Ejer af Tableau har malet hele sin lejlighed i denne farve
Botanik, arvestykker, kunstværker, kuriositeter og pistaciegrøn. Der er nok at gå på opdagelse i hjemme hos ejer af det kreative studie Tableau, Julius Værnes Iversen, der bor med sin kæreste i en lejlighed i Frederiksstaden, som bærer præg af farveglæde og samlermani. Der er også blevet plads til blomster. Fordi de spreder glæde.
Hvordan har I indrettet jer?
“Vi har begge en del arvestykker i form af kunstværker og møbler, som står i kontrast til mere moderne møbelværker, kunstgenstande og kuriositeter. Vores hjem bærer præg af samlermani og en eklektisk tilgang til æstetik og farveglæde.”
Er der nogle særlige stilarter, I lægger jer op ad?
“Jeg er specielt glad for gråzonen mellem kunst og design. Når et møbel bliver et kunstværk eller et kunstværk funktionelt. Jeg falder typisk for genstande, der er en smule off eller spidsfindige. Værker og møbler må godt have humor, farve, struktur og tekstur.”
Hvilke farver har I valgt?
“Hele vores lejlighed er farvet i den samme lyse pistaciegrønne nuance, som fungerer som et neutralt lærred til vores kunst og møbler. Jeg kan godt lide, når rum eller hele lejligheder er malet i en sammenhængende eller i hvert fald bevidst farvepalet.”
Hvad er jeres yndlingsrum?
“Vores stue. Det er her vi opholder os mest. Vi har valgt at bruge en masse farver, så rummet virker opløftende.”
Hvor finder I inspiration til indretningen?
“Jeg arbejder med kunst og design til dagligt og bruger derfor rigtig meget tid på at hente inspiration fra kollegaer, kunstnere, designere, arkitekter, magasiner og forskellige sociale profiler. Jeg nyder også at rejse for at få inspiration og tager ofte til de førende design- og kunstmesser og udstillinger rundt omkring i verden.”
Hvor finder du møbler og andet interiør?
“Jeg køber gerne møbler og interiør i form af kunstværker. Fordi jeg arbejder med kuratering af design og kunst, er det nærliggende for mig at indrette mig med værker af de kunstnere, som vi arbejder med. Vi er så heldige, at vi får en masse ansøgninger fra kunstnere og designere fra hele verden, og det er med til at udvide min horisont og forståelse for kunstens verden. Jeg holder også øje med de nyudklækkede designere og kunstnere fra de store skoler og institutioner.”
Hvad er vigtigt for, at du føler dig hjemme?
“Farve, kontrolleret rod og personlige ejendele.”
Hvordan får man et hjem til at ånde?
“Giv plads til dine møbler, og fyld det med ting, du holder af.”
Hvad samler du på?
“Collectible design og funktionel kunst.”
Hvad giver det dig at være omgivet af kunst?
“Det er vigtigt for mig at blive overrasket og inspireret på daglig basis. Det føler jeg, at jeg bliver ved at omgive mig med kunst.”
Hvilke kriterier køber du ud fra?
“Jeg køber kunst med hjertet og sælger det meget sjældent igen. Jeg køber både af veletablerede og upcoming kunstnere.”
Hvilke kunstnere holder du øje med lige nu?
“I øjeblikket er jeg ret tosset med den engelske kunstner Leo Maher. Hans møbelværker vækker noget helt særligt i mig. Laurids Gallée er også en af mine favoritter. Vi er i gang med en serie af specialfremstillede møbler til private klienter, hvor deres inspiration er inkorporeret i designet af møblerne. De bliver helt særlige. Arkitekt og kunstner Boris Paenov er også én, man skal holde øje med. Vi har ham med til Salone del Mobile i Milano, hvor han viser sit første møbel. Og så er min gode ven Jacob Egeberg en all-time favorit. Han rykker sig helt vildt for tiden og er begyndt at lave store rumlige installationer. Han er virkelig dygtig.”
Hvad er Tableau for et sted?
