Louise Olofsson Thelittlebotanist

Louise om sit boho-hjem på Østerbro: ”Jeg tjekker altid, om jeg kan købe ting brugt, før jeg køber nyt”

Uanset hvor du bevæger dig hen i Louises lejlighed på Østerbro i København, så er boho-stilen med planter og genbrug iøjnefaldende. Louise kalder da også sig selv en ”kæmpe plantenørd”, hvilket du bestemt ikke er i tvivl om – heller ikke, når du klikker dig ind på hendes blog Littlebotanist.com.

Louise forsikrer os om, at hun aldrig vil kunne begrænse sin indretning til den minimalistiske indretningsstil: ”det har jeg alt for mange planter og nips til”. Ligesom møbler af kabeltromler og traller ved den industrielle stil er alt for rå til hende.

I stedet er Louises indretningsråd at gøre planter til en aktiv del af indretningen, og det er vigtigt for hende, at hjemmet både er levende, afslappende og blødt. Hun tjekker også altid, om ting kan fås brugt, inden hun erhverver sig nyt til hjemmet. Og det er kufferten i soveværelset, som Louise bruger til opbevaring af ”dullegrej”, et tydeligt bevis på. Den har hun nemlig arvet fra sin morfar, som brugte den under sin 12-dages rejse med båd fra Sverige til USA i 1959’erne.

Mød kvinden bag Instagram-profilen @thelittlebotanist – og lad dig inspirere af hende her:

Kan du fortælle os lidt om, hvem du er?

Jeg hedder Louise Olofsson, jeg er 29 år og arbejder som digital designer på et kommunikationsbureau. Og så er jeg kæmpe plantenørd, og elsker at dele ud af min viden på Instagram og på min blog www.littlebotanist.com. Jeg bor sammen med min kæreste på Østerbro i vores lille 2-værelses lejlighed.

Kig_til_stuen.jpg

Hvor har du fået interessen for boligindretning fra?

Jeg har altid interesseret mig for boligindretning og møbeldesign. Måske kommer interessen fra mine forældre, som også altid har gået meget op i det. Boligindretning er for mig en måde, hvorpå jeg kan udtrykke mig kreativt.

Beskriv din stil?

Boheme/boho med masser af planter og genbrugsmøbler. For mig er det vigtigt, at mit hjem er afslappende, hyggeligt, blødt og levende, og det føler jeg matcher særlig godt med boho-stilen.

Spiseplads_1.jpg

Hvad bliver du inspireret af?

Jeg bruger ofte Instagram og Pinterest til at finde inspiration, og her er det især udenlandske boho-hjem, jeg inspireres af, hvilket også afspejler min indretningsstil. Jeg får tit at vide, at min stil er udansk.

Hvad er den mest sjove/skæve/overraskende inspiration, som du har brugt i dit hjem?

For nyligt har jeg fået øjnene op for Feng Shui. Det er en interessant tilgang til boligindretning, fordi det handler meget om energier. Og så har det fået mig til at se på vores hjem på en anden måde, end jeg har gjort før. For eksempel har vi valgt mønstret til vores tapet i entréen efter bestemte Feng Shui-principper. Uanset om man tror på effekten af Feng Shui eller ej, synes jeg, det er en sjov og anderledes måde at gribe boligindretning an på.

Entre.jpg

Hvad er det seneste, du har købt til din bolig?

Vores seneste køb er to sengelamper i messing, som jeg fandt på den blå avis til en billig pris. Vi handler generelt meget på den blå avis, og jeg tjekker altid, om jeg kan købe ting brugt, før jeg køber nyt.

Sovevaerelse_1.jpg

Hvilken ting har overlevet længst i dit hjem?

Kufferten, som bruges til dullegrej foran spejlet i vores soveværelse, har jeg haft i længst tid. Jeg har arvet den fra min morfar, som brugte den, da han rejste fra Sverige til USA tilbage i 1950’erne. Dengang sejlede man, og overfarten tog 12 dage. Kufferten har stadig gamle mærkater med navn og adresse fra dengang.

Kuffert.jpg

Hvad høster flest likes, når du deler det på Instagram?

Billeder af vores åbne hylder over vasken i køkkenet høster flest likes. De er selvfølgelig fyldt med planter. Men billeder af vores spisebord og frisvinger-stole er som regel også meget populære.

Hylder_i_koekkenet.jpg

Dit yndlingsrum i boligen?

Jeg elsker vores stue, men ville ønske, at den var større. Med alle vores mange planter, kan her hurtigt virke pakket, men jeg synes også, at det er med til at gøre det hyggeligt.

Stue_2.jpg

Hvad er det næste, der skal ske i dit hjem?

Vi skal have hængt vores sengelamper op, og så har vi planer om at investere i et nyt fjernsyn. Jeg har kun en mening om, hvor stort og hvor dyrt det må være. Alt det andet med model, teknologi, osv., har jeg overladt til min kæreste.

Sovevaerelse_3.jpg

Hvilken indretningsstil eller ting vil aldrig finde vej til dit hjem?

Jeg har det svært med den industrielle indretningsstil, og for eksempel møbler af kabeltromler og traller. Det bliver for råt i udtrykket til min stil. Jeg vil nok heller aldrig kunne begrænse min indretning til den minimalistiske indretningsstil – det har jeg alt for mange planter og nips til.

Mine favorit-Instagrammere?

Indenfor boligindretning er mine favoritter disse tre:

@reserve_home

@charminglifebyjess

@thekwendyhome

Hvad er dine tre bedste indretningstips?

  • Indret med ting der gør dig glad. Det behøver ikke nødvendigvis have en særlig betydning eller et minde tilknyttet, så længe du bliver glad af at kigge på det.
  •  Gør planter til en aktiv del af din indretning, vælg fine krukker eller kurve som skjulere. Men husk, at det ikke må være på bekostning af plantens behov.
  • Hvis du har tålmodighed til det, så køb brugt. Man kan finde så mange smukke og unikke ting, og ofte til rigtige gode priser, uden man behøver at gå på kompromis med kvaliteten.

Hvad er den grimmeste ting i dit hjem, som du elsker alligevel?

Vores sofabord i glas og metal – to materialer, som jeg ikke er særlig stor fan af, når det bruges sammen. Men den ekstra hylde nedenunder, og at det er på hjul, gør det så praktisk, at jeg alligevel elsker det.

Stue_3.jpg

Den ting, du holder mest af i din bolig?

Jeg holder rigtig meget af alle mine planter, dem vil jeg ikke kunne undvære i mit hjem. Men skal jeg vælge en decideret ting, må det nok være vores fletreol i stuen. Jeg fandt den i min kærestes tidligere udlejers kælderrum. Jeg skrev til ham og spurgte, om vi måtte få den, og så gav han den til os gratis.

Fletreol.jpg

Følg selv Louise på Instagram her:

Vis os din instagram-bolig

Er din bolig helt unik, og vil du også vise den frem her på ALT.dk, så send os gerne et link til din instagramprofil til denne mail: tip@alt.dk

Flere instagram-boliger