Sommertærter

Søde sommertærter

De smager himmelsk og er en perfekt lille kage på en sommerdag.

Søde sommertærter

Tid: ca. 30 min. plus hviletid  (12 stk.)

Dej:

200 g hvedemel

75 g flormelis

100 g smør

1 lille æg

Jordbærkompot:

300 g jordbær

200 g rabarber

125 g sukker

korn af 1 stang vanilje

Marengs:

2 æggehvider

1 tsk. citronsaft

125 g sukker

12 små tærteforme med løs bund, ca. 7 cm i diameter

1. Bland hvedemel med flormelis. Skær smørret i mindre stykker, og smuldr det i melet. Saml dejen med ægget. Læg dejen køligt i ca. 1 time.

2. Tænd ovnen på 180 grader.

3. Rul dejen ud mellem to stykker bagepapir, til den er ca. 3-4 mm tyk. Stik dejen ud med en udstikkerform eller et glas, som passer i størrelsen til de små forme. 

4. Fordel tærtedejen i 12 små smurte forme. Læg et lille stykke bagepapir i bunden af hver form, og dæk med tærtekugler eller tørrede bønner, som kan tynge tærtedejen ned. Bag tærtebundene i ca. 10 minutter.

5. Fjern bønner og bagepapir, og bag tærtebundene i yderligere ca. 2 min., til de har fået lidt farve i kanten. Afkøl tærtebundene.

6. Skyl og nip jordbærrene. Skær rabarberne i små stykker. Kom jordbær og rabarber i en gryde sammen med sukker og vaniljekorn. Kog ved svag varme i ca. 10 min. til en kompot. Afkøl kompotten.

7. Tænd ovnen på grill.

8. Pisk hviderne stive med citronsaft og sukker.

9. Fyld tærterne med  jordbærkompot, og top dernæst med marengs. Grill tærterne, til marengsen har fået farve. Hold øje med kagerne, så de ikke bliver brændte.

TIP

Du kan også bage én stor tærte – mængden passer til en tærteform på ca. 22-25 cm i diameter.

► SE OGSÅ: Jordbærmuffins med mandelcruble