af naturlige ingredienser og oveni noget, som de fleste i forvejen har i deres husholdning. Du kan opbevare rengøringsmidlerne i gamle emballager fra dine nuværende rengøringsmidler, eller du kan investere i nye og tomme beholdere, som findes i de fleste supermarkeder eller isenkræmmere, fx sprayflasker.
1. Afløbsrens
Hvis dit afløb i køkkenet eller badeværelset er tilstoppet, kan du i første omgang forsøge at hælde kogende vand ned gennem røret. Det opløser nemt og hurtigt fedt- og sæberester. Hvis det ikke er nok til at fjerne proppen, virker denne hjemmelavede afløbsrens effektivt.
Det skal du bruge:
- 3 dl bagepulver
- 1,5 dl salt
- Varm eddike
- Varmt vand
Bland bagepulver og salt i en skål og hæld blandingen i det tilstoppede afløb. Hæld herefter den varme eddike i afløbet. Lad det sidde og boble i 10-15 minutter og skyl så efter med varmt vand.
2. Toiletrens
Toiletkummen har ofte en tendens til at kalke til, men du kan hurtigt og nemt lave din egen wc-rens, der foruden kalkrender og brune streger også fjernes snavs og bakterier. Både kummen men også toiletbrættet kan rengøres med samme blanding. Er der genstridige kalkpletter i toilettet, kan du evt. drysse natron i (det skummer op, når det går i forbindelse med eddiken).
Det skal du bruge:
- Vand
- Husholdningseddike
- Evt. æterisk olie eller Tea Tree oil
Hæld det på en sprayflaske, sprøjt det på overfladerne og tør efter med en klud. For at undgå eddikelugten, kan du evt. dryppe lidt æterisk olie i toilettet. Det kan eksempelvis være lavendel- eller rosenolie, men du kan bruge Tea Tree Oil, som virker antibakteriel og desinficerende.
3. Universalrengøring
Du kan enkelt og nemt lave din egen universalrengøring med Tea Tree oil. Denne olie har desinficerende og bakteriedræbende egenskaber og er derfor god at bruge til den grundige rengøring af overflader og bordplader.
Det skal du bruge:
- 2,5 dl vand
- 3 spsk. opvaskemiddel
- 25 dråber Tea Tree oil
Rør de tre ingredienser sammen og hæld blandingen på en flaske.
4. Glas- & spejlrens
Der er ingen grund til at købe glasrens. Faktisk behøver du ikke at sprøjte andet end vand på spejlet for at få det rent. En god mikrofiberklud kan nemlig gøre det “beskidte” arbejde sammen med en smule vand og lidt knofedt. Tør efter med et tørt viskestykke. Har du ikke en mikrofiberklud, kan du lave din egen glasrens med kun to ingredienser – og helt uden kemi.
Det skal du bruge:
- 2 dl vand
- 0,5 dl æblecidereddike eller anden eddike
Bland ingredienserne og kom blandingen på en sprayflaske. Sprøjt lidt af væsken på et stykke køkkenrulle eller en blød klud og kør henover det glas, du gerne vil rengøre og tør godt efter med et viskestykke. Dine spejle bliver også skinnende rene på ingen tid.
5. Kalkfjerner
Du behøver ikke at bruge kradse kalkfjernere for at komme kalkaflejringerne på badeværelsefliserne, i brusekabinen eller håndvasken til livs. Du kan bruge noget så simpelt som eddike til at afkalke med.
Det skal du bruge:
- 2 dele opvaskemiddel/sulfo
- 1 del husholdningseddike eller æblecidereddike
Bland ingredienserne. Hvis du ikke bryder dig om lugten fra eddike, kan du evt. tilsætte lidt æterisk citronolie, der dufter godt og virker bakteriedræbende.
Bonustip: Ved meget stædige kalkaflejringer kan du evt. væde en vattot med eddike og duppe de angrebne steder. Du kan også bruge ren eddike i stedet for kalkfjerner fx i elkedlen eller i toilettet.
6. Desinficerende spray
I stedet for husholdningssprit kan du nemt få bugt med bakterierne på fx toiletbrættet med denne hjemmelavede og naturlige desinficerende spray.
Det skal du bruge:
- 3,5 dl vand
- 1½ spsk. æblecidereddike eller anden eddike
- 20 dråber lavendel
Bland alle ingredienserne og hæld dem på en sprayflaske. I stedet for lavendelolie kan du også bruge eucalyptus-, fyrrenåle- eller Tea Tree olie, der alle virker desinficerende og bakteriedræbende.
7. Ovnrens
Ovnen er oftest det sted i køkkenet, hvor fedt og skidt sætter sig allerbedst fast. Med blot to ingredienser kan du nemt lave din egen rens, der fjerner fastbrændte madrester og får ovnen til at funkle.
Det skal du bruge:
Bland ingredienserne i en skål, så det bliver en tyktflydende masse. Fordel herefter natronmassen i ovnen - brug en svamp til en rengøre fastbrændte madrester og fedtede overflader. Lad det evt. sidde natten over og tør herefter ovnen efter med vand og en svamp eller klud.
8. Lugtfjerner
Dette rengøringsmiddel kan faktisk bruges alle steder i dit køkken. Og så fjerner det nemt lugt og bakterier i dit køleskab.
Det skal du bruge:
- 4 spsk. bagepulver eller natron
- 1 liter varmt vand
Bland ingredienserne og rengør med en ren svamp eller klud. Hvis lugten mod forventning ikke forsvinder, kan du forsøge at tilføje en lille smule eddike eller æterisk citronolie til blandingen.