“Det er et multifunktionelt kreativt studie med fokus på kunst, design, spatial design og botanik. Vi forsøger at sammensmelte forskellige kreative praksisser til én enhed, hvor fællesnævneren er interessen for æstetik, og vi arbejder tværfagligt med kunst, design, interiør, blomster, set og spatial design.”
Hvor stammer din interesse for blomster, kunst og interiør fra?
“Jeg er vokset op med kreative forældre, der også gik op i kunst og æstetik. Min far var blomsterhandler og storsamler af alt, hjertet kan begære, og min mor har arbejdet med interiør og altid interesseret sig for kunstens verden.”
Hvad er dit kendetegn som ‘blomsterkunstner’?
“Jeg arbejder ofte med repetition. Jeg kan godt lide, når der er meget af samme materialitet. Derudover arbejder jeg ofte med mødet imellem industrielt design og botanik. Jeg kan godt lide kontraster, og for mig går blomster, kunst og design hånd i hånd”
Hvorfor er botanik vigtigt i hjemmet?
“Blomster spreder glæde. Jeg tror, at der ligger noget helt latent i os mennesker, der gør, at vi drages af natur. Vi føler os på en eller anden måde hjemme med botanikken.”
Hvilke nye projekter er på vej?
“Vi skal udstille til Salone del Mobile i Milano med en udstilling, der hedder Confessions sammen med Post Service, der er en kommunikativ, kreativ og terapeutisk virksomhed. Vi har spurgt 15 kunstnere om at aflade synd i form af et stykke funktionel kunst.”
Hvad er din yndlingsblomst?
“Det er meget sæsonbetonet, men hvis jeg skal nævne én, er det nok orkideer. De kommer i så mange smukke afskygninger.”
Hvilke blomster skal man købe lige nu?
“Valmuer, farvede orkideer og fritillaria. Hvis du er lidt kreativ, kan du selv farve dine blomster med enten spraymaling eller frugtfarve i vandet.”
Hvad lægger du vægt på, når du indretter for andre?
“Det er vigtigt for mig at skabe et rum og farveunivers, hvor klienten føler sig godt tilpas og opløftet. Det er jo det, livet handler om.”
Hvad dufter her af?
“Helt afgjort af botanik. Om morgenen, når vi ankommer i studiet, er det lidt ligesom at træde ind i Amazonas pga. fugten og duften.”
Hvilken musik strømmer ud af højttalerne?
“Alt muligt forskelligt og gerne positivt stemmende. Vi er i gang med at lave et track sammen med musikkunstner Cedric Elisabeth og Post Service, som bliver lanceret under Salone del Mobile, hvor vi komponerer et musikstykke med hver enkelt kunster, der deltager i vores program, samt et overordnet musikstykke, som indeholder hvisken og lyden af planter, der bliver stimuleret.”
Hvilke gallerier besøger du?
“Herhjemme nyder jeg at komme hos Etage Projects, V1 Gallery, Outpost, Peter Ibsen (Sunday-S, red.), Martin Asbæk Gallery etc. I udlandet elsker jeg Gallery FUMI i London, Side Gallery i Barcelona, som også lige har åbnet i Sao Paolo, og Perrotin i Paris. Og så vil jeg gerne udforske gallerierne i Seoul og i Sydkorea.”
Hvad er dit stamsted, når du går ud?
“Jeg spiser ofte på Bistro Boheme, hvor min kæreste også arbejder. Ellers holder jeg meget af at gå på brune værtshuse. Det kan noget ganske særligt.”
Hvilket nyere sted, vil du gerne prøve?
“Den italienske restaurant Circolo og koranskinspirerede Propaganda.”
Hvad laver du om søndagen?
“Søndagen er helliget min kæreste. Vi arbejder begge to rigtig meget og ses derfor ikke så meget til hverdag. Derfor nyder vi at ligge i vores sofa og snakke. Vi kan også finde på at gå på et museum eller ud og spise. Restaurationsbranchen er skøn om søndagen, da den er mere rolig end fredag eller lørdag aften. Om søndagen skal man hygge sig og lade op til ugen, der kommer.”