Sy: Jule-tehætte og grydelapper med sødt nissemotiv
Hvem ville ikke blive glad for et sødt hjemmelavet julekøkkensæt i gave?
Tehætte
Færdigt mål:
Ca. 40 x 34 cm.
Materialer:
120 x 40 cm kraftigt beige bomuldsstof (f.eks. indisk bomuld), 82 x 35 cm bomuldsstof til for, strygevlieseline, bomuldsstofrester i rødt, gråt og rosa, 105 cm rødt skråbånd 2 cm bredt, bomuldsbroderegarn i rødt og brunt, lidt bomuldsgarn, en lille rød ring samt 2 stykker skumgummi a 38 x 33 cm 1 cm tyk.
Tegn måltegningen op i hel størrelse og klip et mønster i papir. Klip 2 ens halvdele i skumgummi og kast dem sammen med bomuldsgarn fra retsiden. Dette er isoleringen til tehætten.
Klip 2 stk. for efter mønsteret med 1 cm's sømrum. Klip 2 stk. yderstof efter mønsteret, idet der beregnes 1,5 cm til søm samt 6 cm ekstra forneden til ombuk. Stryg vlieseline
på bomuldsstofresterne og klip nisserne efter tegningen, som er i fuld størrelse.
Broder ansigterne og mal kinder med en rød farveblyant, inden nisserne anbringes på forsiden og sys fast med tætte siksaksting. Sy foret sammen og læg det inden i isoleringen.
Sy betrækket sammen vrang mod vrang og sy skråbånd som kant over sømrummet. Træk betrækket over tehætten, bøj om forneden og hæft indvendig. Sy en lille rød ring i toppen.
Grydelapper
Færdigt mål:
Ca. 19 x 19 cm.
Materialer:
Rester fra tehætten, 190 cm rødt skråbånd 2 cm bredt, 2 stykker vatteret stof a 19 x 19 cm til isolering. Klip 4 stykker stof a 19 x 19 cm. Rund hjørnerne efter en kop el. lign. Sy og appliker en nisse på forsiden (se ovenfor).
Klip isoleringen ud og sy de 3 dele sammen fra retsiden. Kant med rødt skråbånd, som også bruges til en lille strop.
Opskriften er fra Hjemmet nr. 47, 2007