Sandwich med hyldeblomst-is fra Hjemmet

Sandwich med hyldeblomst-is

Sæt denne fine og fristende is-sandwich på bordet til sankthans.

Det er sol og sommer udenfor, og hyldeblomsten står i fuldt flor med sine duftende blomsterskærme. I vores svenske hytte dækker en stor hyldeblomstbusk et helt vindue, men jeg nænner ikke at skære den ned, da jeg holder så uendeligt meget af alle de hvid/gule blomster.

Prøv også min sommerlige opskrift på rabarbersaft med ingefær TRYK HER

De smager helt fantastisk dyppet i pandekagedej og stegt på panden. Men da jeg gerne ville lave en sommerlig dessert med hyldeblomster til mange, fandt jeg på denne issandwich.

Kombinationen af hyldeblomster, jordbær og is er for mig indbegrebet af dansk sommer, så jeg håber, du får lige så meget solskin i maven som mig.

8-10 personer

Arbejdstid: ca. 1 time 

Frysetid: natten over 

Kagebunde:

5 æg (stuetemperatur) 

150 g flormelis

3 spsk. vaniljesukker

100 g hvedemel

50 g kartoffelmel

1 tsk. bagepulver

4 spsk. konc. hyldeblomstsaft (til bundene) 

Hyldeblomst-is:

4 æggeblommer (evt. pasteuriserede)

1 dl konc. hyldeblomstsaft

4 spsk. rørsukker

2½ dl piskefløde

Pynt:

friske jordbær og hyldeblomster

Kagebund:

1. Del æggene i hvider og blommer, og pisk hviderne stive.

2. Pisk flormelis og vaniljesukker i hviderne, og pisk dem luftige. Vend forsigtigt æggeblommerne i.

3. Bland hvedemel, kartoffelmel og bagepulver i en skål, og sigt det i dejen.

4. Fordél dejen i en bradepande (ca. 35x45 cm) med bagepapir. Sørg for, at dejen er lige tyk over det hele

5. Bag kagebunden midt i ovnen ved 175 grader i ca. 15 min. Lad den køle helt af på en bagerist. Træk forsigtigt bagepapiret af – fugt evt. papiret med vand, så det er nemmere at tage af.

Hyldeblomst-is:

6. Pisk æggeblommer, hyldeblomstsaft og sukker til en tyk creme med en håndmikser – det tager ca. 10 min.

7. Pisk fløden til skum.

8. Vend flødeskum og æggeblommecremen forsigtigt sammen med en dejskraber.

Sammenlægning:

9. Del kagebunden i 2 lige store firkanter, og dryp dem med hyldeblomstsaft.

10. Læg den ene bund i en bradepande/form med høje kanter, der er foret med husholdningsfilm. Fordél iscremen herpå, og læg den anden bund ovenpå. Sæt iskagen i fryseren natten over – den kan sagtens sættes i fryseren flere dage inden, du skal servere den.

11. Skær iskagen ud i små sandwich lige inden servering. Pynt med rensede jordbær og hyldeblomster.