Husstøvmider

Guide: Sådan bekæmper du husstøvmider

Du sover meget bedre, når du ikke skal dele din seng med husstøvmider. Men hvordan håndterer du de små væsner nemmest?

Lider du af astma, er det vigtigt, at undgå husstøvmider i boligen. Her har vi samlet 10 gode råd, som er lige til at gå til.

Minimer luftfugtigheden

Husstøvmider trives bedst ved en luftfugtighed på over 70 procent. Er den under 45 procent, tørrer de ud og dør. Udluftning, varme og ingen vasketøj indenfor kan holde fugtigheden i skak. Du kan tjekke, hvor høj luftfugtigheden i din bolig er, med en fugtmåler (hygrometer).

Tøjtørring

Tør tøj udenfor eller kom det i tørretumbleren, hvis du har mulighed for det. Er du nødt til at hænge tøj op indenfor, så er badeværelset det bedst egnede sted, fordi der i bygningsreglementet er krav om ventilation på badeværelser, og fordi materialerne kan tåle en større fugtbelastning.

Sæt varme på

Varm alle rum i boligen op til 20 grader, da det holder luftfugtigheden nede. Hvis det er for varmt i soveværelset, kan du varme op om dagen og skrue ned for varmen, inden du går i seng.

Vask ved 60 grader

Sengen er husstøvmidernes fortrukne sted, fordi der er varmt, fugtigt og mad (hudskæl). Derfor bør du vaske dyne og hovedpude ved 60 grader fire gange om året. Rullemadrassen bør du vaske 6-12 gange året, mens sengetøjet bør ryge ind ved 60 grader flere gange om måneden.

Vent med at rede sengen

Lad være med at rede sengen umiddelbart efter, du er stået op. Vent hellere, til du kommer hjem fra arbejde om eftermiddagen. På den måde får fugten nemlig mulighed for at fordampe.

Fjern nips under sengen

Tasker, sko, bedroller og tøj – det kan være fristende at udnytte pladsen under sengen til opbevaring. Men tingene samler ikke bare støv, de forhindrer også fugten i at komme væk fra madrassen.

Luft ud hver dag

Varme kombineret med udluftning tørrer luften ud, så fugtigheden falder, og husstøvmiderne dør. Luft ud med gennemtræk 5-10 minutter tre gange om dagen. Når du bader eller laver mad, bør du også lufte ud, da der dannes ekstra fugt.

Gør rent en gang om ugen

Man kan være fristet til at løbe boligen over med støvsugeren hver dag for at få has på de små kryb, men det kan gøre det værre, da støvet hvirvler op, når du gør rent. Gør rent en gang ugen grundigt og luft ud under og efter rengøring.

Fjern tæpper fra soveværelset

Husstøvmider trives godt i gulvtæpper, så dem bør du fjerne fra dit soveværelse. Det er heller ikke smart at samle tasker og opbevaring under sengen, da det samler støv, og madrassen ikke kan komme af med fugt. Stræb efter luft under sengen og glatte overflader i soveværelset. Så er det også nemmere at gøre rent. 

Brug låget

Læg låg på gryderne, tænd for emhætten, og luk døren ud til køkkenet, når du laver mad. Meget af fugten i vores bolig opstår under madlavning, og kan du minimere den, slipper du for mange ubudne (mide)gæster.

Kilde: bolius.dk, astma-allergi.dk m.fl.

Hvad er en husstøvmide?

Husstøvmider er et lille hvidt edderkoppelignende insekt med 8 ben, de er 0,1 - 0,6 mm lange og en naturlig bestanddel af din bolig. Husstøvmider er desværre også årsag til allergiske reaktioner.

De har de bedste leve- og formeringsvilkår ved 17 til 32 grader og en høj luftfugtighed og derfor har dine husstøvmider optimale levevilkår om sommeren.

Husstøvmider lever af afstødte hudskæl fra mennesker og dyr, og du afgiver et ½ til 1 gram hudskæl om dagen og den mængde er nok til at brødføde flere tusinde husstøvmider. Så der er masser hudskæl i dit sengetøj.

Mange bliver overfølsomme overfor ekskrementerne fra husstøvmider og kan udvikle høfeber eller astma og allergi overfor husstøvmider.

Har du mistanke, så opsøg din læge.