Sy selv: En sjov fisketaske
Mangler du en lille taske eller penalhus – så giv dig selv et smil på læben med denne fisk.
Materialer: 30 x 40 cm blåt prikket stof til bagkrop • 30 x 40 cm brunt prikket stof til hoved • 20 x 30 cm lysegrønt prikket stof til hale • 20 x 80 cm rødt prikket stof til finner og mund • 30 x 70 cm blå prikket voksdug til foer • 2 knapper til øjne • Fiberfyld • Lynlås, 30 cm.
Vejledning: Forstør skabelonerne 200 %. Fold stoffet til finner og hale på midten ret mod ret. Tegn efter skabelonerne, og sy i de optegnede streger, men husk åbninger. Klip delene ud, og vend til retten. Sy en stikning rundt i kanten på finnerne, rynk åbningen lidt, og ri den sammen. Fyld halen ud, og ri en pyntestikning rundt i kanten.
Klip i dobbelt lag stof hoved og krop med 1 cm’s sømrum. Læg ansigt og krop sammen ret mod ret med en finne imellem. Sy delene sammen, fold ud, og sy en stikning på retsiden langs sammensyningen. Klip 2 stk. foer ud efter fiskekroppen. Læg retten af lynlåsen mod retsiden af yderstoffets kant (se markeringer på skabelon), og læg fordelen ovenpå med retsiden mod lynlåsen. Sy langs kanten, og bred yderstof og foer tilbage. Gør det samme med den anden sides stykker. Åbn lynlåsen, og læg de 2 yderstykker ret mod ret med halen imellem og de 2 foerdele ret mod ret. Sy delene sammen, men lad en åbning stå i foret til at vende igennem. Vend til retten, og sy åbningen til. I hånden sys en stikning langs lynlåsen. Sy knapper på som øjne. Sy mundens stofstrimmel sammen på den lange led ret mod ret. Vend, fyld ud, og saml røret til en cirkel. Sy munden fast i hånden.
Se skabelonen til fisketasken her
Hendes Verden nr. 13/2010