Sy en fin hårelastik med ugle
Et lille håndarbejde, der nok skal vække jubel.
Til uglen bruges hobbyfilt, her i sort, lilla, mosgrøn og orange, 2 små perler (2,5 mm i diam.), broderigarn i lyseblåt og lysegrønt, en nål, knappenåle, flydende lim (Panokitt), en tandstikker, lidt vatfyld og evt. en trickmarker til at tegne mønstrene op med. Desuden en hårelastik. Materialer fra panduro.dk.
Klip to kroppe i filt. Sy det sorte øjenparti fast på den ene med lyseblåt broderigarn og små sting. Sy to små perler fast som øjne, og sy nogle V-formede sting på maven.
Hæft de to kroppe sammen med knappenåle. Hæft samtidig de lilla vinger fast i siderne, og sy uglen sammen gennem alle tre lag på én gang, ca. et par mm fra kanten.
Start forneden i den ene side, og sy hele vejen rundt. Kom lidt vatfyld i uglen, før bunden sys sammen. Lim ved hjælp af tandstikkeren orange fødder og næb på uglen, og sy den fast på hårelastikken med nogle sting på bagsiden af modellen.
SKABELON TIL UGLEN - KLIK HER
Opskriften er fra Hjemmet nr. 36/2012