Satser på større møbler: Søstrene Grene åbner længe ventet webshop

Endelig! Søstrene Grenes webshop er nu åben

Efter flere måneders ventetid er Søstrene Grene klar med en online butik. Den danske kæde ændrer også deres hjemmeside-univers og satser stort på internethandel fremover.

Så er den her... Nu er ventetiden overstået, hvis du har savnet at kunne shoppe løs i Søstrene Grenes store univers i ro og mag hjemme fra sofaen.

I efteråret sidste år kunne vi her på ALT.dk bringe nyheden om, at den familieejede virksomhed gik med tanker om at åbne en webshop, og nu er hjemmesiden klar med en online butik, melder folkene bag.

Webshoppen åbner officielt i dag, 31. marts kl. 14.38 – og her finder du et udvalg af boliginteriør, møbler, hobby- og kontorartikler, køkkentilbehør, accessories og interiør til børneværelset. Alle varer vil blive leveret lige til døren, uanset hvor i Danmark du bor, lover virksomheden.

I det hele taget bliver hele Søstrene Grenes hjemmeside relanceret, så den fremover mere kommer til at afspejle, hvad Søstrene Grene-butikkerne er kendt for.

– Vi ved, at mange af vores kunder besøger vores butikker for at blive inspireret, og derfor har vi lagt vægt på, at også den nye hjemmeside skal være et univers fyldt med inspiration til højtider, børnefødselsdage, hjemmebag, boligindretning, kreative DIY-projekter og meget andet, siger Mikkel Grene, CEO og medejer af Søstrene Grene i en pressemeddelelse.

Har lyttet til kunderne

Søstrene Grene blev åbnet som fysisk butik i Aarhus i 1973 af Inger Grene og hendes mand, og siden har hendes to sønner overtaget kæden, som findes i 15 lande – og nu endelig også på det enorme handelsmarked online, fristes man til at sige. 

LÆS OGSÅ: Se vores udvalgte favoritter fra Søstrene Grenes nyeste boligkollektion

– Hvis det er vigtigt for kunderne, er det vigtigt for os. Vi har igennem en årrække fået utallige henvendelser fra kunder, der efterspørger muligheden for at se vores sortiment og handle på nettet, og det får vi fortsat dagligt på de sociale medier. Derfor har vi glædet os rigtig meget til at kunne opfylde det ønske, forklarer Mikkel Grene.

Udvalget online vil løbende blive udvidet, og ligesom i butikkerne vil der komme nyheder hver eneste uge.

Mikkel Grene and Cresten Grene søstrene grene.jpg

Du kan besøge den nye webshop på SøstreneGrene.com 

Om Søstrene Grene

Søstrene Grene er en dansk detailkæde, som har eksisteret siden 1973. Kæden har over 240 butikker i en lang række europæiske lande samt Japan.

Det velkendte danske navn benyttes på alle markeder, og det danske koncept for butiksoplevelsen er det samme, uanset hvor i verden du besøger Søstrene Grene.

Kæden ejes og bestyres af grundlæggerfamiliens anden generation fra hovedkontoret i Aarhus, mens butikkerne primært drives på joint venture- og franchisebasis.

Kilde: Søstrene Grene 

Inside-Søstrene-Grene-store_06.jpg(Foto: PR)