Brownie med masser af chokolade fra Hjemmet

Brownie med masser af chokolade

Tung, tæt og klistret – sådan foretrækker jeg en chokoladebrownie!

Min søn på 3 år elsker at være med i køkkenet, så da han en søndag eftermiddag spurgte, om vi ikke skulle bage en kage, kunne jeg selvfølgelig ikke sige nej. Han ville gerne bage en chokoladekage, og den er jeg altid med på, da jeg i julemåneden købte hele 10 kilo chokolade. Der er dog kun halvdelen tilbage…

PRØV OGSÅ MIN OPSKRIFT PÅ BROWNIE MED CHOKOLADECREME - TRYK HER

På med forklædet og frem med chokoladesækken. Mindstemanden har efterhånden styr på håndmixeren og bliver helt stolt, når han får lov til at holde den selv.

Brownien er ikke svær at lave og tager heller ikke lang tid, så resultatet afhænger af ordentlige ingredienser, og at man tør tage brownien ud af ovnen på det rigtige tidspunkt. Det kræver lidt mod at tro på, at en kage er færdig, når den stadig er temmelig blød. Det er derfor en god idé at bage brownien dagen før, den skal bruges, så den kan nå at sætte sig – enten i køleskabet eller på køkkenbordet. Husk blot at pakke den ordentligt ind, så den ikke bliver tør.

1 brownie, ca. 12 personer

Arbejdstid: 25 min.

Bagetid: 25 min.

250 g + 100 g mørk chokolade

100 g smør

80 g mel

50 g kakaopulver (evt. usødet) 

2 tsk. bagepulver

¼ tsk. salt

5 æg

350 g rørsukker

2 spsk. vaniljesukker

Drys:

kakaopulver (eller flormelis) 

1. Smør en form (ca. 20x30 cm) godt med smør, og drys den med mel. Hæld overskydende mel ud af formen.

2. Hak chokoladen fint, og skær smørret i mindre stykker.

3. Smelt forsigtigt 250 g af chokoladen sammen med smørret.

4. Tænd ovnen på 180 grader.

5. Sigt mel, kakaopulver, bagepulver og salt sammen i en skål.

6. Pisk æg, sukker og vaniljesukker lyst og luftigt med en håndmixer i ca. 5 min. i en anden skål. Tilsæt den lune chokolade/smørblanding, og bland til ensartet konsistens. Rør melblandingen i, og stop, når konsistensen er ensartet. Vend de resterende 100 g chokolade i, og hæld dejen i formen.

7. Bag kagen midt i ovnen i ca. 25 min. Lad den køle af i formen. Drys med kakaopulver ved servering.

Tip: Servér brownien med en kugle vaniljeis – det smager fantastisk!