14 tidløse stel du skal kende
Det tidløse er også det genkendelige. Dét, der holder ved og som har stil og klasse. Det er farmors mågestel på den hvide perfekt rullede damaskdug eller musselmalede tallerkener på et traditionelt dansk dækket julebord. Bliv klogere på smukke tidløse stel, du skal kende, her.
1. Musselmalet
Royal Copenhagens logo, de tre bølger, binder hele Danmark sammen. Det repræsenterer nemlig vore indre farvande, Øresund, Storebælt og Lillebælt. Royal Copenhagen, oprindeligt kaldet Den kongelige porcelainsfabrik, har produceret Musselmalet uafbrudt siden 1775. Musselmalet er stel nr. 1, det første stel Royal Copenhagen producerer.
Stellet med det florlette mønster er nu, mere end 240 år senere, et meget efterspurgt stel. Det musselmalede stel er genfortolket i et hav af mønstre og farver samt i halv- og helblonde. Dette altid med stor respekt for den oprindelige kronjuvel. Især er det nytænkte Mega Mussel eller Mega Riflet, som det egentligt hedder, i den grad kommet ind under huden på mange og blevet en klassiker.
Det musselmalede mønster er inspireret af kinesiske stel, der var tegn på velstand. Mønsteret består af en krysantemum og en potentil. Det er malet med Royal Copenhagens signatur, den koboltblå farve, og alt er dekoreret i hånden. En tallerken bærer mere end 1100 penselstrøg.
2. Blå Blomst
Royal Copenhagens stel nr. 2, Blå Blomst, kommer til verden i 1779. Det velkendte mønster består af friskplukkede buketter fra de danske haver malet i Royal Copenhagens signaturfarve. Den koboltblå buket består af tulipaner, roser, snerler, nelliker, valmuer og aurikler.
Oprindeligt var Blå Blomst et kaffestel, designet af G.F. Hetsch. I 1885 bliver det re-designet af Arnold Krogh og udvidet til at være et spisestel. Stellet er ikke længere i produktion, men der er netop lanceret et nyt stel, ”Blomst”, som er en nytænkning af det oprindelige mønster.
3. Blåkant
Grethe Meyers Blåkant, der også blev et af Royal Copenhagens populære stel, er et samlerobjekt i dag. Det gråtonede og elegante fajancestel blev fremstillet hos Royal Copenhagen fra 1965 til 2011. Stellet er praktisk, da alle delene er stabelbare. Med Blåkant har Grethe Meyer vundet flere designerpriser samt Kay Bojesen og hustrus mindelegat.
4. Ursula
Keramikeren Ursula Munch Pedersen tænker utraditionelt, og det er nytænkning fra Royal Copenhagens side, da Ursulastellet lanceredes i 1991. Stellet er af høj kvalitet - fremstillet i smukke former. Selvom stellet bliver vældig populært, sælger det dog ikke nok i længden, og i 2012 overdrages produktionsrettighederne til Kähler.
5. Tranquebar
Aluminias Fajancefabrik fremstiller i 1918 stellet Tranquebar. Stellets navn henviser til den gamle danske tropekoloni: Tranquebar i Indien. Da Royal Copenhagen overtager Aluminias fabrikker i 1969, forsætter de fremstilling af stellet helt frem til 1995.
Det smukke stel med tulipanmotivet er stadig eftertragtet, særligt er japanerne vilde med det. Stellet i skønvirkestil er hovedsageligt dekoreret i en smuk koboltblå farve. Designet er af Christian Joachim, og der findes et væld af steldele. Tranquebar findes desuden i farverne grøn, rød og brun.
6. Confetti
Confetti-stellet blev produceret på Aluminias Fajancefabrik fra 1956, og stilen er fræk og farverig. Det er mere vovet og utraditionelt end hidtil anvendte stel. Det farverige fajance blev fremstillet i 8 forskellige farver: Sort, bordeaux, gul, mørkegrøn, lilla, turkis, mintgrøn og koboltblå. Der er fremstillet flest steldele i de fire førstnævnte farver.
Confetti står smukt alene, men er også flot at blande indbyrdes og med andre stel. Confetti, som blev produceret i 11 år, forhandles idag på loppemarkeder og på nettet.
Fajance fra Aluminia er fremstillet i mange forskellige stel og pyntegenstande, og deres logo er for størsteparten af de forskellige steldele, der findes, et A med tre bølger igennem.
7. Mågestellet
Mågestellet er cool og kitschet – mågerne kommer oftest flyvende mod venstre, og stellet har stadig stor interesse på trods af, at det ikke produceres længere.
Stellet, som er fra Bing og Grøndahl, blev designet af Fanny Garde i 1892 i Art Noveau-stil. Det var utraditionelt for tiden, men blev alligevel populært, ja faktisk et nationalstel. TV-serien Matador satte gang i en retrobølge for stellet, og det fik en renæssance af flere omgange. Der er fremstillet utrolig meget tilbehør til stellet med mågen, og det oprindelige stel findes både med og uden guldkant.
