Christopher og Cecilie Haugaard sælger boligen

Christopher og Cecilie Haugaard sælger huset: Se den smukke bolig her

Cecilie Haugaard og Christopher har sat deres store byhus til salg – og det gør, at du nu kan få et unikt kig ind i det flotte hjem.

146 kvadratmeter til 17,4 millioner kr. Sådan lød det, da Christopher og Cecilie Haugaard købte deres bolig tilbage i 2021. Nu er den smukke bolig til salg igen – til en endnu højere pris.

Det fremgår af en salgsannonce hos EJENDOMSMÆGLERKOMPAGNIET.

Det er knap to år siden, at musiker Christopher og model Cecilie Haugaard rykkede ind i det ældre, nyrenoverede rækkehus på samme vej som Jørgen Olsen og Anne Linnet på Holmen i København.

For nyligt meldte parret ud, at de venter sig deres andet barn, og nu er der altså også andre forandringer på vej. Den store bolig er i hvert fald sat til salg – til intet mindre end 21 millioner kroner.

Huset er fordelt på tre etager og har bl.a. walk-in closet, blotlagte bjælker, snedkerkøkken, sydvestvendt have, privat bådplads og udsigt til Christianshavn.

Se en video med billederne her – og se endnu flere billeder samt salgsopslaget længere nede i artiklen:

Franskinspireret oase

ALT for damerne var i 2016 forbi parret i deres daværende bolig i den gamle kaserne på Christianshavn, og her fortalte Cecilie Haugaard om den indretningsstil, som hun også har taget med til Holmen.

”Jeg er meget påvirket af stilen i mit barndomshjem med lyse rum og hvide møbler. Jeg bliver også inspireret i Frankrig, hvor jeg har boet on and off i en årrække. Jeg har altid haft noget helt særligt for alt, hvad der er fransk. Jeg elsker den skødesløse franske stil og livsstil,” fortæller hun.

”Jeg elsker neutrale farver og bruger planter til at få farve ind. Jeg finder mindre items som fx puder i sæsonens farver, som er nemme at tage væk, hvis jeg bliver træt af dem.”

Se flere billeder af boligen samt salgsopslaget her.