Designer Emilie Schram skaber unikke broderier: "Det er så gennemført, men sådan er haute couture jo”

”Jeg kan det samme som alle andre, jeg er ikke unik, og der er ikke brug for mig.” Med den tunge tanke på slæb blev Emilie Schram for nogle år siden færdiguddannet fra designakademiet Margretheskolen. ”Hvordan kan jeg skille mig ud?” var et spørgsmål, der blev ved at rumstere, og på et tidspunkt kom Emilie i tanker om, at hun på skolen havde deltaget i en temadag om parisiske værksteder og fandt sine noter frem.

– Så fandt jeg Lesage. Lesage er et næsten hundrede år gammelt broderiværksted og i dag også broderiskole i Paris, hvor eleverne lærer at lave håndbroderi, der er så fint og perfekt, at det kan sælges for små formuer til for eksempel Christian Dior, Yves Saint-Laurent og Chanel og bruges til deres haute couture.

– Havde jeg temperamentet til det arbejde? Ja, det har jeg faktisk, siger den i dag 29-årige Emilie og kigger rundt i sin tøjbutik, hvor mange af hendes værker er udstillet eller ligger fremme. Blandt andet hendes svendeprøve, som er en kopi af et broderi, der i starten af 1990’erne sad på nogle få kjoler fra Yves Saint-Laurent. Broderiet forestiller en valmuemark og er syet med et utal af forskellige teknikker, perler, pailletter og stoffer.

– Jeg brugte omkring 160 timer på det, siger hun og kigger stolt på den lille valmuemark.

Blod og smeltede pailletter

I klassen på den franske skole sad Emilie sammen med fire-fem andre elever og en

lærer, der gik rundt og viste, hvordan de skulle få sting og perler til at blive til kunst.

– Der var mange bundne opgaver, og det, tror jeg, var godt, for hvis du får at vide, at kun fantasien sætter grænser, farer du vild i ideer, siger Emilie. Selvom der er tale om præcisionsarbejde, er der fart på, for franskmændene er dygtige til teknikker, så man kan få broderet meget på kort tid. Til det formål brugte – og bruger – Emilie blandt andet en fransk broderinål, som er en slags spids hæklenål.

– Med den går det meget hurtigere, end hvis jeg skulle sidde og brodere ned på den ene side og op på den anden, forklarer hun og peger på en opsprættet stofpose, der er spændt i et slags stativ, så den er lettere at brodere på.

Hvis Emilie eller hendes klassekammerater lavede en fejl eller kom til at spilde på deres broderi, var lærerne hurtige med kartoffelmel og husmoderråd. Næsten alle brodeuser har prøvet at stikke sig på en nål og bløde på broderiet. Men mere alvorlige skrækhistorierne fandtes også.

– Min lærer fortalte engang, at de skulle lave et broderi på en kjole til dronningen af Jordan. Aftenen inden kom nogen til at smelte pailletterne med et strygejern, fortæller Emilie med gruen malet i ansigtet.

– Med tiden lærte vi selv at stryge på pailletter. Du skal bare holde hovedet koldt og stryge hurtigt med sikker hånd, så smelter de ikke, siger Emilie. I de tre år hun gik på skolen, lærte hun især den fine franske broderitradition at kende.

– Det er den typiske franske stil, hvor du broderer selv nedenunder vingerne på en sommerfugl, siger Emilie og viser forsigtigt, hvordan hun kan løfte en broderet sommerfuglevinge på et af værkerne, og så er den præcis ligeså fint broderet indenunder.

– Det er så gennemført, men sådan er haute couture jo. Folk betaler ekstremt mange penge for det, og derfor må der ikke bare falde en vinge af, og så er der ikke noget indenunder. Man kan sagtens få en maskine til at brodere det hele, som mange af stangvareforretningerne gør med deres tøj. Det er bare ikke så gennemført.

Selv bagsiden er et kunstværk, for som hun siger:

– I Frankrig binder man ikke grimme knuder på broderiets bagside.

Broderi på indkøbsposer

I den stille københavnske sidegade, hvor Emilie i dag har startet egen forretning, Rêve de Renard, er der heldigvis tid indimellem til at passe broderiet. Hun er derfor begyndt at brodere stofindkøbsposer, som ofte i forvejen har et motiv, hun broderer videre på og får til virkelig at syne af noget.

– Det er tidsbesparende og derfor også økonomisk. En pose tager omkring 20 timer at brodere alt efter hvor meget, der skal på, mens de andre broderier slet ikke kan opgøres i tid og penge og derfor heller ikke er til salg, siger hun og kigger stolt over på sommerfuglene og valmuerne.

At leve af håndbroderi er ikke en mulighed i Danmark, selv om Emilie i ny og næ får en bestillingsopgave.

– Hvis jeg skulle leve af det, var det enten i Paris, hvor jeg skulle håndbrodere til haute couture, eller jeg skulle flytte til Golfstaterne, hvor der er et marked. Det handler om at være, hvor pengene er. De franske brodeuser laver for eksempel kjoler til den jordanske dronning. Men det kan jeg ikke helt se mig selv i. Meget af tøjet i hendes forretning er med håndbroderi, og det er helt med vilje, at hun også selv sidder og broderer mellem ekspeditionerne.

– På den måde kan jeg tydeligt vise, hvorfor broderi koster ret mange penge. Det er lavet i hånden.