Bagedyst-Lena: Jeg vil gerne gå i front for at sprede glæde

På væggen hos Lena Thorsson hænger et billede af hende selv som fireårig. Hun sidder på gulvet og griner og har mel over det hele.

– Mine forældre syntes vist, det var det sødeste i hele verden. Hvilket betød, at jeg de næste 14 dage kravlede ud i køkkenet og hev mere mel ud af skuffen. Da jeg blev ni-ti år, begyndte jeg at bage boller til mine forældre i weekenden. Så var de klar, når de stod op.

Minderne fra barndommen bliver fortalt med det bredeste øre-til-øre-smil og den høje latter, som Lena Thorsson hurtigt blev kendt for i denne sæson af DR’s ”Den store bagedyst”. Her har hun gjort det så godt, at hendes indsats har udløst en plads i finalen.

– Jeg ligner jo ofte en flækket træsko i programmerne. Og folk, der har set dem, siger, at det er jo sådan, jeg er. Men hvis folk ser mig som én, der er glad og får folk til at grine, så fred være med, at min latter lyder frygtelig. Jeg vil gerne gå i front for at sprede glæde, siger den 37-årige kvinde, der til daglig arbejder som lærer på en specialskole i landsbyen Slimminge.

Bagning for fuld skrue

Lige siden Lena Thorsson så det populære bageprogram første gang, har hun ønsket, at det blev hende, som stod i bageteltet med smørcremer, mousser og flydende chokolade til langt op over albuerne.

– Jeg søgte faktisk tre gange og var tæt på at blive blandt de 10 deltagere. Bagning har jo været min hobby altid, og jeg har været sindssygt motiveret for at træde ind i bageteltet og vise, at man kan bage uden en masse ekstravagant udstyr.

Du kan komme langt med en springform og en kagerulle, siger hun glad og fortsætter: – Og så ville jeg få en god grund til at bage for fuld skrue i en periode. Det jo fedt at servere lækre hjemmebagte kager for andre. Man drysser jo kærlighed i dem, når man står der og pisker.

Ønsket om at bage for fuld skrue fik Lena i den grad opfyldt. Og mere til. For da hun fik en plads i programmet og gik i træning, blev der bagt i alle ledige stunder – til sidst med den effekt, at det næsten blev for meget for hendes ellers meget tålmodige familie. Hun bor i et lille bofællesskab med sin datter Sara på 13 år og forældrene Inge og Jan.

Boformen kom i stand, da Lena blev skilt og trængte til at blive ”nusset og krammet” lidt ekstra, som hun siger. Det er tre år siden nu, og det fungerer så godt for alle, at Lena og Sara ikke har nogen planer om at flytte ud.

– Det er så trygt og godt. Vi er meget tætte – ellers kunne vi nok heller ikke bo sådan her, fortæller Lena, som sikrer sig lidt mere privatliv ved at tilbringe tid i sin elskede kolonihave om sommeren.

Familien bakkede op

Bagningen er til gengæld ikke spor sæsonbaseret. Lena bager hele året og gerne klassiske ”snaskede” kager som hindbærsnitter, gulerodskager og banankager – og hun nyder hvert et øjeblik i køkkenet. – For mig er bagning en mental pause, hvor jeg slukker for alt det, jeg ellers skal. Jeg tænker ikke på, hvad jeg skal købe ind til aftensmad, eller hvad jeg skal på arbejdet i morgen. Det handler kun om smør, sukker og piskeris. Det er sgu da lækkert. Der kan være krig og corona og alt muligt udenom, som jeg lukker helt ude, fortæller Lena.

Mellem optagelserne til bagedysten skulle der trænes igennem hjemme i køkkenet i Køge. Og Lena tror ikke, at hun havde klaret den hele vejen til finalen uden enorm støtte fra sine tætteste veninder og sine forældre: – Jeg har veninder, som kørte fra Roskilde til Køge sent om aftenen for at købe piskefløde og græsk yoghurt, når jeg ændrede kurs i mine bageprojekter.

Mine forældre sørgede for, at jeg fik mad, tog stakkevis af opvask og bare sad i sofaen og lyttede, når jeg havde brug for kærlig opbakning, fortæller Lena, som måtte tage fri fra sit arbejde for at nå det hele.

Og ud over veninders og forældres store støtte mærkede Lena sin datters fulde opbakning. – En dag, da jeg kom hjem, var der hængt gule post-it noter op rundt om emhætten. Der stod for eksempel ”jeg elsker dig” og ”du er sej”. Det var Sara, som havde skrevet dem, og jeg blev naturligvis rørt og glad.

Når vi har siddet og set ”Robinsom Ekspeditionen”, er jeg altid blevet sur, når nogen var ved at give op. Det mindede hun mig lige om, da det var allerhårdest med bagedysten, fortæller Lena, som midt i det hele også er blevet ejer af en minipuddelhund ved navn Ellie.

– Min datter har længe ønsket sig en hund, og jeg har afvist det mange gange. Men så fangede hun mig lige i et bage-moment, hvor jeg kom til at sige, ”ja, selvfølgelig skal du det”. Så det var prisen, jeg måtte betale for at være med. Men det er det hele værd, og Ellie er heldigvis så sød, lyder det fra Lena, der ikke ved, hvad hun vil bruge titlen til, hvis hun går hen og vinder på lørdag.

– Jeg har meldt mig for bare at være med, og jeg har oplevet et kæmpe fællesskab og venskab blandt deltagerne. Det har givet så meget allerede. Og går jeg hen og vinder bagedysten, kan det være, at det bringer nye oplevelser med sig. Det vil være rigtig godt, for jeg samler på gode oplevelser, lyder det fra Lena – efterfulgt af det karakteristiske glade grin. ◆