Birgit undrer sig: Hvorfor er dette strikkemønster så overset?

Det var i 2006, og Birgit Kønig var på ferie i den lettiske hovedstad Riga, da hun kom forbi en bod på gaden, hvor en ældre dame solgte håndstrikkede sokker. Birgit stoppede op og kiggede nærmere på sokkerne, som alle var råhvide. Men ved at bruge forskellige strikketeknikker havde kvinden i boden frembragt spændende mønstre, så sokkerne alligevel var helt forskellige. Birgit købte et par med forskellige mønstre på skaft og hæl, og de fik en betydning for hendes fremtidige liv, som hun ikke havde forudset. Siden dengang har hun nemlig designet 336 forskellige par sokker, hun har strikket omkring 900 par, som er solgt eller foræret væk, og hun holder workshops om strik og sokker.

– Før jeg besøgte den bod, havde jeg ikke tænkt på, at man ved at bruge forskellige teknikker kunne strikke så fine sokker, fortæller hun.

– Men hvorfor er det egentlig kun trøjer, sjaler, huer og den slags, vi strikker i kunstfærdige mønstre? Hvorfor ikke også sokker? Jeg besluttede at strikke mønstrede sokker og sælge dem i en bod derhjemme. Det kunne blive en hyggelig beskæftigelse, når jeg skulle på efterløn.

Sømændenes sokker

Birgit har strikket hele livet, men næsten aldrig sokker, for med en ribkant foroven og resten i glatstrikning var de kedelige at strikke, syntes hun. Men efter rejsen til Riga begyndte hun at lege med sokkeegnede mønstre, og så blev det sjovt. Da hun havde strikket seks par, satte hun en bod op foran sit hus i Marstal på Ærø. Byen tiltrækker mange turister i sommerhalvåret, og mange af dem kommer sejlende – mon ikke de kunne have brug for varme sokker? tænkte Birgit.

Det havde de. Sokkerne blev solgt med det samme. Så var hun i gang, og derfra gik det stærkt. Boden ved vejen opgav hun hurtigt, for den var svær at passe, når man rejser meget som Birgit og hendes mand. I stedet foreslog hun Marstal Søfartsmuseum at sælge hendes hjemmestrikkede sokker – overskuddet skulle de bare beholde.

– Jeg strikker sokker, fordi det er sjovt at finde på mønstrene; jeg behøver ikke at tjene penge på det, som hun siger.

Kontakten med søfartsmuseet gav ikke alene frihed til at rejse, den gav også Birgit inspiration til at researche i sokkernes historie. På museet fandt hun ganske vist kun enkelte sokker, der har tilhørt tidligere tiders søfolk, og som hun straks redesignede i en moderne version, men de inspirerede hende til at læse videre. Derfor ved hun i dag for eksempel, at de ældste sokker, man kender, er fundet i en grav fra omkring år 1550, og at de befinder sig på et museum i Firenze.

Sådan har det ene taget det andet, og Birgit har været langt omkring i sokke- og strikkehistorien og har undervejs fået ideer til endnu flere sokkemønstre.

Se opskriften på sokker med sømandsbobler her

Japansk sokkekunst

Alle de nye mønstre nøjes hun ikke med at strikke selv; hun skriver omhyggeligt opskrifterne ned og sælger dem på sin hjemmeside eller på nogle af de mange sokkeworkshops, der også er blevet en del af hendes virke.

– Det begyndte med en lille udstilling i Ærøskøbing, hvor jeg hængte sokkerne op, og så kunne folk købe opskrifterne, forklarer hun.

– Atter tog det ene det andet, og så lavede jeg sokkestrikkecafeer for ærøboere, og det var rigtig hyggeligt og gav mig mod til at kontakte blandt andre biblioteker rundt om i landet.

Sådan rullede det, og i september havde Birgit en workshop på Fanø Strikkefestival, hvilket var et ønske, der gik i opfyldelse.

Hendes hænder kan ikke længere holde til at strikke så meget, så i dag sælger hun ikke færdigstrikkede sokker, men hun designer fortsat sokker, og har man blot øjnene åbne, er der inspiration overalt, understreger hun.

– For tiden er jeg meget optaget af japanske strikkebøger, hvor jeg plukker mønstre ud og sætter på sokkerne, siger hun.

– Jeg har også en færøsk bog fra 1932, som indeholder en guldgrube af mønstre. Jamen, der er så meget, man kan blive inspireret af, og det er så hyggeligt med alle de interesserede damer, jeg har mødt og fået gjort interesseret i at give sokkerne en ekstra tanke.