Annette er tosset med mohair: ”Jeg blev helt forelsket, da jeg rørte ved den ged”

Annette von Broich husker tydeligt første gang, hun stak sine fingre dybt ned i det lange, bølgende hår på en mohairged. Det var i 1992, og Annette og hendes tyske mand, Ulrich, var taget på dyrskue for at få et førstehåndsindtryk af gederne og materialet, som de overvejede at bygge et landbrug op om. Annette havde forstillet sig, at håret ville føles fedtet, ligesom på et får, men i stedet strømmede en følelse af velvære igennem hende.

– Jeg blev forbavset og tænkte ”det’ simpelthen løgn!”, husker hun.

– Håret var helt fint, glat og pudderblødt, og det skinnede næsten som silke. Jeg blev helt forelsket.

Mødet med gedernes bløde hårpragt blev starten på en livslang fascination, som nu kører på 26. år. Kort efter købte Annette og hendes mand nemlig 167 geder og flyttede familien fra storbylivet i Tyskland til en gård i Bratbjerg i Jammerbugten. Med sig i bagagen havde de kærligheden til dyr, en drøm om livet på landet – og en bunke teoretisk viden om mohairgeder og deres specielle hår, som de havde læst sig til i alle de bøger, de kunne opsnuse.

– Når man tænker tilbage, var vi nok lidt skøre. I Tyskland arbejdede min mand i byggebranchen, og jeg var passagerekspedient i Düsseldorf Lufthavn, så vi havde ingen praktisk erfaring med dyrehold, indrømmer Annette.

– Men jeg var draget af det her materiale, og det passede sammen med det ønske, vi havde om, at vores børn skulle vokse op på landet. Så vi kastede os hovedkulds ud i det.

Glat som silke

Annette sidder og fortæller på en café på Frederiksberg, langt fra gården hjemme i Nordjylland. Men mohairen er altid med hende. Hun er klædt i en grøn mohaircardigan, og i tasken har hun et par garnnøgler, som hun hiver frem.

– Prøv at mærke. Er det ikke dejligt at røre ved? Man siger, at har du først prøvet at strikke i mohair, så vender du altid tilbage til det, hævder Annette.

En gnist tændes i hendes øjne ved spørgsmålet om, hvad det så er, der får strikkepindene til at søge magnetisk mod mohair. Hun forklarer ivrigt, at det vigtigste er, at mohair er hår – ikke uld. Derfor har materialet den glatte overflade, som giver silkens kvaliteter. Mohairgederne kommer fra Centralasien, hvor vejret i løbet af et døgn kan skifte fra hedt til ekstremt koldt. Derfor har gederne ikke gavn af at skifte mellem sommer- og vinterpels og har hverken underuld eller dækhår, men en pels af superfine hår med krøller og bølger, som virker temperaturregulerende.

– Gedens hår skal kunne det hele, siger Annette.

– Selv har jeg næsten altid mohair på, fordi det er varmt, når det er koldt, og stadig behageligt på en lun sommerdag. Det, håret kan i naturen, kan det også, når det bliver lavet til garn.

Mor til 200 geder

Da Annette havde flest geder, havde hun over 200 dyr hoppende rundt hjemme på gården. De blev passet næsten som børn. Utallige gange er Annette stået op om natten for at kigge til en ged, der skulle læmme. Hendes børn har givet sutteflaske til kid, der trængte til ekstra føde, og selv havde Annette aldrig ro, hvis et dyr havde det skidt. Særlig tydeligt husker hun dengang, hun plejede et for tidligt født kid.

– Kiddet var ikke større end en hånd, da det blev født, og jeg lagde det under en varmelampe, gav det sondemad og masserede det i flere dage, fortæller hun.

– Det blev aldrig en stor ged, men det overlevede og kom også til at tage patten. Den dag, den kunne rejse sig, var som et mirakel, husker Annette, som erkender, at dyrene selvfølgelig også var en forretning for hende.

Men de blev aldrig ren forretning.

– Det er en naturlig del af livet på et landbrug, at dyr bliver født og dør; det blev jeg afklaret med. Men følelsesmæssigt blev det aldrig sådan ”nå, det var bare endnu en ged”, fortæller hun.

– Mohairgeder er nysgerrige, sjove og egenrådige, så det er ligesom at have en hund eller en kat. For mig er der simpelthen ikke noget mere yndigt end de langhårede dyr, der hopper rundt i stalden og på marken.

Hjem til Sydafrika

I løbet af 00’erne ændrede verdensmarkedets pris på mohair sig. Annettes mand begyndte desuden at få ondt i ryggen af at stå bøjet over dyrene og klippe dem, og opgaven med at barbere de benede gedekroppe var så kompliceret, at de ikke turde udlicitere den. Derfor besluttede parret, at det var tid til at sadle om, og dyrene blev solgt. Men gederne og deres unikke hår kunne Annette ikke slippe, så da hun for tre år siden fik mulighed for at importere garn fra Sydafrika, begyndte hendes mohair-hjerte igen at slå.

– Jeg savnede gederne, og jeg savnede mohairen. Det var blevet en livsstil for mig, siger Annette, som dog var skeptisk over for den sydafrikanske producent.

Efter årevis som ”gedemor” vidste hun, at hun kun ville arbejde med nogen, der behandlede deres dyr med samme omsorg og varme, som hun selv står for. Samtidig er det hendes erfaring, at god mohairkvalitet kun kan opnås, hvis geden har et godt liv, og derfor måtte Annette først se produktionen med egne øjne.

– Men det er fantastisk at opleve, hvor godt dyrene bliver behandlet i Sydafrika. Og så kan jeg bare se, at det sydafrikanske miljø passer bedre til dem end det danske. Der er ikke så regnfuldt, og vegetationen nærmer sig mere deres oprindelige føde, siger hun.

– Da jeg så gederne gå rundt i naturen og spise tørre urter og buske i stedet for græs og tilskudsfoder, som de levede af i Danmark, blev jeg så glad. De var kommet hjem.

Det samme er Annette, som altid vil føle bedst tilpas, når hun er omgivet af mohair.