Kan du huske Sif og Mathias fra TV 2’s Nybyggerne? Så farverigt og smukt bor de i dag
Kan man bo i en regnbue? På Vesterbro i København kan man. Sif og Mathias bor i en eksplosion af farver på 75 kvadratmeter, der hele tiden gennemgår nye forvandlinger, i takt med at Sif spontant får en ide, trækker i arbejdstøjet og bygger sig til pladsoptimering, funktionalitet og legesyge løsninger.
Det har altid ligget i kortene, at Sif skulle leve af at indrette og bygge møbler. Hun voksede op i et kollektiv på en stor bondegård, hvor hun brugte mange timer på at bygge landskaber af pap og tape.
På gården var de voksne altid i gang med at bygge eller renovere, og det gamle værksted stod med åbne døre, så der gik ikke mange år, før pap og tape blev byttet ud med træ og skruemaskine.
"Jeg har altid vidst, at jeg ville skabe rum, bygge møbler og indrette, men jeg kunne ikke finde en uddannelse, som omfavnede både designdelen og det praktiske håndværk," fortæller Sif.
"Så det tog mig nogle år at finde frem til, at jeg ville gå efter det uden en uddannelse i ryggen, og derefter startede jeg min virksomhed, LeSifre Design."
Indrettede søstres værelser
I 2019 var Sif deltager i TV2-programmet Nybyggerne, og det satte for alvor gang i drømmen om at leve af at skabe unikke rum.
"Jeg har hele livet indrettet, bygget møbler og stylet rum. Jeg indrettede mine søstres værelser med nye farver og flyttede rundt på møbler, og da vi var flyttet hjemmefra, indrettede jeg mine forældres hus på ny," fortæller hun.
Sif og Mathias’ hjem er én stor legeplads, hvor Sif tester ideer og ikke mindst farver.
"Det er jo en eksplosion af farver, men jeg tror på, at farver vækker vores sanser til live, og at de er med til at aktivere os og skabe energi. En indretning skal være funktionel, levende og i bevægelse, og jeg elsker, når vi tør udfolde os i vores hjem og vise, hvem vi er," siger hun.
"For mig handler design om at involvere og aktivere mennesker, og farver kan i høj grad være med til at provokere og åbne vores horisonter."
Soveværelsets forvandling
Det farverige hjem er konstant under forvandling, for Sif stortrives i forandring, og når hun får en ide, overvejes den kun kort, før hun kaster sig ud i det.
"Jeg arbejder aldrig ud fra en fuldstændig færdig plan, når det gælder mit eget hjem; resultatet ser alligevel ofte anderledes ud måneden efter," siger hun.
"Jeg har allerede bygget soveværelset om flere gange for at få det til at gå op på så få kvadratmeter. Først var vi to, så kom en lille baby, og så kom endnu en, og de vokser så hurtigt."
Nybyggerdrømme
Sif har stort set bygget alle møbler i lejligheden selv ud fra tanken om at ”skabe mere plads på samme plads”. Det betyder, at alle flader og hjørner er udnyttet til fulde med multifunktionelle møbler, og at der ikke er én kvadratmeter, som ikke dagligt er i brug.
Heldigvis er der rig opbakning til Sifs mange projekter fra kæresten, Mathias, selv om det hænder, at der ser helt anderledes ud, når han kommer hjem, end da han forlod lejligheden.
"De seneste mange år har han sagt ”bare gør det – fyr den af!”, når jeg har fået en ny ide. Han ved, at jeg lever og ånder for at forvandle og skabe rum," siger Sif.
Selv om kærligheden til den farverige lejlighed, naboerne og Vesterbros nærmiljø er stor, trækker landet alligevel lidt, og parret drømmer om at købe en gammel skole eller bondegård, de kan renovere.
"Jeg ville elske at komme tilbage til landets ro og natur. Jeg drømmer om et stort værksted, hvor jeg kan bygge møbler, lave nye design, male, tegne og teste ideer, og hvor jeg kan have kontor og showroom og afholde workshops. Og ikke mindst hive mine drenge med over på værkstedet," slutter Sif.