Tryllerier med tapet

Tryllerier med tapet

Lad væggen sprælle af farver og møblerne ose af personlighed med smukke tapeter. Her får du en håndfuld gode ideer tilhyggelige og nemme projekter lige til at blive glad af i vintermørket.

SUPERSEJ KOMMODE

Tryl den gamle kommode om til et helt lille kunstværk! Forvandl den gamle ramme til et nøglebræt - og tegn dit eget 'tapet' med kridt!

Du skal bruge:

Kommode, forskellige stykker tapet, gerne i sort-hvid farveholdning og en enkelt mere kulørt, fint sandpapir, grundrens, saks/hobbykniv, tapetklister og transparent lak.

Sådan gør du:

Fjern alle greb, slib og rens møblet med grundrens. Klip tapetet til, så det er noget større end skuffefronterne på alle sider. Klæb det fast med tapetklister, og lad det tørre lidt. Så kan du skære det nøjagtigt til, når limen er næsten tør. Lad det tørre helt. Lakér fronterne med transparent lak, mindst to gange. Skru grebene fast igen.

RAMME TIL NØGLER

Du skal bruge:

Ramme med snor til ophæng, kroge og en rest maling.

Sådan gør du: 

Skru krogene fast på øverste del af rammen. Mal ramme inklusive kroge og snor. Lad rammen tørre, og hæng den op. Nu kan du hænge nøglerne på nøglebrættet.

DIT EGET TAPET

Du skal bruge:

Tavlelak og kridt.

Sådan gør du:

Mal væggen med tavlelak, og lad tørre helt. Tegn med kridt det mønster, du ønsker.

MØNSTERMIKS PÅ BØRNEVÆRELSET

Indret børneværelset med sjovt tapet, og bland gerne mønstre på kryds og tværs! Vi friskede op på en gammel seng og et par gamle magnettavler med tapet, foruden at væggen fik et helt nyt look. 

MAGNETTAVLER

Du skal bruge:

Magnettavler (prøv fx Ikea eller Sebra), tapet, tapetklister og hobbykniv. 

Sådan gør du:

Lim tapet på tavlen med tapetklister. Lad det tørre, og læg opslagstavlen på et bord, så den stikker ud over kanten. Så er det nemt at skære kanten til med hobbykniven.

BØRNESENG

Du skal bruge:

Børneseng, tapet, tapetklister, transparent lak, blyant og hobbykniv. 

Sådan gør du:

Mål felterne på sengens sider, tegn dem op på bagsiden af tapetet, og skær tapetet ud. Pensl tapetklister på tapetets bagside og på den flade på sengen, der skal tapetseres. Lad limen trække ind i tapetet, før du klæber det fast. Lad det tørre helt, og lakér så tapetet med transparent lak – jo flere lag lak du giver det, jo mere slidstærkt bliver resultatet.