I 2010 blev der i øvrigt lanceret termokopper med guldkant. Disse blev revet væk og er i høj kurs i dag. Måske er du en af de heldige, der har et eller flere stående?
8. Empire
I 1904 lancerer Bing og Grøndahl det smukke stel Empire. Stellet er designet af Harriet Bing, og inspirationen er hentet fra Napoleons kejserkroning i 1804. Fru Bing var overmaler, og hvor dekorering af porcelæn ellers var mændenes domæne, ender kvinderne med at tage over.
Det elegante stel i empirestilen bliver en af Bing og Grøndahls klassikere og er stadig den dag i dag et populært stel.
9. Blå Olga
Der er mange smukke stel med koboltblå dekorationer. Der sniger sig således en tysker ind her. Nemlig det smukke fajancestel Blå Olga fra 1900. Villeroy & Bochs klassiker med relieffer og den koboltblå dekoration i jugendstil, er også et af de fine klassikere inden for stel, du skal kende.
10. Danild Lotus
Hverdagsstellet, Danild, lanceres af Lyngby Porcelæn i 50’erne. Det bliver populært, fordi steldelene er ildfaste. Fadene kunne komme direkte fra ovnene ind på spisebordet. Danild var også et opgør med tidens traditionelle stel, ligesom Confetti var.
Stellet findes i flere forskellige mønstre: Dråben, Tangent, Picnic, Harlekin og Lotus. Lotus har en særlig status, og stellet med den ikoniske lotusblomst produceres i farverne orange, blå, lime- og mørkegrøn. Selve mønsteret stammer fra den norske fabrik Cathrineholm, hvor Grete Prytz Kittelsen bl.a. havde designet gryder, kander og skåle. Disse blev dekoreret med norske Arne Clausens Lotusblomst, der i den grad er et udtryk for tidløst skandinavisk design.
Det tidløse og karakteristiske mønster med lotusblomsten relanceres i 2012, du finder derfor i dag tallerkner, krus, vaser og andre steldele i de skønneste farver. Baggrunden er et samarbejde med den danske virksomhed Lucie Kaas og Arne Clausens familie.
11. Rhombe
Med Lyngby Porcelæns genopståen i 2013 kommer et nyt stel på banen, nemlig Rhombe, som er en nytænkning af Danild. Rhomberne i porcelænets relieffer ses i Danild-seriens dekoration fra 1961.
Reliefferne i Rhombe er en kompliceret proces, da det er bygget op som bladene på en artiskok, og man får lyst til at røre ved det. Det klassiske stel vokser hele tiden, og der kommer løbende nye dele til det stilrene stel.
12. Hammershøi
Hvis man kaster et blik på Svend Hammershøis gamle, smukke korpusvaser, er det let at genkende de stilfulde linjer i Hammershøistellet fra Kähler. Stellet blev lanceret i 2015, designet af Hans-Christian Bauer.
Det findes i farverne hvid, antracitgrå, koral, marmorgrå og himmelblå. Stellet er det første fuldendte spise- og kaffestel fra Kähler. Et smukt julestel, i netop Hammershøi-stellet, er på vej ud i butikkerne lige nu.
13. Cordial
Designeren Jens Harald Quistgaard har været en blæksprutte i den danske designverden, og han er også manden bag det lysegrå stel, Cordial, der først blev fremstillet hos Nissen Danmark, Kronjyden og til sidst Bing og Grøndahl.
Cordial er stentøj med et flettet mønster. Det flettede mønster er fuld af kærlighed og danner genialt en ranke af hjerter i top og bund. Interessen for stentøj har været voksende de senere år, og dermed kommer der igen fokus på et stel som Cordial.
Stellet findes i andre varianter, hvor mønsteret er det samme, det hedder Palet og findes i farverne sort, rød, mørkegrå, hvid samt turkis.
14. Flora Danica
En helt særlig perle i den danske porcelænshistorie, er Flora Danica. Der er dog næppe mange, der kan dække op til middag i dette eksklusive stel. Én enkelt middagstallerken koster omkring 10.000 kr.
Stellet med forskellige motiver af dansk og norsk flora fra det smukke værk, Flora Danica, er helt unikt. Det oprindelige stel blev fremstillet for Christian den 7. fra 1790 til 1803. Det skulle være en gave til den russiske kejserinde, Katharina den Store. Kejserinden dør dog inden stellet er færdigproduceret, og det er stadig i den danske kongefamilies eje. Produktionen af det verdensberømte stel genoptages i 1862, og det fremstilles og dekoreres i Danmark den dag i dag.
Der kan nævnes rigtig mange andre stel og det danske marked for porcelæn, fajance og stentøj er som Aladdins hule. Danmark har en imponerende håndværks- og designhistorie, og du har sikkert og en eller flere af disse skatte på din hylde.