Mette Wendelboe Okkels

Mette droppede lægestudiet for at strikke: "Mange rystede på hovedet"

Mette var næsten færdig med medicinstudiet, da hun fortrød: Hun skulle ikke være læge alligevel, hun skulle strikke. At hun traf det rette valg, vidner hendes ordrebog om, og i dag er hendes opskrifter oversat til fem sprog.

Pling – pling – pling.

Der er ikke langt mellem de små lyde, som Mettes telefon udsender. Hvert pling fortæller, at der i webshoppen er solgt endnu et mønster til Ellens dåbskjole, Novicesweateren, Selmas sovedragt eller én af de øvrige 70 modeller, som Mette de seneste tre år har designet under navnet PetiteKnit. Hun aner ikke, hvilken model der er mest populær blandt kunderne, som kommer fra hele verden, og det er helt med vilje.

– Jeg er super opmærksom på ikke at lade mig styre af salgstallene, for så mister jeg min selvkritik og laver bare mere af det, som sælger. Jeg vil bevare kreativiteten og gøre tingene ordentligt, fastslår Mette Wendelboe Okkels.

Mette Wendelboe Okkels

Den 29-årige kvinde fra Aarhus er både chef, designer, bogholder og husmodel i PetiteKnit, for det er vigtigt, at firmaet er personligt og afspejler hendes person.

– PetiteKnit er ikke bare strik; det er et kreativt univers, hvor jeg forsøger at kombinere den aktuelle mode med det gamle håndværk uden at gå på kompromis med nogen af delene, siger Mette.

– Jeg har stor respekt for håndværket, men jeg propper ikke en masse svære strikketeknikker ind i et design, hvis ikke æstetikken er der.

Begynd i toppen

Selv lærte hun håndværket af sine bedstemødre, og i barndomshjemmet i Odder producerede hun tøj til sine bamser.

– Hvis jeg var i gang med noget spændende, glædede jeg mig til at komme hjem fra skole og strikke, så jeg kunne gå ind i min fordybelseszone. Sådan har jeg det stadig, fortæller Mette, som var ti år, da hun strikkede sin første trøje, en gave til sin kusine.

Da hun gik i gymnasiet, lavede hun den første bluse til sig selv, som hun strikkede ”ud af hovedet”.

– Det var en grå sweater, men den var alt for kort. Jeg var begyndt fra bunden, så jeg kunne ikke bare forlænge den, og på den måde lærte jeg, at man altid skal begynde fra toppen, griner Mette.

Mette Wendelboe Okkels

Hun tegnede sine egne modeller og forestillede sig, hvordan tøjet skulle præsenteres, men trods sin kreative virkelyst valgte hun alligevel den hardcore matematiske vej gennem gymnasiet – og så lå lægestudiet lige til det famøse højreben.

– Jeg overvejede designskolen, men ingen opmuntrede mig til at gå den vej, hvorimod mange syntes, det var en rigtig god idé at søge ind på medicinstudiet, siger Mette, som begyndte at læse i Aarhus, mødte sin mand Niels og fik først Karen, derpå Jens og siden Ellen.

Hun var glad for studiet og klarede sig godt, og vejen mod en karriere som læge lå foran hende. Men der manglede noget.

Svær beslutning

– Jeg savnede at bruge mine kreative evner og havde en drøm om at skabe mit eget kreative univers. Begge mine forældre er selvstændige, så det lå ikke så fjernt at blive min egen chef, siger Mette, som allerede strikkede til både sig selv, sine børn og sin mand.

Under sin anden barsel lagde hun en opskrift på en dragt, hun havde strikket til Jens, op på sin instagramprofil. Den hed Lillebrors Romper, og der gik ikke lang tid, før det første mønster blev solgt. PetiteKnit var en realitet, og det samme var en hverdag med to små børn, endnu en graviditet, fuldtidsstudie og forretning ved siden af.

– Jeg arbejdede mere end fuldtid med PetiteKnit og kunne godt se, at jeg blev nødt til at vælge, for selv om jeg ikke er bange for at arbejde hårdt, kunne jeg simpelthen ikke det hele. Og jeg er ikke typen, der gør noget halvt, understreger Mette.

Mette Wendelboe Okkels

Det var ikke en nem beslutning, men Mette vidste, at hun ville fortryde, hvis hun ikke greb chancen for at skabe sit eget.

– Jeg var næsten færdig med et spændende og udfordrende studie, og jeg havde i lang tid set min fremtid køre i en bestemt retning, så det var et kæmpe spring at lægge sit liv om til en uvis fremtid, fortæller Mette.

– Der var da også mange, der rystede på hovedet. Andre troede, at jeg bare sad og strikkede og drak kaffe hele dagen.

Strik på hjernen

Lægestudiet har dog ikke været spildt på Mette, for hun bruger sine erfaringer med at skrive forskningsrapporter, når hun laver mønstre.

– I rapporter skal man kort og præcist beskrive, hvad man gør, så andre kan gentage forsøget – det er det samme, jeg gør, når jeg laver et mønster, forklarer Mette.

– Det er faktisk sjældent, jeg læser andres opskrifter, for jeg vil gerne finde min egen måde at formidle på.

At hun har ramt plet, vidner både hende ordrebog og hendes mailboks om, for der kommer sjældent beskeder fra strikkere, der har fundet fejl i opskrifterne. På sin hjemmeside har hun lagt små videosekvenser, der skal hjælpe strikkerne med de sværeste passager, mens opskrifterne er blevet oversat til norsk, svensk, tysk, engelsk og fransk. Mette har for længst bevist, at livet som strikdesigner er mere end blot at drikke kaffe og strikke.

– Jeg har aldrig arbejdet så meget, som jeg gør nu – men alligevel er der ikke længere så meget stress i mit liv, siger Mette.

– Jeg kan da godt være bange for at løbe tør for ideer, men jeg tænker på strik 24 timer i døgnet, så jeg tvivler på, at det sker, siger Mette.

Nyt samarbejde med Sandnes Garn

petite knit

Til august lancerer Sandnes Garn, Nordeuropas største producent af strikkegarn, et nyt garn i samarbejde med PetiteKnit. Det bliver et merinogarn, og farverne kommer til at afspejle PetiteKnit-universet. Mette Okkels afslører desuden, at vinteren kommer til at byde på en del babyopskrifter, da hun venter sit fjerde barn.