Sådan er de forskellige stjernetegn som kollega
Hvorfor har krebsen en tendens til at blive lidt ”mor-agtig” på arbejdspladsen? Og hvad kan forklare løvens store behov for personlig anerkendelse? Ifølge astrologien kan vores personlige karaktertræk kædes sammen med stjernerne. Astrolog Caritas Fischer forklarer her, hvordan de forskellige stjernetegn er som kollega.
Vædder (21. marts - 20. april)
Vædderen har det faktisk bedst i en arbejdssituation, hvor den ikke har mange kollegaer omkring sig, fordi den gerne selv vil bestemme! Hvis den alligevel findes på en arbejdsplads med faste kollegaer, bliver den hurtigt defensiv, hvis nogen ikke deler dens holdninger. Vædderen kan dog være dagens helt, hvis lokummet brænder - også i bogstavelig forstand. Hvis den får lov til at handle NU, og ikke behøver at tjekke med chefen eller de andre først, er den glad.
Motto: "Hvis du ikke er med mig, er du imod mig."
Tyr (21. april – 21. maj)
Tyren er en stædig og omhyggelig kollega, som aldrig går på kompromis med kvaliteten. Den kan være noget urokkelig, når den først har besluttet sig for den bedste måde at gøre noget på, og den vil nødigt gå ind i en diskussion om hvorfor. Tyren ser møder og snak som et tidsspilde, når man nu kunne være i gang med at lave noget. Det er vigtigt, at den ikke føler sig presset, for der skal være tid til at hygge om arbejdet og også at tage en ordentlig frokostpause!
Motto: "Den er der ikke helt endnu."
Tvilling (22. maj – 21. juni)
Tvillingens største styrke på en arbejdsplads er dens evne til at have mange bolde i luften. Den er altid frisk på at prøve noget nyt - ja faktisk er det en fordel, hvis der er noget, der skal læres, ellers kan tvillingen begynde at kede sig. Den er ultra social, så den trives på en arbejdsplads, hvor folk snakker med hinanden og også gerne fester sammen. Tvillingen er som regel frisk på en fredagsbar, og kunne meget vel være den, der organiserede den på den gruppeside, den selv har oprettet.
Motto: "Det kan jeg da google mig til."
Krebs (22. juni – 22. juli)
Krebsen kan godt være lidt mor-agtig som kollega. Den vil være interesseret i andres privatliv og vil være god til at huske navnene på alles børn og partnere. Og den er fantastisk til at lytte. Derfor kan den have tendens til at blive lidt for personligt engageret på arbejdet, og have brug for opladning derhjemme. Det sker også, at krebsen bliver såret over noget, nogen har sagt, og derfor bliver involveret i noget drama, som den har svært ved at komme ud af.
Motto: "Jeg tager lige en hjemmedag."
Løve (23. juli – 23. august)
Løven har brug for at få personlig anerkendelse for sit arbejde, så den har det bedst, hvis det er tydeligt, hvad den har stået for. Hvis det bliver for meget af en gruppeindsats, kan den blive misundelig på andre og se arbejdet som en konkurrence. Derudover er den en af de mest sociale kollegaer, som ofte er i centrum for snak og fest på arbejdspladsen. Den spreder liv og optimisme omkring sig, og arrangerer gerne sammenkomster og teambuilding.
Motto: "Sådan er jeg bare."
Jomfru (24. august – 23. september)
Jomfruen er en beskeden kollega, som har det fint med at løfte i flok. Den mærker tilfredsstillelse, når den har gjort et godt stykke arbejde, som gavner i praksis. Den gør altid sit bedste, hvilket den også forventer af sine kollegaer. Derfor har den det fint med at give kritik og rette andres arbejde helt ned i detaljen - og det gælder især stave- og grammatikfejl. Og hvis der hænger sådan et skilt om at "din mor arbejder her ikke", er der en god chance for, at det var jomfruen, der lavede det.
Motto: "Hov, du mangler et nutids-r."
Vægt (24. september – 23. oktober)
På en arbejdsplads er vægten den, som gyder olie på vandene. Den vil helst tilfredsstille alles behov, så den har en tendens til at blive overvældet med opgaver eller love for meget på den sociale front. Dette kan give den et ry for ikke at være helt åben omkring, hvad den egentlig selv vil. Sandheden er, at vægten vil skabe harmoni, hvilket den trods alt ofte har succes med. Den elsker desuden romantisk dagdrømmeri, så den finder ofte en kollega, som den kan gå og være lidt hemmeligt forelsket i.
Motto: "Hvad synes du?"
Skorpion (24. oktober – 22. november)
Skorpionen kan være genert som kollega, fordi den ikke trives med smalltalk. Det er ofte mere naturligt for den at diskutere arbejdet end at spørge til sommerferieplaner. Dette kan sommetider gøre den til en ener, som hellere fortsætter arbejdet end at tage en pause eller en fyraftensøl med de andre. Over tid skaber den dog ofte dybe forbindelser til nogle få kollegaer, som den forbliver venner med, selv hvis dens arbejdssituation ændrer sig.
Motto: "Jeg bliver lige lidt længere."
Skytte (23. november – 21. december)
Skytten er den kollega, som enten vil forsøge at rejse så meget så muligt med jobbet, eller som hvert år tager til Thailand i seks uger. Den kan være lidt flygtig som kollega, hvor den det ene øjeblik kan være intenst interesseret i nogen eller noget, for så at miste interessen ugen efter. Den er charmerende og underholdende i sociale situationer, og en inspirerende medarbejder, der altid har spændende indsigter, som den nogle gange kan være lidt belærende med. Man kan dog ikke regne med, at den binder sig til noget socialt.
Motto: "Det ser jeg på, når jeg kommer hjem fra ferie."
Stenbuk (22. december – 20. januar)
Stenbukken er enormt ambitiøs, og den skal have muligheden for at stige i graderne på sit arbejde. På grund af dette opfatter den sine kollegaer mere som konkurrenter end venner, og den vil have klare grænser omkring, hvad der er privatliv og arbejdsliv. Stenbukken er generelt mere hyggelig at arbejde med, hvis den selv er chefen. I det tilfælde er den en fair og betænksom leder, som dog ikke er særlig modtagelig overfor nytænkning, der truer, hvad den selv har opbygget.
Motto: "Det ser godt ud på CV'et."
Vandmand (21. januar – 18. februar)
Vandmanden har det ikke specielt godt på en traditionel arbejdsplads, hvor man skal indpasse sig. Det er mere sandsynligt, at den vælger at arbejde alene som freelancer eller sammen med gode venner. I al fald er det nødvendigt, at den kan respektere sine kollegaers livssyn, og at der er plads til, at den kan skille sig ud uden at få janteloven i hovedet. Når den har fundet det rette sted, er den en inspirerende, nytænkende og meget snakkesalig kollega, som hurtigt bliver venner med alle.
Motto: "Jeg har en bedre idé."
Fisk (19. februar – 20. marts)
Fisken bliver meget påvirket af sine omgivelser, så den trives i et miljø, hvor man respekterer hinandens følelser og giver plads til individuelle forskelle. Den kan derimod blive stresset og drænet af kollegaer, som udnytter dens gavmildhed eller som er konfliktsøgende. Uanset jobbet vil fisken præge arbejdspladsen med sin varme væremåde og spirituelle tilgang til livet. Og den vil meget gerne snakke om krystaller og astrologi over frokosten.
Motto: "Det føles rigtigt."