Pistacieknuder
Lav din egen pistaciemasse eller køb den færdige udgave og brug den som fyld i disse luftige og lækre pistacieknuder.
De smukke lysegrønne pistaciekerner lyser op på både lagkager, småkager, hindbærsnitter, konfekt, is og meget mere. Her har jeg prøvet at ælte min egen pistaciemasse sammen og brugt den som remonce i disse små, flettede lækkerbiskner.
Pistaciekerner er desværre lidt pebrede i pris, men hvis du har en etnisk grønthandler i nærheden, er de grønne nødder heldigvis noget mere tilgængelige.
Det er sjovt at flette både brød og kager, men jeg ejer desværre ikke den store tålmodighed, så knuderne her er lige tilpas udfordring for en rastløs sjæl som mig.
Servér knuderne til eftermiddagskaffen eller som en lille forkælelse i den søde juletid.
Pistacieknuder
Ca. 20 stk.
Arbejdstid: 55 min.
Bagetid: 12-15 min.
Fryseegnede
Dej:
1 pakke gær (50 g)
3 dl sødmælk
80 g rørsukker
½ tsk. salt
1 spsk. stødt kardemomme
ca. 675 g mel
150 g smør (blødt)
Remonce:
75 g usaltede pistaciekerner (gem lidt til pynt)
200 g ren rå marcipan
1 spsk. vaniljesukker
150 g smør (blødt)
Pensling:
1 æg
1 spsk. perlesukker
1 spsk. pistaciekerner
1. Lun mælken, og rør gæren ud heri. Tilsæt sukker, salt og kardemomme og derefter melet lidt ad gangen. Kom til sidst smørret i dejen – i små klatter ad gangen. Ælt, til dejen er blød og smidig.
2. Lad dejen hæve tildækket i 1 times tid på et lunt sted.
Remonce:
3. Hak pistaciekerner mellemfint i en blender.
4. Bryd marcipanen i mindre stykker, og kom dem i en skål sammen med blendede pistaciekerner, vaniljesukker og klatter af smør.
5. Rul dejen ud på et meldrysset bord, ca. 60 x 40 cm og ½ cm’s tykkelse. Fordél remoncen herpå i et jævnt lag. Fold dejen sammen på den lange led, og skær den ud i ca. 3 cm brede strimler. Vrid hver strimmel til en fin spiral, og slå en knude på dejen.
6. Sæt kagerne på bageplader med bagepapir, og lad dem hæve tildækket til dobbelt størrelse i ca. 45 min.
7. Pensl kagerne med sammenpisket æg, og drys med perlesukker og hakkede pistaciekerner.
8. Bag kagerne gyldne ved 220 grader i 12-15 min.
Tip: I stedet for at lave remoncen selv, kan du købe en færdig pistaciemasse.