Sy og brodér juletræer

Sy og brodér: Juletræer i nye former

Pynt op med en guirlande af syede træer, en flok filttræer eller giv juleæsken et smukt broderet bånd.

Guirlande med grantræer

Færdigt mål: Ca. 10,5 cm plus stamme.

Materialer:

  • Rester af mønstret og ensfarvet bomuld i grønne/ grålige nuancer
  • Rester af bånd 8-12 cm lange
  • Pudefyld
  • Snor Materialer fra stof2ooo.dk

Tegn mønsteret af efter skabelonen, og klip den ud. Klip et stykke dobbelt stof ca. 15 x 13 cm, læg det ret mod ret, og hæft skabelonen på stoffet med et par knappenåle. Sy rundt om skabelonen, start og slut ved underkanten af træet, og lad en åbning på 3-4 cm stå til at vende igennem. Klip sømrummet ned til ca. 0,3 cm, og klip små hak ved rundingerne. Vend til retten, pres sømmene, og fyld pudefyld i træet, det skal ikke stoppes for fast. Fold et stykke bånd dobbelt med retsiden ud, og stop det op i træet. Sy åbningen til, og sy samtidig båndet fast med små usynlige sting. Gentag arbejdsgangen, sy et lille ophæng i toppen af sytråd, og hæng dem op på snor til en guirlande.

Se skabelon til guirlande med grantræer her

Broderede juletræer i flok

Broderede juletræer i flok

Færdigt mål: 1,5-2 cm høje træer. Langs kanten af en æske ser det rigtig fint ud med bittesmå uens juletræer.

Materialer:

  • Grosgrain-bånd som omkredsen af æskens låg 2,5 cm bred
  • DMC Mouliné broderigarn i farve nr. 890 (grøn), 320 (lys grøn), 502 (grålig turkis), 801 (brun)
  • Farvet æske
  • Panokit-lim

Materialer fra pandurohobby.dk, handler.dk (bånd), sommerfuglen.dk (garn), hay.dk (æske)

Brodér trækronerne med grensting med 2 deltråde i nålen. Brodér stingene så de ligger meget tæt inde langs midten (stammen) og vinkel dem, så de ligner grene. Stammerne broderes med stikkesting og 2 deltråde i nålen. Lim båndet langs æskens kant.

Uldent juletræ

Uldent juletræ i filt

Færdigt mål: 14,5 cm.

Materialer:

  • Uldfilt
  • DMC Mouliné broderigarn i farve nr. 890 (grøn)
  • Strygelærred Materialer fra pandurohobby.dk

Tegn mønsteret af efter skabelonen, og klip den ud. Klip træet i uldfilt efter skabelonen.

Brodér speckling med 3 deltråde i nålen, brodér langs kanterne, og lad et område stå åbent inde på træet. Stryg strygelærred på vrangsiden af træet, og sy et lille ophæng af broderigarn i toppen af træet.

Se klippeskitse til uldent juletræ i filt her

Hendes Verden nr. 45/2018

Tip

I stedet for den cremefarvede filt kan du vælge mørk grøn og brodere med hvidt som små snefnug.