Her er den slags motion, der passer til dit stjernetegn
Hvorfor er yoga den bedste form for træning for tvillingen? Og hvorfor trives fisken mindre godt med holdsport? Astrolog Caritas Fischer forklarer her, hvilken slags motion der passer bedst til de forskellige stjernetegn.
Vædder (21. marts – 20. april)
Vædderen har generelt høj energi, og den er altid klar til springe op af stolen for at udrette noget. Den kan slet ikke undvære regelmæssig og hård motion, ellers bliver den frustreret og konfliktsøgende. Løb, fodbold, CrossFit eller intens kampsport passer den godt. Vædderen er et konkurrencemenneske, men vil ofte ligeså gerne konkurrere med sig selv som med andre.
Tyr (21. april – 21. maj)
Tyren kan ikke lide at blive presset af andre, så den har det bedst med motion, hvor der er plads at sætte sit eget tempo. Den er fysisk udholdende og ofte naturligt stærk, så den nyder godt af styrketræning og langdistance-løb og -cykling. Motion for tyren kan dog også bestå i havearbejde, at fikse, bygge eller forskønne noget.
Tvillingen (22. maj – 21. juni)
Tvillingen er nervøs! Den kan ikke sidde stille, piller ved sit tøj, bevæger sig hurtigt og tankerne kører. Den bedste form for motion giver derfor tvillingen ro, fysisk og mentalt. Yoga er en god mulighed, især hvis det er intenst nok til både at være fysisk udmattende og kan få tvillingen ned i kroppen. Regelmæssig meditation er desuden et oplagt supplement.
Krebsen (22. juni – 22. juli)
Krebsen er et vandtegn, hvis fysiske energi afhænger af dens emotionelle tilstand. Svømning er derfor perfekt til krebsen, da det træner hele kroppen, men også virker beroligende. Krebsen vil især nyde at svømme i havet eller søer og være i naturen generelt. Den er stærkt forbundet til naturens og kroppens naturlige cyklusser, som den gerne skal være bevidst om, når den vælger motionstype.
Løven (23. juli – 23. august)
Løven elsker at udtrykke sig kreativt, og det gælder også fysisk! Al slags dans giver løven mulighed for at optræde, samtidig med at det udtrykker og øger dens naturlige livsglæde. Den nyder generelt motion eller sportsgrene, hvor den kan lege med kroppen og gerne blive set, mens den gør det. Nogle løver ser dans til fest og i byen som en del af deres regelmæssige workout.
Jomfru (24. august – 23. september)
Jomfruen er en perfektionist, som er god til at forstå et spils regler og de finere teknikker. Den vil derfor være god til badminton, tennis eller volleyball, men kan også have brug for noget mindre socialt, hvor den kan slappe helt af. Daglige gåture i naturen og oprydning af dens hjem øger dens følelse af harmoni.
Vægt (24. september – 23. oktober)
Vægten elsker æstetik og kunst, hvilket også gælder i dens motion. Den drages af dans, som understreger kroppens linjer, især hvis man har mulighed for at have flatterende tøj på! Klassisk pardans eller ballet appellerer, men også moderne og ekspressiv dans, hvor man udtrykker sin instinktive femininitet.
Skorpionen (24. oktober – 22. november)
Skorpionen er fysisk udholdende og har stærke følelser, som den ofte trænger til at få afløb for. Kampsport eller boksning giver den følelsen af at være kraftfuld og i stand til at forsvare sig selv, hvilket den elsker. Da skorpionen også er interesseret i at udvikle sig selv, kan alle former for fri dans og danseterapi forbinde motion med følelsesmæssige indsigter for den.
Skytten (23. november – 21. december)
Skytten er sjældent interesseret i holdsport, da den er enormt egenrådig. Det er naturens vildnisser, hvor skytten allerhelst vil dyrke sin egen motion. Den er en eventyrer, som gerne begiver sig ud på vandre- eller klatreture, hvor den skal overnatte i det fri. Surfing er også en klassisk skytte-sport, hvor den bruger sin krop overfor naturens kræfter.
Stenbukken (22. december – 20. januar)
Stenbukken er nok det mest udholdende af alle tegnene, og den trænger også til at være alene regelmæssigt for at lade op. Langdistance-løb eller -cykling passer den derfor perfekt, især hvis der er noget, den træner op til - f.eks. et halvmaraton. Stenbukken elsker at mestre noget, som andre synes er en stor udfordring.
Vandmand (21. januar – 18. februar)
Vandmanden kan have en masse nervøs energi og tanker, der ikke står stille. Samtidig er den interesseret i at afprøve alt, der er nyt og alternativt. Noget som yolates, der kombinerer dans, pilates og yoga, bruger både vandmandens fysiske energi og beroliger sindet. Det appellerer også til vandmanden, hvis der ligger en filosofi bag.
Fisk (19. februar – 20. marts)
Fisken trives ikke med holdsport, hvor der er strenge regler, eller hvor der kræves stærk koncentration. Den har brug for motion, hvor den kommer ned i kroppen, men hvor der også er plads til at bearbejde dens følelser. Pilates eller yoga vil give den ro til at mærke efter, samtidig med at der er et filosofisk og spirituelt element.