Brodér dit eget juletræstæppe
Der er ikke noget, der som klassisk håndarbejde kan få minderne frem til jul. Hvem mindes ikke familiens juletræstæppe, der kom frem år efter år?
Broderet juletræstæppe med gyngeheste
Mål: 150 x 150 cm.
Materialer: 150 x 150 cm jutelærred (39 tr. pr. 10 cm) • DMC Laine Colbert uldbroderigarn i følgende farver: hvid nr. BLANC, rød nr. 7849, brun nr. 7469, grøn nr. 7346, hudfarve nr. 7121 og grå nr. 7292 • 625 cm rødt bredt kantebånd.
Materialer fra Permin.
Vejledning: Brodér med hel tråd i korssting over 2 tråde stof. Tæl ud fra midten af stoffet, og brodér efter diagrammet 3 juletræer langs hver side, startende 6 cm inde fra nederste kant. Det andet juletræ skal være i midten af borten, og de 2 nisser på hver side skal være spejlvendte og vende mod midten. Brodér med stikkesting nissernes øjne, kvast på nissehuerne og seletøj på hestene. Brodér kanten af hjerter hele vejen rundt, sy kantebåndet på, og pres arb fra vrangen.
TIP
Hvis du vil have et mere moderne look på dit juletræstæppe, skulle du prøve at kante det med ternet bånd
Se diagrammet til broderet juletræstæppe her
Hendes Verden nr. 41/2013
Brodér et klassisk juletræstæppe med flettede hjerter og nisser
Mål: Ca. 125 x 125 cm.
Materialer: 125 x 125 cm hessian med 5 tråde pr. cm, fra Creativ Company • DMC Mouliné brodergarn i broderiets farver • 5 m rødt skråbånd.
Vejledning: Der broderes korssting og stikkesting med hel tråd i nålen over 2 x 2 tråde i stoffet. Start i nederste højre hjørne, 5 cm oppe og inde, med diagram nr.1 og hjertets spids. Derefter, mod venstre, sys efter diagram 2 og 3, hvorefter diagram 1 gentages i hjørnet på den lange led. Fortsæt således hele vejen rundt.
Montering: Pres broderiet fra vrangen, tilpas størrelsen, og kant med skråbånd.
Se diagrammet til juletræstæppet med flettede hjerter og nisser her
Juletræstæppe med juletræer og nisser
Broderet med kontursting.
Færdigt mål: ca. 170 x 170 cm.
Materialer: Stof: Jutestof ca. 170 x 170 cm • Rødt kantebånd • Overføringspapir. Garn: DMC Colbert uldgarn, farve: 7971 gul, 7666 rød, 7346 grøn, 7605 rosa, 7946 orange, 7008 kastanjebrun, 2300 sort, 1530 hvid, 7558 grå. Der broderes kontursting med 1 tråd i nålen. Materialer fra Coats HP
Klippemål: et stykke hørlærred på ca. 170 x 170 cm.
Vejledning: Skabeloner til drenge- og pigenisse ligger oven i hinanden – spejlvend en af nissehuerne, når du tegner dem af. Overfør et juletræ i hvert af de 4 hjørner. På de 4 sider overføres 2 x et nissepar med grangrene imellem. Broder først omridset, og fyld derefter ud med tætte rækker af kontursting undtagen på hænder, ansigt, væge og flamme, hvor der broderes med lange sting.
Nissernes huer broderes i rød, sweater i rød med orange striber, pigens ben, drengens fødder i rød og drengens bukser i grå. Pigenissen har gult hår, drengen kastanjebrunt. Grisen broderes i rosa med røde ører og tryne. Øjet broderes med en fransk
knude. Snemanden broderes i hvid, knapper, hat, kost og øjne i sort, næsen i orange. Kræmmerhus i rød med orange striber. Flettet hjerte i rød og hvid. Lys i hvid med sort væge og gul flamme.
Montering: Pres det færdige arbejde fra vrangsiden med et fugtigt klæde over. Klip kanterne rene, og sy kantebånd langs kanterne.
Se skabeloner til juletræstæppet med juletræer og nisser
Hendes Verden nr. 37/2008
Mere inspiration til juletræstæpper
Meget mere jul
-
18 kreative idéer til nem hjemmelavet julepynt
-
4 simple idéer til adventskranse
-
4 tips til masser af julepynt i en lille lejlighed
-
20 sjove og skønne ideer med hama perler
-
Trin for trin: Flet en julestjerne
-
Hæklede dyr og andre idéer til hjemmelavet hæklede julegaver
-
Sådan laver du de fineste strikkede og hæklede nisser til jul
-
Nissehue strikkeopskrift: Sådan laver du en sød strikket nissehue
-
Grundopskrift til strømper
-
16 flotte julehæklerier
-
Brodér dit eget juletræstæppe
-
Strik selv: Lun halsedisse